Samfundsrapport fra Istanbul

Den elvte International Art Biennial i Istanbul stræber efter både at skabe ro og uro med sin politiske orientering. Den dominerende tilgang er en blanding af aktivisme og en strukturel samfundskritik inspireret specielt af den tyske, Marx-inspirerede, dramatiker Bertolt Brecht.

Et godt eksempel er det russiske kunstnerkollektiv Chto delat/What Is To Be Done? I to tragikomiske installationer, som bæres af hver sin film, fortæller de om Sovjetunionens og Jugoslaviens opløsning og omdannelse til nye samfund. Ud over denne gruppe er det iøvrigt påfaldende for biennalen generelt, at emnevalget synes lidt passé og havner i spørgsmål, der primært blev drøftet i 1990’erne.

Spørgsmålet er så, om det er mit vesteuropæiske perspektiv, som ikke begriber, at disse problemstillinger stadig er relevante, eller om det er de deltagende østeuropæiske og mellemøstlige kunstnere, der er fastlåste i deres perspektiver?

Hvad holder os i live?
Ligesom efterårets Göteborg-biennale har kuratorerne anvendt en sangtitel til at illustrere temaet. Her er det What Keeps Mankind Alive? fra den engelske oversættelse af Brecht’s Die Dreigroschenoper (1928). I Göteborg, var det Louis Armstrongs What a Wonderful World.

Begge biennaler siger også, at de tager udgangspunkt i den finansielle krise, og begge er blevet skåret ned på grund af manglende finanser, ligesom biennalernes kunstnere har en vidt forskellig geografisk oprindelse.

Men her ophører enhver lighed også. I Göteborg besluttede man at vise nogle få værker af veletablerede kunstnere. Her i Istanbul har den ansvarlige kuratorgruppe WHW (What, How and for Whom) valgt ikke at betale noget honorar. I stedet har kuratorerne forsøgt at finde interessante men mindre etablerede kunstnere fra mere perifære dele af kunstscenen. Tiltalende, idet man kan se det i overensstemmelse med kuratorernes politiske retorik, hvis så bare kunstnerne var betalt.

Gennemsigtig dobbeltmoral
Selvom man kan beskylde den Zagreb-baserede kuratorgruppe WHW for en vis dobbeltmoral, fremlægger de uden omsvøb rapporter og oplysninger om biennalen. På næsten femten sider i begyndelsen af kataloget præsenteres statistik fra biennalen:

Køns- og aldersfordeling blandt kunstnerne, geografisk placering og distribution (fx at 72% af deltagerne kommer fra den ikke-vestlige verden, men at 45% er aktive her). Vi får også at vide, at det beregnede budget på biennalen er 2.050.299 euro, hvor pengene kommer fra, samt en række andre statistiske oplysninger.

Istanbul Biennalen vises i tre bygninger, og ved siden af disse udstillinger er der flere sideløbende arrangementer, også af arrangører udenfor biennalen, end man kan overskue.

Samfundsdiagnose og -ansvar
I de tre biennalebygninger ligger der røde, sammenkrøllede sedler spredt rundt her og der. Det er Sanja Ivekovics’ Turkish Report 09. På sedlerne, der er kastet, som om de var skrald, kan man læse om ligestilling, som aldrig er blevet opfyldt her i dette land.

Selv om der ellers er et usædvanligt højt antal deltagere fra Tyrkiet i år, og trods biennalens tema er her ikke mange værker, som direkte tager afsæt i den politiske situation i Tyrkiet.

En af undtagelserne er Erkan Özgen. I videoværket Origin lykkedes det ham at give både den tyrkiske nationalisme og europæiske politik et spark.

I filmen marcherer en gruppe af illegale afrikanske immigranter, der er anbragt i en fængselslignende lejr i Spanien, rundt og messer: “Ne Mutlu Türküm” (lykkelig er den, der siger: jeg er tyrkisk), et slogan, der dagligt bruges i uddannelsesinstitutioner og millitær i Tyrkiet for at styrke den nationale følelse.

Biennalens forsøg på at skille sig ud og give kunsten et moralsk samfundsansvar betyder også, at den åbner sig for lignende kritik udefra. Under åbningsceremonien demonstrerede venstreorienterede grupper for eksempel imod at sponsorerne havde for meget plads.

Først og fremmest rettede de deres vrede mod udvælgelsen af hovedsponsoren, Koc, som de mener sad lydigt på knæet af det militære regime i 70’erne og 80’erne.

Et krævende perspektiv
Når man går den første runde, er der noget ganske tiltalende ved biennalen, på grund af den store tiltro der findes her til kunstens kritiske kraft. Men det er først ved gensynet af de tre udstillinger, at de enkelte værker begynder at løfte sig, da de ofte kræver et helt andet perspektiv end det meste af det, man ser inden for den etablerede kunstverden i dag.

Der findes både værker, der i den grad skaber uro, så du næsten ikke klarer at kigge og værker, der gør en beruset af lykke. Og selv om det er muligt at genkende kunstsynet fra tidligere arrangementer, som pigerne i kuratorkollektivet WHW har været involveret i, findes der her et fornyet syn på kunstens rolle og et ærligt forsøg på at udvide perspektivet. Også selvom dette mangfoldige blik er større i ord end i praksis.

(Oversat fra svensk af Matthias Hvass Borello)