Det skal du se! uge 10

Det skal du se! uge 10

Tove Storch. Pressefoto

Viborg Kunsthal
9 mar – 27 maj  Tove Storch
I østfløjen på Viborg Kunsthal udstilles arkivmateriale og tegninger placeret i reollignende strukturer af udspændt silke og aluminium. Tove Storchs værker er ofte en kombination af et stramt, minimalistisk formsprog og delikate, skrøbelige materialer, som opfordrer beskueren til at tage del i komplekse overvejelser om tid, rum og form.
Fernisering torsdag 8 mar kl 19-21

9 mar – 27 maj  Asmund Havsteen-Mikkelsen: The House of Being
Med afsæt i maleri, video og skulptur udforskes det moderne arkitektoniske rum som en ramme om det menneskelige liv. Værkerne afspejler kunstnerens fascination af, hvordan man som menneske opbygger en række forestillinger om det gode liv og en moderne livsforståelse udfoldet i rum, men også om arkitekturen, når den bidrager til fremmedgørelse, isolation og industrialisering.
Fernisering torsdag 8 mar kl 19-21

SAK Kunstbygning
10 mar – 8 apr  Den Fynske Forårsudstilling 2018
Kunstnersammenslutningen Den Fynske Forårsudstilling slår for 89. gang dørene op til deres årlige udstilling, som denne gang afholdes i SAK Kunstbygning. Vanen tro vil man i udstillingen kunne opleve værker af kunstnere, der enten er bosiddende på Fyn eller på anden vis har tilknytning til øen.
Fernisering lørdag 10 mar kl 14

Fra udstillingen Mie Olise Kjærgaard: The Doggy Bag Race, Format Artspace. Pressefoto

Format Artspace
9 mar – 28 apr  Mie Olise Kjærgaard: The Doggy Bag Race
Udstillingen The Doggy Bag Race er inspireret af hestevæddeløb, men i Mie Olise Kjærgaards værker vil man erfare, at hestene er erstattet af hunde. Hundene er placeret i designertasker og befinder sig i en ny verden; et eksotisk, oversvømmet landskab. Sammenstillingen virker både absurd og tankevækkende.
Fernisering fredag 9 mar kl 17-19

Vandrehallen, Hillerød Bibliotek
9 mar – 29 apr  Anne Munnecke: There are More Things
Vandrehallens højloftede rum danner rammen om helt nye værker af Anne Munnecke, som blandt andet udstiller gigantiske scenetæpper med eventyrlig, labyrintisk scenografi. Inspirationen henter kunstneren fra litteratur, arkitektur, popkultur og internetmyter i en undersøgelse af, hvordan vores fantasi næres af forestillinger om det ukendte.
Fernisering torsdag 8 mar kl 17-18.30

Del artiklen

'Det skal du se! uge 10'

Facebook