Spansk selvportræt hædres med pris

Spansk selvportræt hædres med pris

Kunstner Jesús Herrera Martínez vinder Carlsbergfondets Portrætpris 2017 for værket Melankolsk selvportræt forfra og bagfra. Pressefoto


Den spanske kunstner Jesús Herrera Martínez vinder dette års portrætpris fra Carlsbergfondet. Han modtager førsteprisen på 85.000 kroner for sit værk Melankolsk selvportræt forfra og bagfra, der fra i morgen kan opleves sammen med de i alt 130 udvalgte værker til udstillingen PORTRÆT NU! 2017 på Det Nationalhistoriske Museum.

I eftermiddag blev Carlsbergfondets Portrætpris uddelt for sjette gang i Riddersalen på Frederiksborg Slot. Fra et felt på flere end 1000 værker har en international jury udvalgt 130 til udstillingen PORTRÆT NU! 2017, ligesom de har peget på vinderne af årets priser – med flere danske kunstnere som modtagere.

Spanskfødte Jesús Herrera Martínez (f. 1976) modtager førsteprisen for et selvportræt udformet som et diptykon – et værk med to billeder, side om side, af kunstneren set både forfra og bagfra.

I motiveringen fremhæver juryen Herrera Martínez’ kunsthistoriske bevidsthed i værket og beskriver det blandt andet som ”et insisterende forsvar for de værdier og holdninger i ældre malerkunst, som han ikke har mistet troen på.”

Jesús Herrera Martínez er bosat i København og har sin kunstneriske uddannelse fra kunstskoler og akademier i fødebyen Valencia samt Venedig og Rom.

I alt blev der uddelt ti priser til nordiske og kinesiske kunstnere; en anden- og tredjepris, en International Særpris, tre Specialpriser og tre Young Talent-priser. De øvrige danske modtagere er Søren Dahlgaard, Maja Nydal Eriksen og Lars Gudmund Hansen, der hver tildeltes en Specialpris, samt Eva Helene Pade, en 20-årig autodidakt kunstner fra Odense, der modtog en af de tre priser til unge talenter.

De vindende værker kan ses på udstillingen PORTRÆT NU! 2017, der åbner for publikum torsdag den 11. maj og kan opleves frem til den 30. juli.

Andenprisen på 35.000 kroner blev tildelt kinesiske Xu Chenyang, mens tredjeprisen på 15.000 kroner gik til svenske Dorina Mocan.

Læs mere om Carlsbergfondets Portrætkonkurrence her


Del artiklen

'Spansk selvportræt hædres med pris'

Facebook