Skab unikke billeder hjemme under nedlukningen

Skab unikke billeder hjemme under nedlukningen

Frida Hansen efter oplæg af Christian Skeel: Strand og sol.

Mens resten af Danmark lukker ned, åbner Esbjerg Kunstmuseum for nye, personlige og interaktive oplevelser hjemme i stuen. Med Mit Museum får alle kvit og frit retten til at arbejde videre på et originalt oplæg fra en kunstner med særlig tilknytning til Esbjerg Kunstmuseum. Alle får således en unik mulighed for at sætte et personligt præg på specielt udviklede ’net art multiples’ og dermed skabe deres egne, unikke billeder sammen med professionelle kunstnere.

Ifølge Esbjerg Kunstmuseum integrerer formatet værk og formidling, produktion og fortolkning, museum og dagligstue. Ideen er at gøre alle til aktive medskabere af små værker efter kunstnernes anvisninger; billeder, der både kan præsenteres online eller hænges op derhjemme. Med tiden kan publikum på den måde skabe deres eget lille museum med billeder, der har direkte forbindelse til værker i Esbjerg Kunstmuseums samling.

Den første kunstner, som har udviklet et værk til Mit Museum er Christian Skeel. Skeel arbejder bl.a. i krydsfeltet mellem fotografi og abstraktion. I sine værker har han i flere tilfælde twistet, opløst og morfet fotografiske gengivelser af vores omverden, så det, vi troede, vi kendte, er blevet delvist opløst i nye, overraskende udtryk. Det er bl.a. denne kunstneriske praksis, man selv kan få et indblik i og eksperimentere med i Mit Museum.

Med sit bidrag lægger han op til, at alle kan give deres egne personlige fotografier et nyt, kunstnerisk udtryk. Ved hjælp af programmet Image-Divider kan man tegne en maske oven på et billede fra sit fotoarkiv. Hvert felt i masken omdannes til en farve, der opstår, når programmet beregner gennemsnittet af alle de farver, som var inden for det pågældende felt i det oprindelige fotografi. På den måde kan man omdanne et foto fra sommerferien eller familiesammenkomsten til et interessant, abstrakt billede med overraskende optiske virkninger. Og hvert foto kan bearbejdes igen og igen – det ændrer nemlig fuldstændig karakter alt afhængig af, om man laver sin maske som en masse små kruseduller eller som store bløde streger.

Kilde: Esbjerg Kunstmuseum

Du kan læse mere om Mit Museum på Esbjerg Kunstmuseums hjemmeside.

Del artiklen

'Skab unikke billeder hjemme under nedlukningen'

Facebook