Spooky og sprællevende

John Kørners (f. 1967) værker er som åbne sår: Signalkraftige og fulde af underspillet uhygge giver de smerten videre til betragteren, som selv må få motiverne til at ”gå op”.

Med sin syrede og signalkraftige palet og med sit sfæriske, næsten akvarelagtige, maleriske sprog har han vundet en plads i kunstens forreste række både herhjemme og i udlandet. Han er en ekspressiv figurmaler, som ikke er bange for at sætte problemer under debat uden derved at kompromittere kunsten som et særegent sprog.

Det kan man lige nu få bekræftet på hans første soloudstilling hos Bo Bjerggaard, men også på HEART i Herning på midtvejsudstillingen Fanget, der var hans hidtil største, satte han publikum og kunsten i fængsel.

Kunst og kritik
Den samfundskritiske Kørner taler med en anden stemme end sine kolleger i 1970’erne, der undertiden kunne forfalde til ren propaganda-kunst.

Hermed svigtede de kunstens æstetiske potentialer, når de med få undtagelser lod budskabet gå forud for udtrykket. Kørners billeder skiller sig derimod ud og bliver set, selv i dag, hvor vi oversvømmes af mediernes billedtsunami.

Ud over at male, lave grafik og keramik er John Kørner også installationskunstner. Det kan vi atter opleve i Galleri Bo Bjerggaard i hans fascinerende installation The Performance, som består af 200 mundblæste ’glasproblemer’, ovale kugleformer, som vi kender fra Kørners malerier og keramik.

150 af disse står på gulvet som et publikum, der kigger op på en reol med et spejl som bagbeklædning, hvor 50 ’glasproblemer’ performer. Glassene er i tre størrelser, og farverne svinger fra hudfarvet over rødviolet til blåviolet med enkelte gule, blå og grønne glas. Rummet er mørklagt, og man forføres af den stemningsfulde installation, der dels er meget smuk, dels har en dramatisk effekt i kraft af spejlingerne, lyssætningen og mørket.

Familien i kunsthistorien
Med sine nye billeder skriver Kørner sig ind i traditionen med familieportrætter i dansk kunsthistorie: Fra for eksempel Wilhelm Bendtz’ berømte portræt af vinhandler Waage Petersens familie fra 1830 – her betones familielivet og arbejdet som helt centrale værdier i borgerskabets liv – til Lilibeth Cuencas etnisk sammensatte familie, som danser foran kameraet. Kørner sår tvivl om familiens sammenhængskraft, ja, om hele dens mening i en postmoderne tid, hvor den fungerer som den ultimative forbrugerenhed.

I familien skulle man ellers gerne reproducere sig selv og finde ”meningen” med livet, for her – i intimsfæren – kan vi dyrke følelseslivet og seksualiteten. Her er vi ”unter uns”, som tyskerne siger. På godt og ondt – for det er jo også i familien, at hverdagslivets psykoser udfolder sig, og mord og mental lemlæstelse finder sted, og her at børns fantasi og livsmod knuses i socialiseringens normaliserende kværn, da forældre har det med at formskære næste generation som dubletter af dem selv.

Kørner har fat i den lange ende her.

Som i hans ’problemudstilling’ om sex-trafficking i Arbejdermuseet forrige år, for ikke at glemme udstillingen Produktion i IMO på Carlsberg sidste år, der handlede om fabrikken og reproduktionen, sætter han på sin nye udstilling en af samfundets hårdt prøvede kerneinstitutioner under lup.

Familie uden kernekraft
For Kørner er familien fragmenteret. Vi er langt fra aftenmåltider med far, mor og børn, forsamlet omkring spisebordet: I Family Party er personerne i sammenbrud og alt er fragmenteret – en hånd griber om flasken, men hvem tilhører den?

I ’Family at the Beach’ har en mand trukket sig helt fra fællesskabet, fordi han er optaget af sin mobiltelefon.

Unge mænd i blåt savner aldeles intern kommunikation i værket Young Men in Blue. Den ene slæber af sted med bøger – eller arkiver? – den anden sidder på cyklen og vegeterer, den tredje er formummet, i en hættebluse, mens den fjerde vandrer af sted med et maleri under armen, men han mangler hovedet. Generelt befinder Kørners figurer sig i et uendeligt, udefinerbart rum.

I et enkelt billede befinder familien sig imidlertid under det urbane rum i en metrotunnel. Dette store maleri på endevæggen Family in the Subway kigger på os med to store, tomme øjne, og familien synes her ganske lille og forekommer fremmed i det kolde, underjordiske univers. Man er aldrig indenfor i intimsfæren, i hjemmet. Scenerne er kun antydningsvis defineret, det hele er generaliseret, i en sådan grad, at publikum kan tage bolig i malerierne og begynde at fylde mening på dem.

Kolorist med åbne øjne
Flere af personerne har fået sprængt hovedet af – som man har set det tidligere i Kørners mange Afghanistan-malerier. Eller også er personerne der per stedfortræder, når de fx efterlader deres sneakers i billedets forgrund, som man kender det fra børnefamiliernes dørmåtter. Ligesom på HEART i Herning er værkerne iscenesat i de mørklagte rum og ligner film eller lysbilleder, så man suges ind i deres univers som i biografens mørke. Nogle af væggene er endda malet sorte.

Kørner er en maler, der svarer igen på tilværelsens dårligdomme med sine billeder. Han har udvidet sin palet, der førhen var domineret af gul og violet. Nu er andre farver kommet til – også mørke – men han er stadig en af de mest vovede kolorister i dansk samtidskunst.

Han forholder sig direkte til virkeligheden – det gælder også de mange spændende og stoflige, grafiske værker, som hænger i gangen hos Bo Bjerggaard. Her er vi til grindedrab på Færøerne og dér på Vesterbro hos luderne.

Kørner er langt fra l’art pour l’art, selvrefererende kunst. For ham gælder det virkeligheden. Om han leverer et samlet udsagn om familien i den postmoderne tid? Næppe. Men Kørner lufter ud i dansk kunst. Han arbejder med åbne øjne og observerer virkeligheden uden teoretikerens fugleperspektiv eller ironikerens kølige distance. Hans malerier er flertydige og antydningsvise og stiller spørgsmål på en produktiv måde. Kørner engagerer sig som få andre kunstnere. Også i sine nye værker.

SE FLERE BILLEDER FRA UDSTILLINGEN HER