Signaturen i en delingstid

En medarbejder på Louisiana viste mig et digitalt værk, somhan havde fået sendt direkte til sin Smartphone i forbindelse med DavidHockney-udstillingen: ”me draw on iPad”, der åbnede i sidste uge og består afelektroniske malerier, malet og udstillet på en iPad.

David Hockney har brugt tegneprogrammet Brushes, der er enapplikation, en såkaldt ”App”, hvor man maler direkte på iPad’ens touchscreen,til at producere samtlige værker til udstillingen.

Brushes applikationen

Hockney, der er kendt for atmale ”det der umiddelbart er i nærheden af hvor han befinder sig”, har undersit besøg på museet produceret et par ekstra malerier fra museet og naturenomkring det.

Det var et af disse værker, jeg fik vist og jeg spurgteselvfølgelig om jeg kunne få en kopi sendt til min Smartphone, men nej denmåtte medarbejderen desværre ikke sende videre…

Kontrol udenkosekvens
Det er der sikkert mange rimelige grunde til. En af dem kunne være, at det velikke er helt i orden, at museet via personalet distribuerer kopier af deudstillende kunstneres værker.

En anden grund er, at selvom mange af museetsmedarbejdere er formidlere, så er de jo netop ansat til at repræsentereLouisiana og ikke til at distribuere kunst via deres eget personligekontaktnet.

David Hockney har betinget sig, at det kun bliver i de helt nærekredse. Der er altså et ønske fra kunstneren og Louisianas side om at bevare envis kontrol med distributionen.

Og så alligevel ikke… For på Louisianas hjemmeside, påplakater, foldere og andet informationsmateriale, bliver man opfordret til selvat erhverve sig op til fem værker via en QR kode.

En QR kode er en todimensionelstregkode, der kan læses af mobiltelefonens kamera og som typisk indeholderkontaktoplysninger eller linker til en hjemmeside. Louisianas QR koder linkertil en hjemmeside, hvor David Hockneys værker kan ses og … downloades.

Om QR-koder

Masseproduktion – engammel historie?
Andy Warhol har været denne her tur igennem og masseproduceret kunstværkerdengang i 60’erne og 70’erne, hvor alt var i vækst. Produktion og forbrug varet tema i tiden og Warhol havde jo netop en pointe i at masseproducere kunst ommasseproduktionen i industrien som f.eks. Campbell’s Tomato Soup dåser ellerBrillo vaskepulver.

Men Warhols produktionsbegrænsning var, at uanset hvormange værker han kørte igennem silketryksrammerne i The Factory, så har de etafsluttet antal og produktionen stoppede ved hans død. Begrænsningen består i,at værkerne stammer fra samme kilde og dermed er produktionen kontrollerbar. 

Det nye her er, at David Hockneys iPad-værker kanreproduceres og distribueres af alle, der ejer dem. Enhver der har et digitaltmaleri på sin iPad eller iPhone, kan sende det til sine venner, ligesom Hockneyselv gør.

Hvilken copyright?
David Hockney, der var til stede ved åbningen af udstillingen,gør på sin hjemmeside tydeligt opmærksom på, at han har copyright til værkerne,også de digitale. Så skulle den jo ikke være længere. Men det er jo et valg somHockney har taget, en anden digital kunstner kunne jo vælge anderledes ogdefinere sin copyright på en helt ny måde.

Men hvad nu hvis Louisiana om 10, 20 eller 30 år, når DavidHockney efter al sandsynlighed er død, beslutter sig for at genskabeudstillingen som en hyldest? Vil det være en ægte og 100% original DavidHockney udstilling? Og hvad med de godkendte malerier, som Louisiana selv harsendt ud via QR koderne, er de alle sammen ægte, med eller uden kunstneren oginstitutionens blåstempling?

Hvor og hvad er originalen?
Spørgsmålet om ”den ægte vare” er i det her tilfælde ikkekun interessant økonomisk og ophavsretsmæssigt. Det er også interessantkunsthistorisk, for hvor befinder originalen sig egentlig henne?

Værkerne er jo skabt af malerens bevægelser hen overiPad’ens touch-screen og er på ingen måde hverken fysiske eller håndgribelige.De findes kun på en skærm og som en digital kode, der når den afkodes digitalt,genskaber maleriet.

Programmet Brushes kan afspille tilblivelsen af værket,sådan at tegningen langsomt bygges op, mens vi ser på det. Men det er desværreen ensartet og mekanisk gengivelse, der ikke giver indtryk af maleriets rigtigetilblivelsesproces. Man oplever ikke forskellige tempi, en tøven før etpennestrøg eller lignende. Så det er måske sjovt at se på, men giver ingenegentlig oplevelse af autenticitet.

De ægte kode?
Den digitale kode, som David Hockney sikkert aldrig har set, indeholder udover en mængde informationer om, hvordan billedet skal gengives, ogsåinformationer om tilblivelsen. Affotograferinger af værkerne, vil derforhurtigt kunne klassificeres som gengivelser eller forfalskninger, forinfo-filen, der er en del af billedet, vil kunne fortælle om tidspunktet foroptagelsen, kameratype, blændetrin, lukketid mm.

Men hvad med de billeder, som David Hockney selv sender udtil sit netværk? Bliver det til originale værker, hvis det kan dokumenteres viafx. serienummeret, at de er sendt fra Hockneys egen iPad? Hvis de så igen ersendt videre med en SmartPhone, hvis data er registreret, er der så stadig taleom en ‘ægte’ Hockney?

Skal fremtidens konservatorer gå i dybden i billedetsbagrundskode, for at kunne konstatere, hvilken repræsentation af værket, der ertale om? Og måske kan svindlere forfalske den bagvedliggende programmering, sådet ser ud som om, der er tale om et ægte værk?

Den digitale eftertid
Spørgsmålet er, om originalitet og ægthed spiller en rolleindenfor digital kunst. Er det overhovedet en faktor vi skal forholde os til,når vi taler om digital kunstproduktion? Vil kunsten ikke på samme måde sommusikbranchen opleve digital masseproduktion?

David Hockney, der i dag er 73 år, gav i interviewet torsdagaften på Louisiana udtryk for en analog eller måske ligefrem Ol‘ Skool holdning til sine digitale malerier ogderes udbredelse.

Adspurgt om han ikke ville have sin egen iPad-applikation,for dermed at være en del af det nye, svarede han, at han ikke interesseredesig så meget for den tekniske side af sagen, men mere var optaget af den enkleproces, det er at male på stedet – her og nu.

Hockney nyder den frihed, somiPad’en giver ham til at male, når som helst han ønsker det, og at han med detsamme har muligheden for at sende sine værker videre. Resten vil han overladetil andre og eftertiden.