Spot på projektrum: Ringsted Galleriet

Spot på projektrum: Ringsted Galleriet

Foto fra udstillingen Idiosynkrasi lll, 2020. Foto: Morten Kamper Jacobsen.

Ringsted Galleriet
Bøllingsvej 15
4100 Ringsted

Idiosynkrasi III 
8 nov - 28 nov

I denne artikelserie giver vi indsigt i projektrummets forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene. Vi har talt med leder af Ringsted Galleriet Morten Kamper Jacobsen – der sammen med holdet bag galleriet – forsøger at ryste posen, når det kommer til at gentænke kunstnerkonstellationer for at skabe spændende og alsidige udstillinger.

I hjertet af Midtsjælland ligger Ringsted Galleriet i en 120 kvadratmeter stor garage på en stille og velfriseret villavej. Ifølge Morten Kamper Jacobsen foregår der ikke meget andet end det stille liv, men ikke desto mindre er det her, nogle af de mest fremtrædende nordiske kunstnere har udstillet gennem de sidste 40 år. Det er navne som Olafur Eliasson, Jytte Høy, Vibeke Tandberg og Bjørn Nørgaard, der har fundet vej til Ringsted.

“Vi har haft mange veletablerede kunstnere, men også nogle, som er i starten af deres karriere. Vi blander gerne forskellige kunstnere og stilarter, så det er både klassisk maleri og eksperimenterende installationskunst – og det synes vi er spændende,” siger Jacobsen.

Tandlægens galleri

Galleriet blev grundlagt i 1982 af en kunstinteresseret tandlæge ved navn Mogens Åsted, som stadig kigger forbi. I dag drives galleriet af Morten K. Jacobsen og Heidi Hove, som begge er billedkunstnere. For dem er det vigtigt med en åben profil, hvor der er plads til at tage nogle chancer.

“Idet vi er et kunstnerdrevet sted, forsøger vi at bevare en idiosynkratisk kuratering. Det betyder, at vi ikke har et sobert tema til hver udstilling – det kan i stedet være nogle værkmæssige processer, der er overlappende for kunstnerne, som gør, at vi sætter dem sammen i en udstilling,” forklarer Jacobsen.

Morten Kamper Jacobsen. Pressefoto.

Det er et forsøg på at udfordre de nuværende grupperinger af kunstnere: Ved at sammensætte en udstilling af kunstnere, som måske ikke har de store fællestræk, giver det et frirum til at gøre noget, man ikke plejer som kunstner – og det er en mulighed for at vise noget interessant kunst i nye konstellationer, hvis man spørger Jacobsen.

I den aktuelle udstilling er det Sif Itona Westerberg, Jesper Dyrehauge og Yvette Brackman, som er blevet sat sammen under titlen Idiosynkrasi III. Baggrunden for at vise netop disse kunstnere er, at de har nogle kuratoriske sammenfald, idet alle arbejder alle med en form for “sysleri”, som Jacobsen formulerer det.

“Kunstnerne arbejder meget forskelligt, men der går nogle ting igen i de kunstneriske processer. Dyrehauge arbejder med frugttryk som en afslappet måde at lave billeder på, og Westerberg skærer i gasbeton, som også har noget hjemligt over sig. Så har vi Brackmans porcelæn og spisebordsdug, der tager afsæt i koldkrigspolitik. Der er noget familiært ved dem alle tre, og i det her tilfælde bliver det dét, der binder dem sammen”.

Udstillinger ud af huset

Den eksperimenterende tilgang til kunsten udfolder sig også i det kommende udstillingsprogram i 2021, der bærer titlen Sammenstød. Programmet er skabt af fire kuratorer, som udover Morten K. Jacobsen og Heidi Hove, involverer de to billedkunstnere Jens Axel Beck og Jonas Kjeldgaard Sørensen. I løbet af det næste år vil der blive vist 6 udstillinger i det offentlige rum.

“Det er udstillinger ud af huset, hvor vi ikke udstiller værkerne i huset, men derimod processen, og så kan man se i kunsten i det offentlige rum. Vi har inviteret kunstnere, som vi hver især synes er spændende. Vi har ikke talt sammen om, hvem der kunne hænge godt sammen, så der sker sandsynligvis et sammenstød mellem nogle af kunstnerne – men det er også formålet”, afslutter Jacobsen.

Ringsted Galleriets medlemmer: 

Hans Erik Beyer (formand), Jens Jørgen Hansen, Jonas K Sørensen, Jens Axel Beck, Morten K Jacobsen og Heidi Hove.

Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted i Ringsted, som blev etableret af Mogens Åsted i 1982. Galleriet er støttet af Ringsted Kommune, Statens Kunstfond og private fonde.

 

Ringsted Galleriet
Bøllingsvej 15
4100 Ringsted

Idiosynkrasi III 
8 nov - 28 nov

Del artiklen

'Spot på projektrum: Ringsted Galleriet'

Facebook