Samtidskunstens OL

Samtidskunstens OL

Céleste Boursier-Mougenot i Den Franske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)

Billedserie

Biennale

Venedig Biennalen 2015

9 maj 2015 22 nov 2015

Venedig Biennalen
Se kort og tider

Venedigbiennalen er fortsat et intensivt efteruddannelseskursus i samtidskunstens nyeste tendenser og navne for de mange, som opsøger den – også når det gælder de nationale pavilloner i Giardini – i haverne øst for centrum. Her møder vi de kunstnere, som de respektive landes kunstfaglige beslutningstagere nøje har udvalgt. Udskillelsesløbet er i gang.

Venedigbiennalen er en af de vigtigste begivenheder i den internationale samtidskunst. I år har den eksisteret i 120 år og bliver, som navnet antyder, vist hvert andet år. I begyndelsen holdt den til i Den italienske Pavillon i Giardini, som i 2009 fik sit gamle navn, Den centrale Pavillon, tilbage. I løbet af det 20. århundrede har 30 landet fået pavilloner i haven. De er bygget på forskellige tidspunkter og afspejler skiftende, arkitektoniske strømninger og nationale karakteristika.

Danmark har en stor pavillon, som består af to sammenbyggede huse. Det første er fra 1932 og er tegnet af arkitekten Carl Brummer, det andet fra 1960 og er designet af arkitekten Peter Koch. Placeringen lige ved indgangen kan ikke være bedre. 30 nationer har bygget pavilloner i haverne, og i år er der kommet en ny til: Australiens. Resten af de i alt over 60 pavilloner befinder sig ude i byen i paladser, kloster og kirker, hvilket giver publikum en ekstra god grund til at valfarte til også byens fjernere kvarterer, men næppe nogen biennalegæst overkommer at se det hele.

Byen i lagunen
Venedig har fået kælenavnet ’la Serenissima’, hvilket betyder den mest fredfyldte, og sandt er det, at alt i denne laguneby foregår i et langsommeligt og roligt tempo, for det er begrænset, hvor hurtigt tingene kan gå, når man kun kan komme rundt ved at sejle eller bevæge sig til fods. Med Venedigbiennalen får man et intensivt kursus i de nyeste tendenser og de hotteste navne inden for samtidskunsten.

Det er den 56. Venedigbiennale, der som altid er opdelt i to dele: Dels den kuraterede gruppeudstilling, som i år har titlen ’Alle verdens fremtider’, og som er lagt i hænderne på den erfarne, nigeriansk fødte, New York baserede kurator Okwui Enwezor. Den vil blive anmeldt i en efterfølgende artikel.

Padiglione Centrale, Giardini, hvor den kuraterede hovedudstilling hører hjemme. (Foto: Giorgio Zucchiatti, Courtesy: la Biennale di Venezia)
Padiglione Centrale, Giardini, hvor den kuraterede hovedudstilling hører hjemme. (Foto: Giorgio Zucchiatti, Courtesy: la Biennale di Venezia)

Herudover er der kampen om den bedste nationale pavillon. Her gælder det Den gyldne Løve, og her har Danmark i denne signaturs optik gode chancer i år. Danmark er repræsenteret af den vietnamesisk fødte billedkunstner Danh Vo (f. 1975), som kom til Danmark som bådflygtning som fireårig. Han er uddannet dels på Kunstakademiet i København, dels på Städelschule i Frankfurt am Main, og han er en komet i den globale samtidskunst og derfor et oplagt valg. Den danske pavillon åbnes officielt den 7. maj af kulturminister Marianne Jelved.

Bonus tracks i byen
Ud over pavillonerne og den kuraterede mega-udstilling er der andre bonus tracks: Her kan bl.a. anbefales en omfattende udstilling i Museo Correr med tysk malerkunst fra perioden efter ekspressionismen og før nationalsocialismen – Neue Sachlichkeit – hvor man kan opleve satiriske og groteske, samfundskritiske værker af Otto Dix, Georg Grosz, Max Beckmann m.m.fl. Absolut seværdig.

I en sal i en anden del af det kæmpemæssige museum udstilles et lille udvalg af den amerikanske billedkunstner Jenny Holzers Warpaintings – som forener maleri med hårrejsende, håndskrevne vidnesbyrd fra fanger, som er blevet ofre for amerikanernes kamp mod terror. Her er Holzer sig selv tro som den skriftens og ordets kunstner, hun er, og her forener hun på forbilledlig vis et stofligt maleri med disse vidnesbyrd om fysisk og psykisk tortur.

Herudover kan nævnes yderligere en must-see udstilling, som folder sig ud i den smukt restaurerede gamle toldbod, Punta della Dogana, som huser den franske rigmand Francois Pinaults samling: Den er kurateret af Danh Vo og har titlen A Slip of the Tongue (en fortalelse). Det er en interessant og skarpt kurateret udstilling med deltagelse af over 40 kunstnere – fra 1200-tallet over moderne mestre som Brancusi og Picasso til samtidskunstnere som Henrik Olesen, Elmgreen & Dragset og Danh Vo selv og mange andre. Herudover byder Faurschou Foundation på en selvstændig udstilling i Fondazione Giorgio Cini på øen San Giorgio Maggiore med den kinesiske maler Liu Xiaodong (f. 1963).

De gyldne løver
Venedigbiennalen er i år blevet rykket en måned frem, hvilket bl.a. betyder, at det er mindre varmt og mere forårsagtigt i lagunebyen.

Ved den officielle åbning på lørdag (den 9. maj) bliver der uddelt to gyldne løver. Den ene går til den ghanesiske billedkunstner El Anutsui (f. 1944) for hans livslange, kunstneriske indsats.

Susanne Ghez, modtageren af Den Gyldne Løve – Juryens Specialpris. (labiennale.org)
Susanne Ghez, modtageren af Den Gyldne Løve – Juryens Specialpris. (labiennale.org)
El Anutsui, modtager af Den Gyldne Løve – Ærespris. (labiennale.org)
El Anutsui, modtager af Den Gyldne Løve – Ærespris. (labiennale.org)

Den anden tildeles den amerikanske kunsthistoriker og kurator Susanne Ghez, som modtager Juryens Specialpris for sit livslange engagement i samtidskunsten. Begge priser bliver uddelt på åbningsdagen sammen med omtalte Gyldne Løve til den bedste pavillon.

Pavillonerne i Giardini
Der er i sagens natur intet overordnet tema i de nationale pavilloner, som stritter i mange retninger. I den britiske pavillon kan man se YBA-kunstneren Sarah Lucas, hvis kunst som regel tematiserer artige sager, som adresserer kønsmæssige problemstillinger – især dem under bæltestedet. Rummene er malet knaldgule og er fyldt med hendes seksuelt associerende skulpturer med strittende kønsorganer og ditto attributter foruden gipsafstøbninger af kvindekroppe, som ryger med de forskellige kropsåbninger. Her overbyder hun sig selv og sine egne virkemidler, så resultatet både bliver muntert-humoristisk og frivolt – og nogle af skulpturerne er uortodokse og fabelagtige.

Sarah Lucas i Den Britiske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)
Sarah Lucas i Den Britiske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)

Den tyske pavillon er en anderledes tung sag, som bearbejder store, samfundsmæssige temaer som migration, arbejde og revolte under underskriften Fabrik. Pavillonen er ombygget, så der nu er to etager, ligesom taget anvendes for yderligere ”arbejde” som en tredje etage. Omdrejningspunktet er en undersøgelse af bl.a. samtidens billedkultur i et krydsfelt mellem fiktion og dokumentation, som det så smukt hedder i omtalen.

Det er en meget tidskrævende udstilling, som er skabt af flere kunstnere – Olaf Nicolai (f. 1962) har en live performance på taget, og ellers kan man bl.a. opleve Tobias Zielonys (f. 1973) fotografier af afrikanske bådflygtninge, som er kommet til Tyskland eller læse deres vidnesbyrd i en avis. Man kan også gå ned i biografens sorte kube. Hele det mægtige rum er inddelt i et selvlysende grid, som giver det et science fiction-præg. Her kan man tilbringe noget tid i en liggestol, mens man ser den fascinerende video Factory of the Sun af Hito Steyerl, som mixer elementer fra den virkelige verden med computerspillets virtuelle.

Filmen handler om et tvillingesøskendepar, som voksede op i det gamle Sovjetunionen, men som udvandrede til Israel. Steyerl fokuserer i filmen på det kropslige bevægelsesmønster, som transporteres frem og tilbage mellem de to virkelighedsplaner. Her bliver de to søskende transformeret til avatarer i en futuristisk ramme, og her undersøger hun de elektroniske billeders stærke påvirkning af vores bevidsthed og omverdensforståelse.

Flere skuffelser
Desværre er der denne gang temmelig langt mellem de store, kunstneriske oplevelser i Giardini. Jeg er personligt skuffet over den amerikanske performance-veteran Joan Jonas’ (f. 1936)værker, som fylder USA’s pavillon. Det er æstetisk ikke særlig appellerende og med mere bud til fortiden end til nutiden, og flere andre pavilloner skuffer ved at være for tilbageskuende, for æstetisk uegale eller for usammenhængende.

Chiharu Shiota (f. 1972) har skabt installationen The Key in Your Hand, 2015 i Den Japanske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)
Chiharu Shiota (f. 1972) har skabt installationen The Key in Your Hand, 2015 i Den Japanske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)

Imidlertid er der også højdepunkter. Det klæder generelt pavillonerne at satse på én kunstner, som forvandler arkitekturen og fylder den med kunst, som også appellerer til vores sanser. Her kan man bl.a. fremhæve den japanske pavillon, hvor Chiharu Shiota (f. 1972) har skabt installationen The Key in Your Hand. Han har indsamlet tusindvis af nøgler fra hele verden og har skabt en kæmpemæssig hængeskulptur ved at binde dem sammen på kryds og på tværs med orange snore, som danner en hel transparent, orange væg. Herudover ligger der nøgler i traditionelle, japanske robåde. Det er et enkelt, men visuelt stærkt værk med et globalt budskab, om end dette måske også er lidt banalt.

Céleste Boursier-Mougenot i Den Franske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)
Céleste Boursier-Mougenot i Den Franske Pavillon. (Foto: Lisbeth Bonde)
Et andet let og poetisk greb opleves i den franske pavillon, som med værket rêvolutions (som spiller subtilt på ordet rêve = drøm på fransk) viser tre store fyrretræer, som bevæger sig ganske langsomt. Disse levende, kinetiske træer er en kombination af live performers og botaniske gevækster, som fragter sig selv rundt på store jordklumper med rødder med en teknik, som man kender fra robotstøvsugere m.v.

Det er et stedspecifikt værk, som forholder sig direkte til den omgivende have og den lange, tradition for romantisk havekunst, man har i Italien. Inden for i pavillonen kan man ligge henslængt i nicherne og betragte dette mageløse skue, som er skabt af Céleste Boursier-Mougenot (f. 1961).

Lydskulpturer og laguner
Den nordiske pavillon, som går på skift mellem Sverige, Norge og Finland, er i år tildelt nordmændene, som har inviteret multimediekunstneren Camille Norment (f. 1970 i US), som bor og arbejder i Oslo, til at repræsentere Norge. Hun viser lyd- og ruminstallationen Rapture. Norment er musiker, performancekunstner og arbejder også med lys- og lydskulpturer. Værket består af en række enorme, knuste vinduer i hvide rammer. De læner sig op ad hinanden og op ad væggene og henviser til en forudgående katastrofe. En række højttalere udsender stærke lyde og minder os om, at hørelsen er en af vores stærkeste sanser. Det er et vældig flot greb, som forholder sig dialogisk til den norske arkitekts Sverre Fehns stramme, lyse bygning med de store træer i midten.

Også den hollandske pavillon skal fremhæves for en sjælden poesi og stedsspecificitet. Det er den 84-årige kunstner, filosof, biolog og gartner Herman de Vries, som står bag den inciterende totalinstallation to be all ways to be. For nogle år siden opdagede han nogle ubeboede øer i lagunen, hvor naturen har overtaget magten. Herfra har han indsamlet planter, sten og andre genstande. Man kan også rejse ud til disse mennesketomme laguneøer som en del af værket, der dermed er ‘interaktivt’, og samtidig henviser til den omsiggribende klimakrise, ligesom den rummer en stærk appel til en forsigtigere omgang med naturen.

Flere rapporter fra Venedigbiennalen følger de næste dage.

Billedserie

Biennale

Venedig Biennalen 2015

9 maj 2015 22 nov 2015

Venedig Biennalen
Se kort og tider

Del artiklen

'Samtidskunstens OL'

Facebook