"Som at sætte en forstærker til en guitar"

Midt i et goldt ørkenlandskab står to væsner snoet sammen, nærmest i symbiose med hinanden. Et underlag af bølgepap knaser under dem, når de begynder at røre på sig, og man kan mærke tørken i luften. Det støver, når de tramper, og når de kravler rundt, flytter de på det gyldne sand. Et virtuelt sand, vel at mærke. 

Ørkeninstallationen består nemlig af lys og digitale projektioner skabt gennem ‘motion sensing’ – infrarød sporing, som skaber bevægelses-responsive billeder. Kroppene, støvet og bølgepappets materialitet går i et med de interagerende projektioner og tilsammen skabes et univers, som balancerer mellem billeddannelse og virkelighed.

Titlen på denne første del af dobbelforestillingen … and it ends TWICE er TØRST. Og det er også tørst, vi føler i den billedligste forstand.

Et tværkunstnerisk projekt
Det er netop kroppens møde med teknologien og de visuelle projektioner, som er Recoils varemærke. Performancegruppen, som blev dannet i 2003 af koreograf Tina Tarpgaard og komponist Pelle Skovmand, har en kunstnerisk profil, der er defineret af sit mål efter at skabe et samarbejde mellem kunstnere inden for forskellige genrer.

Gennem dans, responsiv videoscenografi og elektronisk lyd udforsker Recoil teknologiens indflydelse på den performende kunstner. Eller nærmere teknologien og den levende krops gensidige afhængighed i et interaktivt forhold.   

Væk fra dansen!
Det hele bunder i Tina Tarpgaards trang til at bevæge sig væk fra sit fundament som danser i starten af 00’erne. “Jeg havde et stort behov for at bevæge mig væk fra dansen som scenekunst og finde kærligheden til den igen, gennem mødet med andre kunstarter,” fortæller Tarpgaard. “Jeg begyndte at arbejde en del med installationer og andre kunstgenrer – de skulle bare ikke finde sted på en scene.”

Det var her hun mødte softwarekunstnerne Ole Kristensen og Jonas Jongejan, et møde, som ville definere hendes fremtidige arbejde med dansen. 

Tid og digital hukommelse
“Hele det af finde nye samarbejdspartnere og nye indfaldsvinkler har fået mig til at se moderne dans på en anden måde,” fortæller Tarpgaard. “Det gav nogle andre udtryksmuligheder. Lige i starten føltes det som, når man sætter en forstærker til en guitar for første gang – fra den akustiske krop kom der pludselig et univers, et scenerum, hvor der kunne arbejdes med tid på en anden måde.” 

“Der er tiden, man oplever som publikum,” fortsætter hun, “og så er der den tid, man oplever via det visuelle, som har en hukommelse i sig selv. Teknologien kan optage, hvor danserne er, afspille det baglæns eller lave optagelser, som kan afspilles forud for danserne. Der er mange måder at lege med tiden og visualisere den på, som skaber forskellige parametre for tidsoplevelser.”

Gensidig afhængighed
Noget andet, som interesserer Tarpgaard, er måden, hvorpå man med teknologien kan skabe et ekstra lag – en ekstra spiller – i produktionen. “Under prøverne har flere af danserne givet udtryk for, at der manglede nogen, at det var ligesom at have en partner, som ikke er til stede”, fortæller hun om prøverne, hvor den interagerende teknologi ikke er i spil. Danseren har brug for teknologien og teknologien har ligeledes brug for danseren.

“Der skal ikke være teknologi for teknologiens skyld. Det skal have sin berettigelse og være der af en grund – ligesom at du ikke finder en stol på en scene, uden at der er en grund til det. I stedet for at lægge fokus på teknologien, bør man nærmere se på, hvordan samarbejdet opstår mellem den og koreografien, scenografien osv.”

Den fysiske lov
“En af Jonas Jongejans inspirationskilder er det genkendelige”, fortæller Tarpgaard om softwarekunstneren, som har bidraget til Recoils visuelle udtryk. “Elementer, som alle kender. Alle har for eksempel et forhold til sand, der flytter sig. Man ved, hvordan det ser ud, hvordan det føles. Der er en form for fysisk lov, som byder på muligheden for overraskelse, hvis man pludselig bryder med den.”

Hjemme, ude, hjemme
Fra rejsen væk fra dansen til mødet med nye visuelle og teknologiske indfaldsvinkler, er Tina Tarpgaard nu for alvor vendt tilbage til kroppen. “Fra at det var mere omgivelser i det grafiske, så er jeg blevet meget optaget af duetarbejdet. Mit forsøg er at tage alt det dansetekniske væk og skabe en responderende fysik. En form for genklang.” 

“Min søgen indenfor det koreografiske, dét, som jeg synes er interessant at arbejde med, er i virkeligheden født ind i teknologien. Og det har nu fået helt nye veje og ben at gå på,” fortsætter hun.

“Jeg har fundet en god og vigtig inspiration inden for de visuelle universer. Fra udelukkende at være danser, er jeg gået ind i installationens og teknologiens verden for derefter at vende tilbage i fornyet form.”