Sampling, remix og mashup hører ikke kun til på DJ-scenen, men i høj grad også i samtidskunsten. Allerede eksisterende film, tv og fotografier kan bruges til at skabe nye, afgørende udtryk med ideologisk og politisk kant.
I Candice Breitz’ værk Mothers + Fathers ser vi seks kvinder på hver sin videoskærm. De er ikke anonyme, men vil være velkendte for de fleste vesterlændinge: Det er nemlig Hollywood-skuespillere som Susan Sarandon, Meryl Streep, Julia Roberts og Diane Keaton.
I et andet rum er det mænd som Dustin Hoffman, Harvey Keitel og Donald Sutherland. Skuespillerne har ikke optrådt til dette værk, der udelukkende består af klip fra allerede eksisterende spillefilm.
Man ser kun scener, hvor de er alene i billedet og reagerer på en situation ved at tale, råbe, græde eller grimassere. De er klippet sindrigt sammen, så man kun hører lyden fra en eller to ad gangen, så vi følger med i noget, der kunne ligne en sammenhængende handling, men forbliver løsrevne udsagn og gestus. Værket er ikke blot underholdende, men samtidig en knivskarp analyse af Hollywoods mande- og kvinderoller – eller forældreroller, hvis titlen skal tages bogstaveligt. De ofte stærkt følelsesladede scener står som stiliserede udtryksobjekter, som blokke af stiliseret kønsadfærd.
Mere end summen
Kunstneren har ikke gjort andet end at sætte dem sammen. Men det er også rigeligt. Det er en virtuos komposition – en ‘mashup’, som man ville kalde det i musiksproget, altså musik der er bygget op af samples fra forskellige eksisterende musiknumre. En video-mashup, hvis udtryk er andet og mere end summen af sine samples. Ved at benytte denne metode får Breitz sagt noget væsentligt om mande- og kvinderoller i Hollywoodfilm uden at forsimple tingene, for vi ser mange forskellige udtryksregistre, og nogle er fælles.
Denne type kunst kan vi kalde for DJ-kunst, idet den ligesom visse former for musik sampler og remixer eksisterende materiale. Men faktisk går fænomenet længere tilbage i billedkunsten end i musikken, idet billedkunsten begyndte med collager og readymades i begyndelsen af det 20. århundrede, mens musikken først kom til i midten af århundredet med spolebåndoptagerens fremkomst (efter enkelte eksperimenter med grammofonplader og FM-radio).
DJ’en som postproducent
Generelt kan man (med Nicolas Bourriaud) kalde disse teknikker for ‘postproduktion’, idet kunstneren ikke skaber et værk ud fra råstoffer, men bearbejder allerede færdigproduceret materiale. Kunstneren er ikke det skabende geni, der giver liv til marmorblokken, men en ‘semionaut’, der sætter tingene sammen på nye måder. Når det gøres godt, giver denne strategi os et nyt blik på verden – og på måden vi skildrer den på i de pågældende medier.
Et andet eksempel er Benj Gerdes’ Intelligence Failures, hvor han klipper al tale ud af George W. Bush’s tale til kongressen i 2003, efter at USA er gået ind i Afghanistan og er godt på vej til at erklære Irak krig. Vi ser og hører altså ingen ord, men ser kun når han holder en pause, enten for at opnå en dramatisk effekt eller for at runde et emne af eller for at modtage kongressens stående applaus. Og der er mange og lange pauser – 28 minutter i en tale på en time!
Man får her et indblik i en statsmands pauseretorik, samtidig med at det hele får et absurd præg, idet Bush jo ikke siger noget. Han har to ansigtsudtryk: Et dominerende bestemt udtryk og et andet, mere selvtilfredst. Der er ingen tvivl om den kritiske brod i dette værk, men samtidig kommer man mod sin vilje måske til at identificere sig lidt med Bush, som han står deroppe i tavshed og virker en smule ensom. Jeg gør i hvert fald.
Intelligence Failures: Minutes 39-54 from Benj Gerdes on Vimeo.
Ved at klippe i en eksisterende tale får Gerdes et helt andet udtryk frem end talen selv har – et udtryk udelukkende båret af mimik, pauser og applaus.
Genbrug fra virkeligheden
Postproduktionskunst er ikke kun en videoting. I værket Independence Day sammenstiller Maryam Jafri en lang række fotografier fra tidligere kolonilandes første uafhængighedsdag, hvor en lang række ceremonier går igen. Det er et meget præcist udtryk for, hvordan disse landes ledere selviscenesætter sig gennem standardiserede ritualer modelleret efter vestlige forbilleder (lidt ligesom alle landes nationalsange lyder som en centraleuropæisk marsch fra midten af 1800-tallet). Det er fx ritualet med at lade lederen køre paradekørsel i en åben vogn mens han hilser på det jublende folk. Ved den blotte sammenstilling af disse får Jafri vist nogle slående mekanismer i æstetiseringen af det politiske.
Efter min mening er mange af de bedste politiske værker postproduktioner. Og grunden til dette er, at de tager udgangspunkt i de medier og iscenesættelser, der fylder så meget i vores tid, og at de samtidig kan nøjes med at vise nogle ting frem i stedet for at prædike et budskab. Så i stedet for at rynke på næsen af, at kunstnerne ikke selv har modelleret noget fra et råstof, bør man glæde sig over, når de rammer præcist med det rene genbrug.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.
