En kort historie om virkelighed og perspektiv og om kunstens rolle i det postfaktuelle samfund.
For et stykke tid siden var der en af mine venner, der, som jeg husker det, utålmodigt skrev på sin Facebook-væg, at han var dødtræt af at høre om den allestedsnærværende “antropocæne æra” Om man dog ikke snart kunne finde på noget nyt!?
I årenes løb har det ikke skortet på neologismer om vores samtid med skiftende paradigmer som den “postmoderne tilstand”, den “antropocæne æra” og så videre. Så mon ikke nye, spændende buzzwords kommer til at karakterisere vores fremtid – men der er desværre ikke så stor udsigt til, at problematikkerne vedrørende det postfaktuelle samfund – eller løgnens tidsalder – bliver uaktuelle med det samme.
Men hvordan skal kunsten forholde sig til det?
Leave og den nye mediestrategi
England vågnede den 24. juni 2016 op til en virkelighed, hvor landet havde stemt sig ud af EU. Leave-fløjen havde bl.a. raset imod de svimlende summer, England hver uge sendte til Bruxelles (350 millioner pund).
Imidlertid var sejren kun én time gammel, da Ukip’s leder Nigel Farage erkendte, at post-Brexit England faktisk ikke ville kunne bruge 350 millioners ugentlige besparelser på landets sundhedsvæsen, hvilket ellers havde været en central påstand fra Brexit-fløjen, og som endog stod med store bogstaver på Vote Leave’s valgbus. (se klippet her fra Good Morning Britain)
Efter at Brexit-fløjen med et skuldertræk havde indrømmet, at påstanden havde været løgn hele vejen igennem, kunne en rystet befolkning et par dage senere i The Guardian forstå på milliardæren Arron Banks, den største individuelle økonomiske bidragyder til Ukip og Leave.EU, at Leave-fløjen hele tiden havde vidst, at facts ikke ville vinde valget, så man havde med overlæg valgt at benytte sig af en mere “American style”-mediestrategi: “ Man er nødt til at få forbindelse til folks følelser. Det er Trump-succesen”. (The Guardian, “How Technology disrupted the truth”, af Katharine Viner)
Sandhed, repræsentation og virkelighed
Hvis kunsten nogensinde har haft et særligt forhold til begrebet sandhed, må det være et problematisk ét. Oprindeligt var det særlige forhold dét, der gør sig gældende inden for figurativ, realistisk kunst, der søger at repræsentere virkeligheden så godt som muligt. I den italienske renæssance var dét at lære at gøre gengivelsen af verden så perfekt som muligt ud fra observation og de matematiske principper for perspektiv nærmest grundvilkåret for udviklingen af den kunstneriske disciplin.
Men selv med en uhyre omhyggelig forskning af perspektivet som metode til at bibringe tredimensionalitet til en todimensionel flade, måtte “snydemetoder” som forvrængning og forkortelse af de tegnede objekter tages i brug som optiske illusioner. Der opstår en uoverensstemmelse i passagen fra tre til to dimensioner, som kun en tilnærmelse kunne søge at lappe på.
På samme måde forvrænges virkelighedens fænomener af mange påvirkninger, når de sanses, måles og vejes under processen med at omdannes til “information”. Mange hundrede år efter har både verden og kunsten stadig et anstrengt forhold til sandheden, men i moderne tiders kunst fortolkes begrebet mere på et indholdsmæssigt og etisk plan. Efter at renæssancens akkurate repræsentation endeligt var fuldt udviklet, blev den efterhånden erstattet af mere og mere ekspressive, subjektive tolkninger i forhold til motiv og intention, kulminerende op igennem det 20.århundrede.
Bruce nailer dilemmaet
Her vil jeg stoppe op ved den amerikanske kunstner Bruce Nauman, som i 1967 skabte et neonværk, Window or Wall Sign, der i en spiralform bar teksten: “The true artist helps the world by revealing mystic truths”.
Dette værks både selvironiske og dybfølte meddelelse indkapsler et vigtigt dilemma i det 20. århundrede. Værket gør grin med den indgroede forestilling om kunstneren som en “særlig”, shaman-original, der har et privilegeret forhold til oversanselige virkeligheder som intuition, klarsyn og inspiration, og fremhæver med sin hverdagsagtige pop-æstetik en kunst, der ønsker at nedbryde denne klichéagtige rolle ved at være rationel, konkret, jordbunden og u-mystisk.
Men trods kritikken af den mystiske kunstner er der alligevel et paradoksalt forhold til, hvad det i grunden betyder at være “ægte” kunstner: Nauman påpeger både den “sande kunstners” vigtige rolle og dens Don Quixote-agtige, utopiske ambition. Window or Wall Sign er på én gang aggressivt og spottende, højtravende og selvbevidst, men det inviterer også beskueren til at forholde sig til, om der er sandhed i dets udsagn. (Erica Battle, from Philadelphia Museum of Art: Handbook of the Collections, 2009. Min oversættelse.)
Kunstens forfinede, reflekterende diskussion og forhandling med virkeligheden finder sted, hver eneste gang et godt kunstværk bliver lavet. Autenticitet, ægthed, sandhed og viljen til at ofre noget for at skabe noget unikt er centrale omdrejningspunkter i kunst. Hvad enten man er tilhænger af , at kunsten skal indeholde disse kvaliteter eller ej, tror jeg man kan sige, at begreberne er på spil i næsten alle vigtige kunstneriske manifestationer.
Jeg tænker på, hvordan denne bevidsthed kan være til gavn i en tid, hvor den “konkrete” sandheds vilkår er så trængte.
Kunstneren-som-kunstner må nødvendigvis med vilje udfordre, udvide og nuancere sandhedsbegrebet, ja endda provokere og korrumpere begrebet for at drive en ustoppelig udvikling endnu længere frem, om det så er imod nådesløse brud og katastrofale nedsmeltninger. Vi gør nemlig os selv en bjørnetjeneste, hvis vi prøver at fastholde konventionelle ideer om sandheden, som alligevel ikke længere holder stik, fordi den historiske og teknologiske udvikling allerede har vendt vrangen ud på dem.
Sandhedens pervertering
Nietzsche og deraf postmodernismen er ansvarlige for Donald Trump, siger visse kritikere; især journalisten Peter Pomerantsjev, der ser den kritiske søndersplitning af udsagnet og det fragmenterede, postmoderne perspektiv som undergravende faktorer, der har ødelagt sandhedsbegrebet. Om det er filosofien, der på sin vej fra universiteterne til underholdningsindustrien og politik har skabt det postfaktuelle samfund, eller om det er filosofien, der begriber og formulerer strømninger i tiden, som de er, og dermed forudser udviklingen, skal være usagt.
Vi er i hvert fald dér, hvor kunsten skal tillade sig at fortsætte den pervertering af sandheden, der allerede foregår. Og redskaberne er der: VR, augmented reality og andre nye teknologier står åbne for kunstnerne og venter spændt på deres disruptive bidrag til udviklingen. MEN: med forfatteren Harold Pinters ord, er det kun i kunstens spekulative sfære, at sandheden ikke skal respekteres, at den skal stødes, knuses og rives fra hinanden.
Pinter påpeger, at det i virkelighedens verden er katastrofalt, at politikerne tager fiktionen i brug i konkret politik, men grunden til det er, at “the majority of politicians are interested, not in truth, but in power, and in the maintenance of that power” (Harold Pinters Nobelpris tale, 2005), og derfor misbruger magthaverne den postfaktuelle mulighed til ganske enkelt at lyve. Og det er forkert. Slut. Forbudt!
I den virkelige verden skal kunstneren-som-borger tværtimod agere ligesom alle andre samfundsborgere bør gøre, nemlig at holde systemet ansvarlig for dets løgne gennem indsamling af empirisk viden og dokumenterbare sandheder; Kunstneren kan f.eks. kaste sig ind i kampen om sandheden, bevæbnet med videokamera, der dokumenterer hændelser i klassisk aktivistisk forstand for at konfrontere korrupte magthavere med uretfærdigheder og løgne.
Det er vigtigt at målrette dokumentationen og skabe et fokus for kritik, og derved kunne bruge sandheden som et våben – ikke mod løgnen som begreb i det postfaktuelle samfund, men mod konkrete politiske løgne: Når det er på bånd, kan de ikke benægte det.
Fattigdom og ulighed skabte det postfaktuelle samfund
Da finanskrisen ramte i 2008, skabte den et samfund i fattigdom og voksende ulighed. Et dybt uretfærdigt samfund, der belønnede den kriminelle finanssektor, der var skyld i krisen og lod hånt om en forarmet og frustreret befolkning.
Dette skabte grobund for et debatklima, hvor polariseringen voksede, og de sociale medier som Facebook og Twitter sørgede for, at frustrationen kunne få frit afløb i en offentlighed, der nu var tilgængelig for enhver med et tastatur eller en telefon. Alle kunne ytre sig i et kakofonisk, viralt gruppeknald, hvor løse rygter, hatespeech, cybermobning og ondskabsfulde løgne fik frit spil. De store teknokapitalistiske foretagender som Facebook og Google leverede yderligere brænde til bålet ved gennem deres algoritmiske filterbobler at sørge for, at den individuelle internetbruger kun får vist de nyheder og feeds, der er relevante eller “likede” af denne særlige person, hvorved en polarisering og opsplitning af befolkningen i grupper, der intet har til fælles eller ved om hinanden, forstærker sig selv i ekkokamre af informationsmæssig afsondrethed.
Teknokapitalismen er også ansvarlige for en forbrugerkultur, der ikke vil give slip på en gratiskult, hvor man er vant til at musik, TV, film, nyheder og alt muligt andet skal kunne streames gratis på nettet, på bekostning af enhver kontrol med kvalitet eller indhold. Og i høj grad på bekostning af de mere traditionelle nyhedsmediers mulighed for at få økonomi til at lave researchede og sobre nyheder med journalistisk redelighed og etik i. Derfor er vi i øjeblikket vidne til en nedsmeltning i sandhedsværdien af, hvad der vises på nettet, og vores adgang til uafhængige og kvalitative informationer er foramet.
Op(råb) til den enkelte
Men selv om vi lever i et samfund, hvor sandheden er udfordret, betyder det ikke, at den enkelte person – kunstner såvel som alle andre – ikke kan søge viden, danne sig holdninger på et oplyst grundlag og derefter handle som kritisk samfundsborger. Vi har selv et kæmpe ansvar for at rette op på miseren og stå vagt om sandheden. Støt økonomisk op om de eksisterende troværdige medier ved at abonnere på dem. Biblioteket eksisterer. Brug tid og energi på at sætte dig ind i sagerne, før du debatterer på nettet. Hold fingrene væk fra like- og hate-knapperne, selvom det giver dig et følelsesmæssigt kick. Lad være med at dele historier, du ikke har læst. Og i øvrigt mener jeg, at Facebook og Google skal boykottes!
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
