Skandale: Kunsthal ødelægger god kunst!!!

KROPAMOK er en seværdig udstilling – på papiret. Men den tager ikke højde for videokunstens særegne kvaliteter og dermed bliver den u-seværdig.
Udgangspunktet virker besnærende: udstillingen har samlet en række videoer af Jesper Just, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Cecilie Dahl, John Bock og Pipilotti Rist under et overordnet tema om menneskekroppen og sammenhængen mellem krop og identitet.
Videoerne spænder kvalitetsmæssigt fra det gode til det fantastiske, men flere af værkerne ødelægges af en række udstillingsfejl, der viser, hvor svært det er at udstille videokunst, når kuratorene ikke har den fornødne sensibilitet i forhold til videokunstens særlige krav og kvaliteter.

En rumlig kunstform
Videokunst er ikke bare levende billeder der kan klaskes op på væggen som oliemalerier i guldrammer; det er en rumlig kunstform, som både henvender sig til øjet, til øret og til hele kroppen. Filmenes lydsider skaber den rumlige dimension ved at fylde rummet med lyd, så publikum føler sig omsluttet af de enkelte værker.
Det er besværligt, men ikke umuligt at udstille to videoværker ved siden af hinanden. Lydene fra to eller flere videoer kan let forurene eller direkte overdøve hinanden og derved ødelægge den rumlige dimension af værkerne.
Opstillingen af Jesper Justs Bliss and Heaven og Pipilotti Rists Pickelporno viser, hvor galt det kan gå.

En klage over naboens støj
Man tager høretelefoner på for at høre lyden fra Justs film, men de kan ikke overdøve lydsiden fra naboværket, Pickelporno – den trænger ind mellem øret og høretelefonerne og gør det umuligt for Justs video at skabe sit eget rum. Samtidigt er man, bogstaveligt talt, bundet til skærmen via høretelefonernes ledninger, og på den måde kan man ikke bevæge sig frit rundt i det rum, som videoen burde skabe.

Biografformat krympet til fjernsynsskærmsstørrelse
Bliss and Heaven er filmet som en biograffilm med store panoramiske billeder, der skal overvælde publikum. Men i KROPAMOK vises filmen på en fladskærm, der får den til at virke som et lille og intimt dukketeater. En intimitet, der er i direkte modstrid med det storladne og patosfyldte homoerotiske spil, der foregår mellem filmens to mandlige hovedpersoner.
Det er en forfejlet måde at vise Bliss and Heaven på – den skal vises i store rum hvor lyden kan buldre og hvor publikum kan overvældes af filmens billeder og mændenes følelser.

Fjernsynsskærmsstørrelse forstørret til biografformat
Det forholder sig omvendt med Pipilotti Rists Pickelporno. Den vises som Justs film burde vises: i stort format blæst op på en væg og med lyd, der fylder hele rummet. Kroppene i filmen svæver overmenneskeligt store på udstillingssalens væg.
Men ifølge den amerikanske kunstteoretiker og Pipilotti Rist-ekspert Amelia Jones er Pickelporno lavet til tv- fjernsynsapparatets intime lille-verden. Filmen vil skabe en intim stemning ved at vise kroppe i close-ups, men denne effekt ødelægges ved blow-up på en udstillingsvæg.

Vi vil have billedrøret tilbage
Pipilotti Rists film er lavet til at blive vist i et gammeldags firkantet fjernsyn med kabinet, hvor kroppene kan svømme rundt i billedrøret som om, de var fisk i et akvarium. Derved kan der opstå et nærvær mellem publikum og filmens kroppe; et nærvær, som aldrig kommer, når kroppene svæver rundt som store immaterielle lysflader på en væg uden grænser.

Ingen undskyldning
Hvad der kunne være en glimrende udstilling bliver et lærestykke i, hvordan man ikke skal udstille videokunst.
Og det er svært at finde en undskyldning for Brandts udstillingsfejl – det er mange år siden, man kunne undskylde sig med, at det var en ny kunstform, man ikke lige vidste, hvad man skulle stille op med.