To skulpturer af stablede bjælker tårner sig op foran Thorvaldsens Museum. I størrelse matcher de museets fremtoning, i tone den gule facade, som arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll valgte til dette museum for den store danske billedhugger. Samspillet mellem de to, Bindesbøll og Thorvaldsen, får nu modspil og medspil af den irsk-amerikanske kunstner Sean Scully i den første af en række planlagte dialog-udstillinger, Thorvaldsen i tiden, hvor samtidskunstnere inviteres ind for at kaste nye perspektiver på museet.
Det er et interessant eksperiment, ikke mindst fordi samspillet mellem Thorvaldsen og Bindesbøll i forvejen er så visuelt overvældende, at det kan være svært at se, hvor man kan finde en sprække til at kile noget nyt ind i samtalen.

Stablede strukturer

Scully har til udstillingen skabt seks nye skulpturer, placeret både udenfor og inde i museets udstillingssale. Formelt mimer de Scullys mere udfoldede, senmodernistiske maleri, som udstillingen også præsenterer i et omfattende udvalg: abstrakte former, stablede strukturer og kompositioner af blokke, koloristisk eksperimenterende og – for skulpturernes vedkommende – også varierende materialevalg. Træbjælkerne er ét greb, mens andre skulpturer er bygget op i for eksempel marmor, filt og glas.

Insisterer på sig selv

Dialogen er på mange måder vellykket. Mest af alt fordi Scullys eget insisterende formsprog sikrer en tyngde, der kan måle sig med den kombinerede effekt af Thorvaldsens klassiske skulpturer og Bindesbølls elaborerede bemalinger. De abstrakte malerier taler i deres subtile farver fint til Bindesbølls koloristiske interiør, mens skulpturernes stablede tyngde nikker til Thorvaldsens imposante skulpturer. Det er en dialog mellem to og nu tre kunstnere, som på én og samme tid sameksisterer, men også står helt for sig selv.

Samtidig er det en samtale, som føres på klassisk kunstnerisk manér, gennem farve og formsprog, for Scullys arbejde er abstrakt og egentlig ikke båret af nogle tydelige stedsspecifikke overvejelser. Selv om skulpturerne muligvis er inspireret af lokaliteten, og naturligvis er installeret med en fornemmelse for den kunstneriske dialog, så er det alene gennem placeringen, at de kan siges at indgå i nogen form for dialog. I øvrigt er de selvstændige værker, der i princippet kunne flyttes til andre placeringer.

Stedsspecifikke samtaler

Samspillet mellem kunst og arkitektur er ofte blevet rammesat som et magtforhold. Bliver kunsten underordnet arkitekturen eller får kunsten overtag over det arkitektoniske udtryk? Hvis værk fylder mest i det styrkeforhold, som udfolder sig mellem kunstner og arkitekt? Samtidskunstens svar har typisk været at gå helt andre veje, at søge en ny dialog med de politiske og sociale dimensioner på et givet sted frem for dets rumligt-arkitektoniske dimensioner. At indgå i en anden form for stedsspecifik samtale.

I formidlingen af udstillingen fremhæver Thorvaldsens Museum betydningen af materialevalget for de stablede bjælker. Nogle bjælker er samlet fra Papirøen, som blev bygget på Thorvaldsens tid, mens andre stammer fra de egeskove, som kongen lod plante for 200 år siden for med tiden at genopbygge den flåde, som briterne havde sænket. Det lyder som bevidste valg med komplicerede rænker tilbage til historien, men er snarere referencer, der tilfældigvis er dukket op i samspil med materialeindsamlingen.

Ingen adgang

Scullys værker virker ikke gennemgående båret af den slags betydninger. De er abstrakte, med minimalistiske titler som Oack Stack, Glass Stack 2 og Black & Gold, og selv om man måske kan ane et formelt nik til flag og skilte i de tidligste malerier og antydninger af landskaber i de senere, så tipper værkerne aldrig over fra abstraktion til motiv. Ligeledes finder hans stablede marmorskiver måske sin inspiration i faderens vane med at stable mønter, men frem for alt er dette og hans andre værker karakteriseret ved deres koloristiske kombinationer og formsprogets tætte stabler og blokke. Glimter af lys og små sprækker i strukturerne trækker blikket ind bag facaden, men selv når skulpturerne består af lysgennemstrømmet farvet glas, lukker de sig stadig formelt om sig selv – og det er på en måde også deres styrke.

Derfor er det også mærkeligt, at en monumental filtskulptur er formet, sådan at vi får adgang til dens indre, som en slags arkitektonisk pavillon, der byder os at indtage fortet. Jeg vil egentligt helst blive udenfor. Scullys malerier er som vægge af bjælker, hans skulpturer stabler af materialer, sfinkser af mening man må gisne om, eller selv tillægge. De fungerer bedst som landskaber, der skjuler sig for os, og som rum, vi ikke kan eller overhovedet vil have adgang til