Det skal du se! uge 10

Det skal du se! uge 10

Ursual Nistrup: Klangsøjler. Foto: Ursula Nistrup

Den Frie Udstillingsbygning
11 mar – 28 maj  Ursula Nistrup: Klangsøjler
I udstillingen Klangsøjler undersøger Ursula Nistrup relationer mellem lyd, materiale og visualitet med performative skulpturer. Udstillingsrummet formes af 16 håndstøbte og individuelt bearbejdede porcelænssøjler, der med rungende lyd udgør et skulpturelt kor. Søjlerne er skabt i samarbejde med modellør på Royal Copenhagen Bo Jørgensen og er akkompagneret af et lydligt sidestykke i samarbejde med musiker Cæcilie Trier.
Fernisering fredag 10 mar kl 17-19

Ringsted Galleriet
11 mar – 2 apr  U.T.
Udstillingen U.T. præsenterer værker af Rikke Benborg, Hannah Heilmann, Nina Beier og Vibeke Tandberg, der udspringer af pludselige indskydelser uden trygge kategoriseringer, kunstnersignatur eller kunstnerhistorik. U.T. er postfaktuelle værker, hvis udfald ikke er givet, men som vil sanses og diskuteres.
Fernisering lørdag 11 mar kl 13-15

SixtyEight Art Institute
10 mar – 22 apr  Exchanging Money for Working Space or Money Equals Working Space
SixtyEight Art Institute inviterer en række kunstnere til at diskutere hvilke værdier, der findes i vores samtids immaterielle økonomi. Deres værker præsenterer forskellige kunstneriske greb på værdiskabelse ved at undersøge både sociale og repræsentationelle værdisystemer, og udstillingen vil hermed give et anderledes syn på forholdet mellem markedsøkonomier og kunstbegreber.
Fernisering fredag 10 mar kl 18-21

Spurve, 2017. Fra udstillingen mellemting af HUMAN SITES sohn+isaksen

PLADS artspace
10 mar – 1 apr  mellemting: HUMAN SITES sohn+isaksen
HUMAN SITES sohn+isaksen og Galleri Grundstof inviterer til en udstilling, der undersøger rum, overgange og uventede sammenstød. Udstillingen består af nye værker i form af en stedspecifik installation med fotografier, som griber ind i og omdanner udstillingsrummet. Udstillingstitlen mellemting refererer til rummelighedens tvetydighed – hvornår er vi inde og ude, oppe og nede, og hvornår begynder og ender et rum?
Fernisering fredag 10 mar kl 16-18

FAA Project Room
11 mar – 20 mar  Cruz & Virg Show
Multikunster Line Larsen, der før brugte kunstnernavnet Virg, arbejder med både tegning, foto, video, skulpturer og performances. Hun arbejder netop nu på en ny serie af multifunktionelle kunstværker, hvor The Helping Bird bliver den første. Visuel kunstner Allan Cruz studerer på Det Fynske Kunstakademi og undersøger i sin praksis sociale konstruktioner og traditionelle normer og moral.
Fernisering lørdag 11 mar kl 17-20

‘O’ Space
10 mar – 15 apr Julian Rosenfeldt: Manifesto
Julian Rosenfeldts filminstallation Manifesto viser Cate Blanchet i 13 roller på 13 skærme. Emnet for filminstallationen er ‘hvorfor skabe kunst’, og den er udvalgt som en af de største oplevelser på 2017 Sundance Festival af magasinet Rolling Stones. ‘O’ Space er et nyt et nyt galleri for moderne kunst og film, skabt af Aarhus 2017, og præsenterer i kulturbyåret markante internationale og lokale kunstnere.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 10'

Facebook