Skriften på væggen – Formidlingstekster på kunstmuseer

Skriften på væggen – Formidlingstekster på kunstmuseer

Fra udstillingen Far From Home, Aros. Foto: Ole Bak Jakobsen

Kunstudstillingernes allestedsnærværende formidlingstekster rummer mange informationer, men afstedkommer også en masse spørgsmål: Hvad er formidlingsteksters formål, hvilke virkemidler anvendes i teksterne, og hvad karakteriserer den gode tekst? Nogle af svarene findes på Museum Jorn og ARoS, hvor vi har talt med museumsinspektøren og formidlingschefen om teksternes rolle.

Man kan indledningsvist dele formidlingsteksterne op i udstillingstekster og værktekster, hvor udstillingstekster er de introtekster, der præsenterer en udstillingskoncept og sætter rammen for udstillingens fortælling, mens værktekster refererer til et bestemt værk.

Formidlingsteksten er en såkaldt paratekst; et begreb oprindeligt hentet fra litteraturteoretikeren Gérard Genette. Paratekst er alt det uden om værket, som samtidig peger på værket som værk: Spotlyset på maleriet, skulpturens sokkel eller farven på væggen. Kunsten behandles og iscenesættes, og paratekster er et centralt formidlingsredskab i kurateringen af kunsten.

Men hvorfor er der overhovedet brug for formidlingstekster på væggene i udstillingerne? Bør kunsten ikke stå alene, og risikerer man ikke, at formidlingsteksterne styrer publikums interaktion med værkerne på en måde, så de ikke længere ser på værkerne med åbne øjne, men i stedet ser gennem et “sæt briller”, der er farvet af museets kunstfaglige personale?

Krav i lovgivningen

ARoS og Museum Jorn er begge selvejende institutioner, men er som statsanerkendte museer underlagt den danske museumslovgivning. Et centralt element i museumslovgivningen er formidlingsområdet, som er en af museumslovens fem “søjler” sammen med indsamling, registrering, bevaring og forskning.

I Kulturstyrelsens krav og anbefalinger til statsanerkendte museer uddybes hvordan formidlingen skal “aktualisere viden om kultur- og naturarv og gøre den tilgængelig og vedkommende”. Så formidlingsteksterne er altså en måde at leve op til det lovmæssige krav om formidling.

Teksten skal bygge bro

Museumsinspektør på Museum Jorn Lucas Haberkorn giver sit bud på, hvad formålet med formidlingstekster i udstillingerne mere præcist er: “Teksten bygger bro mellem værk og beskuer og sørger for, at den besøgendes mentale horisont bliver flyttet – med udgangspunkt i kunsten og ikke i kuratorens forslag til fortolkning”.

Marianne G. Bargeman, som er formidlingschef på ARoS, ligger på linie med Haberkorn: ”I stedet for at docere og lukke (værkerne, red), så er vi på ARoS enormt opmærksomme på at åbne op. Jeg mener, at formidlingstekster, der lukker værket eller definerer det, eller siger, hvordan værkerne skal forstås, ikke fungerer. Jeg kan enormt godt lide, at teksterne åbner op, at de viser veje ind i værket, men ikke de eneste veje.”

Formålet med formidlingsteksterne er altså ifølge de to museumsfolk at være medierende – at skabe kontakt mellem værk og beskuer –  og at give ny viden.

Skriften på væggen – Formidlingstekster på kunstmuseer
Morten Søndergaard: I’ll text you back later, 2010. Fra udstillingen Far From Home, Aros. Foto: Ole Bak Jakobsen

Virkemidler

I formidlingstekster anvendes eksempelvis undersøgelser, citater, humor og litterære referencer som virkemidler, der kan medvirke til at aktualisere værket i samtiden, sætte værket i kontekst til udstillingens fortælling eller være debatskabende.

Lad os betragte et par eksempler fra samlingsudstillingen Far From Home på ARoS. Her indgår et værk af Morten Søndergaard; en gravsten med indgraveringen “I’ll text you back later” mejslet i granitten.

I den værknære formidlingstekst indgår en undersøgelse fra 2003: “73 procent af danskerne mente i en undersøgelse i 2003, at døden ikke var relevant for dem. Det er tankevækkende og kan måske forklare, hvorfor vi har et til tider forkrampet forhold til døden”

Men hvorfor skal besøgende på udstillingen gøres bekendt med en undersøgelse (og en konklusion) af denne karakter?

“Hvis man har en ambition om at ville påvirke det samfund, vi lever i, og vil være relevante for langt flere, langt oftere, så tror jeg, at det er enormt vigtigt, at teksterne åbner op, viser flere perspektiver og forholder sig til noget af det, som er i samfundet i øvrigt”, forklarer Marianne G. Bargeman, som håber at inddragelse af samfundsrelevante undersøgelser i teksterne, vil få folk til at debattere.

Skriften på væggen – Formidlingstekster på kunstmuseer
Doug Aitken: House, 2010. Fra udstillingen Far From Home, Aros. Foto: Ole Bak Jakobsen

I den værknære formidlingstekst til Doug Aitkens store installationsværk House, 2010, der kredser om nedrivningen af kunstnerens barndomshjem, anvendes et patosappellerende virkemiddel.

I teksten inddrages et citat af teologen Johannes Sløk: ”I livet tager man bestandigt afsked med livet. Man kan ikke leve videre uden at forlade det.”

Et poetisk og rørende citat, som løfter teksten ud af den faktuelle og kunsthistoriske jargon, som nogle formidlingstekster kan have tendens til at låse sig fast i. Det udpeger et almenmenneskeligt perspektiv, mener Marianne G. Bargeman:

”Vi vil som museum gerne være med til at påvirke diskussionerne og debatterne om, hvad det vil sige at være menneske i verden, og dette er en måde at åbne op for en perspektivering.”

Den gode formidlingstekst

Marianne G, Bargeman fremhæver, at en vellykket tekst godt kan være indholdsrig uden at være indviklet:

”At skrive godt er ikke at forenkle, men at skrive enkelt. Tekster skal helst kunne læses af alle”, siger hun, og løfter sløret for hvilke elementer ARoS prioriterer i den vellykkede formidlingstekst:

”På ARoS har vi nogle værdier: Appel, relevans og integritet. Teksterne skal appellere, og det betyder, at de skal præsenteres flot, det skal være sådan, at man har lyst til at læse dem. De skal desuden have en kunstfaglig integritet, og så skal de være relevante. Er de tre værdikriterier opfyldt er der tale om en god formidlingstekst på Aros”.

Lucas Haberkorn fremhæver vigtigheden af ikke at opstille en rigid skabelon for den vellykkede formidlingstekst:

”Vi skal undgå et fælles regelsæt om, hvordan den konkrete formidling på kunstmuseerne skal ske”. Dog understreger han at ”en god tekst kan læses af alle – en bedre tekst må gerne udfordre alle lidt.”

Hvad kommer først? Teksten eller værket?

Teksten er oftest placeret før selve mødet med kunstværket. Det kan diskuteres om denne traditionelle kuratering medfører en risiko for at styre beskuerens blik i for høj en grad, og om teksten netop lukker ned for andre fortolkninger eller følelser.

Teksten kan skabe et bestemt receptionsperspektiv, allerede før man har set kunsten, mener Lucas Haberkorn. “Det kan være nødvendigt med en introducerende tekst, før man oplever kunsten – men kunsten skulle jo egentlig helst komme først.”

Haberkorn mener i forlængelse heraf, at det kunne være interessant at udfordre tekstens faste plads i udstillingen og i højere grad eksperimentere med andre former for kurateringsgreb:

”Måske kunne det være en god øvelse en gang imellem at prøve uden tekster. Jeg har gode erfaringer med det – og det har vores publikum også”.

 

Del artiklen

'Skriften på væggen - Formidlingstekster på kunstmuseer'

Facebook