Sansetid i Netoland

Sansetid i Netoland

Ernesto Neto: Rui Ni / Voices of the Forest, 2016. Installationsview, Kunsten, Aalborg. Foto: Anders Sune Berg

Vis billedserie

Ernesto Neto: Rui Ni / Voices of the Forest

21 apr 201623 okt 2016

Ernesto Neto

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
Se kort og tider

Mens vores civilisation sukker efter nye vækstmuligheder og udnytter et hvert trick, der kan reducere tidsforbruget overalt i den offentlige og private sfære, er mange filosoffer og kunstnere optagede af det stik modsatte. På KUNSTEN indretter brasilianske Ernesto Neto sin kosmologi i pagt med urskovens oprindelige folk og tilbyder lige nu fortravlede danskere et fredfyldt ophold på strømpefødder i sine gigantiske, bløde og farvestrålende installationer.

Den brasilianske modernisme er karakteriseret ved dens forkærlighed for inddragelse af beskueren, og Ernesto Neto (f. 1963) har længe været en ikonisk eksponent for denne tradition på den internationale kunstscene. Han er elsket af museer verden over for sine stærkt sanselige og inviterende installationer. Bio-morfe kan man kalde hans organiske former, der simulerer natur – eller i det mindste naturens strukturer. Neto arbejder i en skala, der på samme måde som en skov eller en park, på samme tid er intim og monumental, og som formår at involvere publikum i direkte korporlig interaktion med bløde, smidige, klangfulde og duftende objekter og materialer.

Den vestlige syge
Om sin udstilling Rui ni – Stemmer fra Skoven, siger kunstneren i et interview med inspektør på KUNSTEN, Stinna Toft, at han ønsker at gøre opmærksom på, hvordan vi som mennesker erfarer verden gennem sansning og berøring, og hvordan den haptiske erkendelse står i direkte forhold til urgamle traditioner og viden om vores relation til os selv, hinanden og ikke mindst til naturen.

Ernesto Neto (med kæmpeslange!) på KUNSTEN i Aalborg. Foto: Niels Fabæk
Ernesto Neto (med kæmpeslange!) på KUNSTEN i Aalborg. Foto: Niels Fabæk

Selv har Neto altid været på sporet af denne sammenhæng, og han har viet sit kunstneriske virke til at undersøge dette område. Senest har han gennem ophold hos Huni Kuin-folket i Amazonasjunglen raffineret sin viden og forstærket sin kritik af den vestlige civilisation, som han oplever som ’syg’, fordi den værdsætter logikken og intellektet frem for kroppen, følelserne og spiritualiteten, og ’arrogant’ i den forstand, at vores kultur i høj grad fornægter naturens iboende visdom og de naturfolk, som stadig lever i pagt med den. Ligesom vi fortsat udnytter naturen uden tanke på bæredygtighed og kommende generationers mulighed for et liv på en grøn planet med sunde skove. Skoven er ifølge Neto som lungerne hos et menneske. Planterne har gennem årtusinder renset luften og på den facon banet vejen for, at mennesker kan ånde og leve på jorden. Den funktion har skoven fortsat, og han ser derfor med stor bekymring på den udvikling, som netop nu truer de store skovområder, som bl.a. Brasilien er så rig på.

Huni Kuin-folkets koder
Den vestlige arrogance rettes også mod Huni Kuin-folket, hos hvem Neto har opdaget en basal livsduelighed og evne til at indrette sig i verden, så den helt modsat vores verden forekommer både tidløs og glædesfuld. Noget som – understreger kunstneren – vi virkelig kunne lære noget af: Selv om størstedelen af vestlig medicin er afhængig af planter og viden fra oprindelige folk, har Vesten ”ydmyget urbefolkningerne […] og fortalt dem, at de er primitive, og at deres kosmologi er Djævelens værk. Faktisk er det lige omvendt – det går fra jorden til himlen. Det er nede i jorden, at tingene vokser; det er den åndelige dimension, der er afgørende.”

I den nuværende situation med klimaforandringerne er det altafgørende, at vi opretholder en god relation med naturen. ”Hvis skoven dør, forsvinder Huni Kuin-folket – de ville ikke have nogen grund til at leve længere,” funderer kunstneren i interviewet.

Seance med Huni Kuin-folket på KUNSTEN, Aalborg, 2016. Ernesto Neto ses til venstre. Foto: Anders Sune Berg
Ernesto Neto (tv.) i seance med fem personer fra Huni Kuin-stammen. KUNSTEN, Aalborg, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Skoven kalder
Du skal tage dine sko af, før du træder ind på det tæppe, som dækker gulvet og gør det ud for en blød ’skovbund’. Dagslyset stråler ind, og derved får de organiske formationer, der hober sig højt op i rummet, mere liv i form af skyggeeffekter og glødende farve, dér hvor sollyset rammer. Dette bidrager til skovstemningen, som også understreges af et stort ’træ’ med en bred ’krone’ og nedhængende ’frugter’, der dufter af krydderier.

Detalje, Rui Ni / Voices of the Forest, KUNSTEN, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Detalje, Rui ni / Voices of the Forest, KUNSTEN, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Beskueren kan bevæge sig ind i skulpturerne og udforske deres indre rum, herinde fra er der udkik til udstillingen gennem de stormaskede net af garn i klare farver. Her er der hyggeligt og intimt som i en hule eller et krat.

På væggen ses et gigantisk figurativt og naivistisk maleri, forestillende Huni Kuin-folk i forskellige rituelle situationer.

Uforpligtende samvær?
Jeg sætter mig på en pude under ’træet’ og betragter en række instrumenter, der ligger og venter på, at nogen vil spille på dem. Jeg rasler ubeslutsomt med en rytmedims og betragter andre gæster tulle skødesløst rundt og et barn kravle ind og ud af installationerne med mor i hælene og mobilen som vidne… Det er fristende blot at se denne bomuldsvævede skov-hybrid som blot en uforpligtende form for sanselig underholdning – en mulighed for et kort øjeblik at sætte hjernen på ’mute’ og lade kroppen mosle tankeløst rundt i de dertil indrettede installationer.

Hvordan formidlers alle Netos tanker, hans indignation og frustration på verdens og menneskehedens vegne? Museerne er efterhånden så opmærksomme på aldrig at bebyrde den i forvejen informationsudmattede beskuer med alt for meget tekst. Alligevel forekommer det utilstrækkeligt i denne sammenhæng med de få velvalgte ord på skilte i selve udstillingsrummet. Den tid – eller tidløshed, som Neto refererer til – er en fjern utopi i vores gennemregulerede verden, hvor alting netop måles i tid, og hvor alt skal kunne forklares i en one-liner på under tre sekunder. DET er i sandhed vor tids største arrogance, og her kommer al kompleks viden og alle nuancerede fortællinger til kort.

Interaktion med Ernesto Netos hæklede installationer. Foto: Anders Sune Berg
Interaktion med Ernesto Netos hæklede installationer. Foto: Anders Sune Berg

Slangen og kunsten at fordøje
Jeg lægger mig på ryggen inde i ’boaslangen’ og betragter gennem det kulørte hækleværk lyset, som danser i rummet. I bogen forklarer kunstneren om slangen, der ifølge Huni Kuin er budbringeren – ikke djævelen som i kristendommen. Slangen kender til seksualitet og alt, hvad der er forbundet med kroppen og naturens kraft. Slangen hviskede til Eva om seksualiteten, og det havde som bekendt alvorlige følger for hende og Adam – ja for alle kristne. Neto mener, at der er noget galt, når man kysser og tilbeder et kors – et torturinstrument, påpeger han, der blev brugt til at klynge frelseren op på. Den frelser, som blev dømt til døden pga. sin kærlighed til næsten. Der er gået kludder i logikken, siger han, og det er bl.a. grunden til, at den kristne civilisation har begået så mange overgreb på oprindelige folk og på naturen.

God kunst skal ses i virkeligheden, og virkelig god kunst forudsætter en virkelig interesseret beskuer. Sådan er det også med Ernesto Netos på overfladen ukomplicerede kunst. Det er slow art, der skal sanses og opleves langsomt, så hjernen opfatter kroppens erfaringer. Men det er også kunst, som skal fordøjes intellektuelt, og til den proces er der mange fine tanker og overvejelser at hente i udstillingsbogen, som bestemt er værd at læse efterfølgende hjemme på sofaen.

Vis billedserie

Ernesto Neto: Rui Ni / Voices of the Forest

21 apr 201623 okt 2016

Ernesto Neto

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Sansetid i Netoland'

Facebook