Nicolai Howalts smukke og barske fotografier på Esbjerg kunstmuseum trækker os ind i fortællinger, vi digter videre på. Det er kunst, der virker - også selvom præsentationen halter lidt.
I fotografier står tiden selv sagt stille, men i Howalts billeder mærker man, at tiden vil i gang igen.
På trods af den dræbende stilhed i hans billeder er der også en uro. Han fastfryser øjeblikket enten før eller efter en urolig hændelse. En storm, et biluheld, en boksekamp.
Fortællingerne bag billederne bliver på den måde et bærende element i udstillingen, og det er den, man som beskuer automatisk digter videre på. Udover at fotografierne rent æstetisk er i særklasse, er det Howalts store styrke.
Tomrum giver plads
Udstillingen Sammen Stød på Esbjerg Kunstmuseum forener tre af Nicolai Howalts værkserier i ét udstillingsrum: Rusland, Car Crash Studies og Boxer II .
Men billederne indeholder også en fortættet kraft af ulmende fortællinger, som bare venter på at blive sluppet løs hos beskueren.
Rusland, som består af fem fotografier af et vildt naturskovsområde i Nordsjælland, fylder således ikke meget i billedligt indhold.
De golde scenarier skriger på liv, og det er derfor op til os, beskuerne, at fylde hullerne ud med indhold.
Fotografiernes grå farveskala er med til at gøre de væltede træer og knudrede buske til et dystert og ensomt sted, hvor mennesketomheden tangerer det postapokalyptiske.
Den elendige natur og dets triste associationer er ikke til at undslippe.
Den samme mennesketomhed gør sig gældende i Car Crash Studies. Her er der dog spor af liv, for på de smadrede bilers forsæder finder man små blodpletter, sko, nøgleringe eller ølflasker.
Ting, som bilernes ejere havde med sig i sekunderne, inden de forulykkede. Ting, som vi forholder os til, og som indgår i de fortællinger, vi selv skaber i forlængelse af billederne.
Portrætter, der fylder
I den menneskecentrerede Boxer II, som er en nyfortolkning af den ti år gamle værkserie Boxer, er der i høj grad også fortællinger.
De 281 halvfigursportrætter af drenge før og efter en boksekamp, fylder en med tanker om hver enkelt dreng, hans historie og ikke mindst kampen; den symbolske manddomsprøves udfald. Side om side er det overvældende at betragte ansigterne og ikke mindst forandringen i dem før og efter kampen.
Styrken i de enkelte portrætter går tabt i mængden, og man ender med at ønske, at man stod ansigt til ansigt med hver enkelt dreng, hvert enkelt portræt.
En stor mundfuld
Howalts billeder er rå, uforbeholdne og lige til at gå til, men på intet tidspunkt får man lov til ‘bare’ at betragte. Værkerne griber fat i én med det samme og forlanger subjektiv indlevelse.
I Esbjerg bliver det desværre til tider en stor mundfuld, fordi værkerne hænger for tæt i det lidt for lille udstillingslokale. Så et lille ‘men’ til præsentationen, der truer med at sabotere indlevelsen.
Men Nicolai Howalt kan noget med fotografiet: han kan skabe plads og få os til at udfylde det. Derfor skal man ikke forvente at gå upåvirket fra fotografierne på Esbjerg Kunstmuseum.
Nicolai Howalt er uddannet fra Fatamorgana - Danmarks Fotografiske Billedkunstskole i 1992.
Han har et tæt samarbejde med sin kone, fotokunstneren Trine Søndergaard. De er netop nu aktuelle med udstillingen How to Hunt på Aros Århus Kunstmuseum.
