Sådan er det bar?

Billedserie

Udstilling

Sådan er det bar?

19 apr 2008 12 maj 2008

Andreas Schulenburg

Sådan er det bar?

Andreas Schulenburg med værket Den væltede Gravsten, 2006. Foto: Bente Jensen.

Stavefejlen er go' nok og en del af ideen bag Andreas Schulenburgs udstilling i Kunstpakhuset i Ikast. Læs forklaringen i interviewet med kunstneren.

Du har selv kurateret udstillingen SÅDAN ER DET BAR?. Hvilke tanker har du gjort dig om udstillingen og den tvetydige titel?

Titlen er et stereotypt udsagn: ”sådan er det bare” men her er der sat et spørgsmålstegn efter. Det også stavet forkert. Normalt laver jeg ikke bevidste stavefejl, men her skulle den altså lige med, fordi det altså ikke ‘bare er sådan’. Vi lever i en verden, hvor vi har mange færdigpakker og hele tiden lyder det, at ‘sådan er det bare’. Når der er grønt, så går man over, når der er rødt skal man vente, der er bustider, som man skal forholde sig til og så videre. Når man er et barn får man ofte at vide, at ‘sådan er det bare’! Men måske gør man ikke ‘bare’ alle disse ting, og så bliver det interessant! Udstillingen viser en masse eksempler på, at ‘sådan er det bare ikke’.

I planlægningen af udstillingen fandt jeg først på titlen og ud fra den har jeg prøvet at grave i de sidste års værker og finde dem frem, som jeg synes kunne sættes under denne overskrift.

I udvælgelsen af værker har det også været meget vigtigt for mig, et der er mange forskellige slags medier. Jeg er meget optaget af det temposkift, der opstår, når der både er små og større værker, forskellige materialer, den hurtige taleboble og den lidt mere eftertænksomme.

Installationsview. I midten ses værket Bacardiparcelhus, 2004. Foto: Bente Jensen.
Installationsview. I midten ses værket Bacardiparcelhus, 2004. Foto: Bente Jensen.

Mange af værkerne spiller på en form for meningssammenbrud eller begrebsforvirring som når du eksempelvis præsenterer klonende dyr. Hvad vil du gerne sætte fokus på med dette greb?

Det skal ses i forlængelsen af titlen og spørgsmålstegnet ved de faste antagelser. Man møder det velkendte, eksempelvis et dyr eller et hus. Jeg bygger så et sammenstød ind i huset – kobler det f.eks med alkoholproblematiker (Bacardiparcelhus red.). Eller lader et dyr bliver klonet med et andet. Jeg tilføjer små problematikker. Det er ting som ikke hænger sammen, men som alligevel kan kobles, og så opstår der noget, man ikke har mødt før, og det bliver en åbning til noget uventet.

Både filtværkerne og keramikskulpturerne er materialemæssigt ‘uhøjtidelige’ og næppe hvad man traditionelt forbinder med kunst med stort ‘K’. Hvad tiltaler dig ved disse materialer?

Det er jo materialer, som næsten alle kender fra håndarbejde og lignende. Modellering er nok noget, de fleste, forbinder med efterskoler eller folkeskoler. Det er også en videreførelse af det sterotype, man forbinder med de materialer, fordi man har mødt dem på bestemte tidspunkter. Mange af keramikfigurerne har så også en størrelse, hvor man kan sidde med dem ved et bord og modellere derudaf. Ved første øjekast kunne figurerne være modelleret på et skolebord, ved næste øjekast er der noget helt galt! Det er materialer, der på en måde er meget ‘klassiske’, men de sættes i spil, fordi de ikke bliver grebet klassisk an fra min side.

Installationsview. I forgrunden ses værket Messias i vandpytten. Foto: Bente Jensen.
Installationsview. I forgrunden ses værket Messias i vandpytten. Foto: Bente Jensen.

For at blive lidt ved materialerne, så er der ofte en ret kraftig kontrast mellem materialernes karakter og det underliggende indhold. For eksempel i det bløde filtede værk Messias i vandpytten, hvor der viser sig et maskingevær i vandet, og han står og taler i mobiltelefon. Hvordan arbejder du med forholdet mellem værkernes form og indhold?

Her har jeg taget udgangspunkt i den kendte historie om, at Jesus kan gå på vandet, hvilket jo er ret vildt… kan det her lade sig gøre?? Er det virkeligt, eller bare en god historie? Værket tager luften ud af en af de mest kendte stereotyper for den kristne historie, ved at foreslå, at han måske bare stod i en vandpyt. Der hele er meget pænt og rent, der er slet ikke noget hav – blot en vandpyt, et kultiveret landskab med træer og en lille smule vind. Så taler han i mobil og har langt heavy-metal hår ned i ansigtet. Måske kommer man i tvivl om, hvem han er: er han terrorist på grund af maskinpistolen, eller er han virkelig frelseren – Messias?

Materialet er utroligt vigtigt – især filten. Den giver gode muligheder for at lave et sammenstød mellem et hårdt indhold og et blødt materiale. Jeg har lige filtet et containerskib, der går ned i en sky. Et containerskib fra virkeligheden er i hårdt metal, men her er det i et blødt og stofligt materiale.

Brosteen, 2007. Foto: Bente Jensen.
Brosteen, 2007. Foto: Bente Jensen.

I tegneserierne bruger du sproget nærmest fonetisk. Det tilfører et vist tempo til værkerne, og udsagnene skaber ofte mere forvirring, end de fortæller en narrativ historie. Hvad ser du som tegneserie-formens styrke i forhold til kunstværker?

De fleste talebobler er velovervejede. Det gælder især dem, hvor der ikke står så meget i. Jeg sidder og nørkler meget længe med, hvordan sproget kan bruges og hvilke ord, der skal stå i dem. Der, hvor teksterne er længere i taleboblerne, er de faktisk bare skrevet ligeud. Der er heller ikke læst korrektur på dem – de er bare første udkast. Her har jeg valgt ikke at læse korrektur på dem for at sige, at der ikke er noget at skjule – det er lige ud ad landevejen.

I forhold til tegneserien er det helt klart kombinationen mellem billedet og teksten, der giver noget ekstra. Det er det spil, der ligger i at billedet kan sige en ting visuelt, og teksten kan sige noget helt andet. Den kombination med at lege med sproget og billedet åbner et helt fantastisk univers, synes jeg. Jeg er selv ret vild med Tintin selvfølgelig.

Installationsview. I baggrunden ses tegneserien Hestepiger, 2001. Foto: Bente Jensen.
Installationsview. I baggrunden ses tegneserien Hestepiger, 2001. Foto: Bente Jensen.

I serien Hestepiger er det nok modsætningerne mellem det meget grundige arbejde med akvarellen, hvor alle detaljer – helt ned til de enkelte græsstrå – er malet og meget gennemarbejdede. Teksten derimod er bare ligeud og fyldt med stavefejl og der er ikke kræset så meget om den. Det er modsætninger, der skal mødes.

Sort humor og barnlige udtryk dækker ofte over ret alvorstunge – ofte politisk kodede – emner Man er ikke i tvivl om, at du har noget på hjerte, men det bliver kommunikeret gennem udsagn, der skaber en del forvirring og rejser spørgsmål. Hvorfor henvender du dig på denne måde?

For det første er ironi og humor et værktøj for mig til at kommunikere med. På samme måde som jeg for eksempel også bruger dyrene som talerør. Ved at lade dyrene tale i stedet for mennesket får man det lidt på afstand, og så kan man sige noget sprængfarligt eller lidt mere problematisk og slippe af sted med det. Det er måske den humor og naivitet, der ligger i det.

Hvad er meningen med vores fantastiske verden? Den er meget kompleks og den er meget forvirrende. Jo flere informationer vi får kastet i hovedet, jo mere er vi nødt til at undersøge informationer og kilder for ikke at blive forvirrede. Hvis man har en problematik, man ikke kan gennemskue så kan man prøve at undersøge den og pille den fra hinanden i værket, for at få klarhed eller også kan man skabe yderligere forvirring, fordi det er så uoverskueligt i virkeligheden. I meningsløsheden dropper man måske at lede efter den dybere mening?

Body Tequila, 2003. Filmstill. Foto: Gallery Mogadishni CHP
Body Tequila, 2003. Filmstill. Foto: Gallery Mogadishni CHP
Body Tequila, 2003. Filmstill. Foto: Gallery Mogadishni CHP
Body Tequila, 2003. Filmstill. Foto: Gallery Mogadishni CHP

I filmen Body Tequila sættes en ‘klassisk’ sømandsfortælling i absurd spil med vores samtid – med både krig og kebab. Hvad er din bagvedliggende idé med filmen?

Det er et samarbejdsprojekt og nok mit mest ambitiøse. Det har taget lidt over tre år at lave filmen, sammen med Jonas Fromm som jeg tidligere har lavet nogle tegneserier med. Det er en historie i indpakning, som handler om fastfood – men det handler den i virkeligheden ikke om. Der er smidt politiske kommentarer hist og pist og nogle forvirrende sammensætninger, som når matrosen ligger i sin kahyt og ser kongehuset på TV med den tyske nationalsang i baggrunden og alle mulige tvistede sammensætninger. Vi fyldte så mange klicher i filmen som muligt – både solnedgange, kærlighedsscener og musicals – sådan at det hele bare bliver for meget på den måde.

På den ene side er den sjov, og samtidig meget problematisk og tragikomisk. Det er stort set det, det går ud på; spillet mellem det vigtige og det uvigtige. Det der måske er sjovt og det som måske er alvorligt. Jeg prøver at stille spørgsmålene i stedet for at komme med endelige svar, for dem har jeg selvfølgelig ikke. Jeg søger slet ikke svaret: pointen er, at der ikke er en pointe!

Mange tak!

Billedserie

Udstilling

Sådan er det bar?

19 apr 2008 12 maj 2008

Andreas Schulenburg

Del artiklen

'Sådan er det bar?'

Facebook