Søren Martinsens landskaber på plejehjem

“Ønskerne til udsmykningen fra ledelsen og brugerne var ret simple. De ville gerne have noget figurativt, noget med landskaber og i klare farver. Normalt ville jeg have tænkt, at det var for banalt – men kom så frem til, at det jo faktisk relaterede til noget af det, jeg laver”.

Jeg har sat Søren Martinsen i stævne en lørdag på Hedevej i Risskov ved Aarhus. Plejeboligerne er placeret i et industrikvarter, og arkitekturen er ikke noget at skrive hjem om. Ganske ordinært, uinspireret og det hele virker lidt trist. Indtil man kommer rundt på afdelingerne og oplever Martinsens billeder og striber langs gangene og ind og ud af de tilstødende rum. Så bliver det pludselig interessant at komme på plejehjem!

Mere end pæne farver på væggen
Det er første gang Søren Martinsen er blevet spurgt om at udføre en udsmykning, men han er gået til opgaven med originalitet og med tæft for at se helheden i en ellers ret kompleks opgave. Samt – ikke mindst – evnen til at insistere på det kunstneriske udgangspunkt:

“Udsmykningskunst kan jo hurtigt blive noget med bare at pynte på en ellers meget kedelig arkitektur”, forklarer han. “Det er der sådan set ikke noget odiøst i  – men jeg har bestræbt mig på, at det skal være aflæseligt og genkendeligt som kunst. Jeg ville ikke være tilfreds med bare at lave nogle pæne farver på væggen”.

På plejehjemmet er der fem ens gange, men Martinsen har udnyttet, at alle gangene har et knæk midtpå, hvorpå han har malet sine landskabsbilleder, som dermed kan ses fra afstand. Fra disse landskaber er striber af farver, der optræder i landskabsbillederne ‘trukket’ ud på gangene.

Man bliver særdeles bevidst om de næsten psykedeliske og sitrende farvevirkninger, Martinsens billeder er gjort af, men først og fremmet er den rumlige virkning ganske slående: når man bevæger sig mod billederne på gangene bliver oplevelsen af billedperspektivet så at sige materialiseret fysisk i rummet. Umiddelbart skulle man mene clashet ville være til at føle på mellem ‘over-naturalismen’ i landskabsbillederne og de Paul Gernes-inspirerede stribeabstraktioner – men faktisk virker det ukunstlet og ‘naturligt’.

Pejlemærker
“Hver gang har sit landskabstema: søen, markerne, kysten osv”, forklarer Martinsen, mens vi vandrer rundt på plejehjemmet, og hilser på beboere og personale. “Gangene er ens, men jeg har gjort meget for at variere udtrykket. Jeg har arbejdet med at gøre det nemmere at finde rundt for beboerne, hvoraf mange er demente. Intensiteten i farvestriberne styrkes, jo tættere man kommer billederne. Alt sammen gør det lettere at finde ud af på hvilken gang, og hvor langt væk man befinder sig”.

Landskabet som scene
Landskabsmalerierne spiller videre på en streg, Martinsen har spillet på i flere år. Han har sit afsæt i moderne kunstformer, og har arbejdet eksperimenterende med foto og videokunst. Men så flyttede han på landet og tog landskabsmaleriet op i et markant med- og modspil til den vægtige tradition, der omgærer det. I Martinsens udgave fremkaldes landskabet ofte let uvirkeligt, som var det en scene. Det er hypersansede billeder, hvor detaljer står knivskarpe, hvor farverne er lidt overstyrede, og det hele fremstår en smule ustabilt og ‘psykedelisk’. Der er aldrig mennesker på hans billeder, hvilket forstærker den sceniske fornemmelse.

Læs artikel om Søren Martinsens landskabsmalerier

Derfor overraskes jeg også, da der i et af landskabsscenarierne på plejehjemmet dukker en mand og en kvinde op – ‘et forelsket par’. Også et billede, der har en kendt badeanstalt nord for Aarhus som motiv, er befolket med mennesker.

“Ja, det var lidt grænseoverskridende for mig at lave mennesker – det er vist første gang, siger Martinsen. “Det er både næsten hysterisk idyllisk og lidt pointellistisk. Men det er tilsigtet, at de har den her lidt Ib Spang Olsen-agtige karakter – den naivitet man finder hos ham, kan jeg meget godt lide. Det er ligesom børnebogsillustrationer, som alle på en eller anden måde har et forhold til. Det er selvfølgelig meget mere naivt, end jeg normalt ville lave det”.

Hvorfor egentlig det?
“Fordi det ikke skal hænge fast i en bestemt tid men i stedet være tidløst. Tanken er, at billederne skal kalde på nogle minder hos disse beboere, hvor mange af dem har en ret dårlig hukommelse. Billederne kan spille på en genkendelse af nogle tanker eller drømme eller en eller anden form for positiv erfaring, som man har haft – helt simple ting som natur og sammenhørighed”.

Nedslag i fri stil
Rundt omkring på gangene og i tilstødende fællesrum løber de farverige striber, og er med til at skabe forbindelseslinier og sammenhæng. Flere steder har Martinsen hængt mindre billeder op – der er 55 ialt – som knytter an til gangenes temaer. “Nedslag i fri stil”, som han siger. Det kan være abstraktioner, fortætninger, detaljer, skift i synsvinkler eller maleriske eksperimenter, som perspektiverer de enkelte temaer, og som viser en imponerende variation i metoder, tilgange og inspirationer.

Håndholdte striber
Det er en udsmykning som har bredt sig overalt indendøre og det har da også taget et år at færdiggøre den. Til en start lavede Martinsen en 3D model for at anskueligøre den rumlige virkning. Et hold assistenter har hjulpet med til at male striberne (opgaven som organisator har været en del af jobbet), som ikke blot er malet med død Flüggermaling, men er blevet til med hjemmelavet maling og under forskellige eksperimenter.

Martinsen viser mig et parti, hvor der først er påført en sølvfarvet undermaling. Så blev der lavet en stramt afdækning og sjasket højkoncenteret lilla farve på, der løb ned og blev fortyndet samtidigt.

“Normalt har acrylmaling en lidt trist udstråling, og jeg valgte at rive farverne selv for at herliggøre malingens karakter og for at gøre det lidt mere personligt og lidt mere håndholdt. Jeg ved godt, at nogen vil synes, det er meget nørdet, men jeg kan meget godt lide den taktilitet, det giver. Det giver det en mere kropslig fornemmelse”.

On location
At arbejde ‘on location’ har dog været en udfordring, fortæller Martinsen:
“At arbejde på stedet var en ide fra institutionens side, der viste sig at være bedre på papiret end i praksis. For det første er det krævende for mig som kunstner at være i interaktion med folk hele tiden – for at være helt ærlig er det ret irriterende. De fleste har været positive, men det har faktisk været ret hårdt hele tiden at blive konfronteret med, hvad folk synes. For det andet stiller det også lidt for store krav til brugerne, for de er jo meget gamle og bliver meget let utrygge. Ind imellem har det rodet meget, og beboerne er kommet med spørgsmål som “I skal vel ikke male inde i mit værelse” eller “koster det mig penge””?

At sige ja til et udsmykningsprojekt er også at acceptere et vist tab af kontrol, og Martinsen har måttet acceptere visuelle forstyrrelser – kaldesnore og nødskilte eksempelvis – ligesom han har måttet kæmpe for ordentlig belysning, og for at der ikke blev hængt kronhjorte-malerier ovenpå de stribede gange.

“Hvis man havde haft en chance for at være involveret med en arkitekt, før centret blev bygget færdigt, havde man haft en chance for at undgå de værste forstyrrelser”, slutter Søren Martinsen, der dog har fået mod på at lave flere udsmykninger i fremtiden.