SOCIAL_AKTION – publikum i det nye medielandskab

Mogens Jacobsen: AudioBar. Foto: Mogens Jacobsen.

13. januar 2007 åbnede Museet for Samtidskunst i Roskilde udstillingen SOCIAL_AKTION, som er den anden udstilling i et treårigt forsknings- og udstillingsprojekt om mødesteder mellem de nye medier, publikum og museet. Udstillingen er et forsøg på at lade publikum opleve kunsten på en ny måde. Men som publikum er det lidt svært at se, hvor mødestedet mellem kunst og publikum egentlig er.

Valget er dit! – Eller er det?
I udstillingen deltager otte kunstnere med seks forskellige værker. Mest fascinerende er Mogens Jacobsens værk Hørbar, der består af en centreret bar, hvor der uden om står 250 flasker med eksempler på lydkunst fra museets samling. Publikum kan vælge mellem de forskellige flasker, hvis titler ikke er værktitler, men derimod 12 forskellige modsætningspar, for eksempel stilhed og støj. Når man har lyttet til sine forskellige lydbidder, kan man gå ind i rummet ved siden af og se titlerne på de værker, man har hørt. Værket er fascinerende, fordi man får adgang til lydkunst, som normalt ikke er tilgængelig. Men det kan knibe med tålmodigheden, da det kun er få værker man får lov til at lytte særligt længe til. Det er således den sociale aktion mellem publikum, der i fællesskab skal komponere værket, mere end det er den enkelte besøgende, der kan styre værket. Værket spejler således virkeligheden, hvor man ikke altid kan kontrollere den sammenhæng, man indgår i.

Kontrol eller indsigt er generelt et tema, som er relevant at diskutere i relation til SOCIAL_AKTION. Det er nemlig ikke i alle værker, man kan fornemme præmisserne for publikums deltagelse. Udstillingens Action Galleri dokumenterer kunstprojekter, som har fundet sted, og hvor projekterne direkte influerede på ’almindelige’ menneskers liv, uden at de var trådt ind i museumsrummet. I tilfældet med Marianne Bramsens lydværk Må jeg bede om et glas vand? er publikums reaktioner medtaget i værket. Action Galleri præsenterer forskellige happenings, som fandt sted i et bestemt boligkvarter i Roskilde, men viser ikke, hvordan publikum – boligkvarteret – modtog eller deltog i projektet. Det kunne ellers have været interessant at høre om, hvordan de ufrivillige deltagere oplevede at blive inddraget i projektet.

Et af de andre værker, LUST step one af Torben Simonsen, er et utroligt banalt filmprojekt, hvor der er lagt forskellige fortællingsspor ud til beskueren, som så kan vælge at følge det ene eller det andet spor med en fjernbetjening. Publikum sidder i hver sin lille kabine og kan så gå ind i filmprojektets forskellige historier, men det er svært at skabe nye historier, for man kan ikke få overblik over de forskellige valgmuligheder. Hovedhistorien er ganske enkel, kunstneren har inviteret en smuk pige med til USA, så han kan lave en film om deres uforløste forhold. Dvd’en er inddelt i forskellige ’rum,’ som publikum så skal sætte sammen til nye historier. Men dvd’en er temmelig dårligt produceret. Eksempelvis skal man hele tiden at begynde forfra på menuen for at kunne se en oversigt over fortællerummene. Samtidig virker rollerne i historien så patetisk traditionel, at man bliver irriteret på den selvoptagede kunstner, der har gjort den kvindelige muse til objekt for sine kunstneriske bestræbelser. Hun fører dagbogen med de private optegnelser, mens han foretager de intellektuelle kunstneriske overvejelser. Publikum har ligesom pigen i fortællingen ikke magt over værket og kan derfor ikke deltage på lige fod med den alvidende kunstner.

Når hensigten med udstillingen er at skabe nye relationer mellem publikum og værk, er det ærgerligt, at der er så lidt plads til publikums ageren i forhold til værkerne. Der går lidt for meget teknisk eksperimentarium i udstillingen frem for en dynamisk kunstoplevelse.