Skal vi danse til koden?

Trioens navn – Slub – er egentlig en sammentrækning af to domænenavne, som stifterne af gruppen Adrian Ward og Alex McLean havde tilbage i 2000, da Slub startede med deres livekodningsperformances.

Et sprogligt udtryk fra tekstilproduktion beskriver dog deres arbejde så godt, at de joker med, at de egentlig burde bruge det som deres nye officielle forklaring på navnet.

‘Slub’ betegner på engelsk den proces, hvor man spinder garn, men kan også pege på små fejl i en vævning eller i selve garnet.

Har man en lille bobbel på sin trøje, fordi garnet har været for tykt et sted, er det en slub.

Kodernes matematiske ´tekstur´ og risikoen for netop fejl er en vigtig del af Slubs liveperformances.

Formålet er ikke bevidst at lave noget makværk eller at fremprovokere sammenbrud, men i stedet at vise for publikum, hvordan kodning egentlig foregår – og blive ved med at udfordre sig selv.

Kodning for almindelige mennesker
Når kodningen liveprojiceres op på store skærme, er det derfor ikke bare et visuelt akkompagnement til musikken, men med Giffiths’ udtryk “et slags politisk statement”: “Vi vil vise folk, at man kan skabe musik med algoritmer.”

McLean supplerer: “Det er en stor ting i mange lande lige nu. Man erkender, at vores børn ikke forstår, hvordan computere fungerer. De ved, hvordan de skal bruges, men de skaber ikke noget nyt med dem”

Derfor er det vigtigt for Slub at vise almindelige mennesker, hvordan kodning foregår, og at man sagtens kan skrive koder uden at have et kommercielt formål. McLean:

“Jeg ser det, vi laver, som en slags politisk modpres til industrien. Vi viser, at man selv kan lave software til sig selv og sine venner. Eller musik. Man behøver ikke gøre det for profitten.”

Flygtigheden er dermed også en vigtig del af Slubs performances. De sletter altid deres musik efter koncerten og stræber efter at gøre tingene anderledes hver gang. Det interessante er ikke produktet, men selve processen.

Tekniske faremomenter
Metoden med at vise interfacet, mens de arbejder på det, skaber også spænding.

McLean fortæller:  “Det er et offentligt eksperiment: Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, så der er et lille faremoment.”  

De er dog lidt ueninge om deres videre arbejde. McLean er ved at være færdig med at ‘bygge’ og fortæller, at han nu gerne vil lære deres programmer bedre at kende. Griffith har stadig fingrene nede i koden:

“Jeg kan godt lide at blive ved med at lære noget under performancen – ellers bliver det kedeligt. Så jeg vil stadig gerne ændre lidt.”

Lyd duellerer med visualitet
Deres forskellige forhold til koden afspejles også i kodesproget: McLean koder med tekst – Griffith bruger musen til at flytte rundt på farvede blokke, der afspejler de matematiske strukturer bag musikken.

Særligt har de forskellige syn på koncerternes visuelle element.

McLean ser mest koden som en måde at vise, at de faktisk spiller live og som noget, der kan gøre den ellers ofte meget statiske koncertform mere interessant at se på. Han vægter musikken mest og frygter, at det visuelle element kan stjæle opmærksomheden:

“Jeg tror, at man måske bliver distraheret af at se på koden – for eksempel som på en bar, hvor der er et tv, som man ikke kan lade være med at se på.”

Griffiths har det lige omvendt: “Min tilgang er ret anderledes. For mig er det visuelle meget mere vigtigt – lyden er bare en sidegevinst af at lave nogle flotte visuals. Jeg laver visuals, der driver lyde snarere end den anden vej rundt. Men jeg er nu også kommet ret meget ind i musikken.”

Ferniseringsgæst eller raver?
Men hvordan skal man så opleve deres performances – og har de tænkt over, at deres kode måske ikke er mere læsbar for lægmand end traditionelle programkoder?

Griffiths: “Det er et problem, som vi har diskuteret en del på det sidste. Problemet med kode er, at når folk går ind i et rum, hvor der er en slags skærm, så bliver de på en måde sendt tilbage til skolen.
De prøver at læse og forstå det, mens det bliver projiceret – og det er faktisk ikke idéen. Det bliver opfattet som en didaktisk oplevelse, når de egentlig bare skal se noget musik.”

Slub oplever, at deres performances bliver modtaget meget forskelligt alt efter, om de foregår på en klub eller i et galleri. Raveren er indstillet på at drikke og danse, mens det kunstneriske publikum ofte ønsker at se og bedømme performancen kritisk.

Egentlig kan Slub godt lide både den intellektuelle dimension og festen. Griffths:

“Det er rart med en balance. Det er bedst at få skabt det ene ud af det andet. Hvis du har folk, der forventer rave-musik, men ender med at forsøge at udregne, hvad du egentlig laver. Eller hvis du får et kunstnerisk publikum til at danse – det ville være det fedeste, man kan opnå.”

En kunstnerisk dansefest i Aarhus?
Hvordan var selve oplevelsen for publikum i Kunsthal Aarhus så? Undertegnede må give McLean og Griffiths ret:

Det var svært at lægge fortolkerbrillerne fra sig og føltes næsten nødvendigt at forsøge at aflure koden. Giver “bass 5” kraftigere eller hurtigere bas end “bass 4”, og er det de hvide, blinkende linjer, der skaber lyse toner?

Men efterhånden som musikken og skærmbilledet udviklede sig, trådte selve oplevelsen i forgrunden.

Stemningen blev på een gang lidt mere løssluppen og mere intens, lyd og billede smeltede tættere sammen, og enkelte publikumsmedlemmer begyndte at bevæge sig lidt til musikken.

Var musikken fortsat en halv time endnu, havde McLean og Griffiths måske nået deres mål: At få et kunstpublikum til at danse.