To mavesure klummeskribenter observerer basale tendenser og personligheder i det danske kunstliv.
I december måned er man ligeglad. Gallerierne fylder deres rum med juleudstillinger, som breder sig og stjæler billedet fra alt det andet, der ikke foregår. Udstillingerne består af en håndfuld værker, der kan sælges for et par tusinde kroner som lette og kulturelle smågaver til de halvrige, der ikke lige ved, hvad de skal give onklerne og niecerne. Der er ingen sindsoprivende nye udstillinger: det er halvvejs midtvejs i kunstsæsonen, og alle har i en måneds tid haft opmærksomheden rettet mod julen.
Det er som om, der ikke eksisterer en Kunstverden i december måned, men fuck det; der er allerede førjuleudsalg i tøjbutikkerne.
Selv har undertegnede, på fladt nordjysk, ikke været uden for omegnen af Århus i flere uger. Alligevel er det ikke gået vores næser forbi, at to herrer har brugt den stille periode til at møve sig ind i centrum af Kunstverdenen – endnu engang. Det virker som om de følger julepyntens rytme – de kommer frem i november måned, og i december er det som om, der ikke findes andet end Hornsleth og Evaristti, hvor man end sig vender hen. Der er et stort anlagt Evaristti-interview på kopenhagen og et Hornsleth-værk som illustration til den mest læste artikel på KUNSTEN.NU.
Et øjebliks stilhed, og ind kommer bemalede og besudlede isbjerge og pornografiske nissepiger, altsammen i julerigtigt rødt.
Tidens mangel på takt og tone
Evaristtis indspark i tidens trend (vi behøver ikke at sige klimaproblematik, vel?), hans udstilling af hele Pink State molletjavsen med foto-, video- og hele pibetøjet-dokumentation fylder lige nu Københavns indre by på Kunsthallen Nikolaj og allerede i november bragte KUNSTEN.NU nyheden om, at Hornsleth deltog i en af de århusianske LOCOThursdays. Og er det så interessant, at Hornsleth nu her i december smider et par nøgne julenisser efter en grangren istedet for et par ridsende nøgler efter et Rolexur og at Evaristti tjatter lidt rød frugtfarve på et bjerg i stedet for at stege i eget fedt?
Næææ, det er det ikke, men måske ligger deres projekter altid og venter på et hul i kunstkalenderen, hvor der er plads til to midaldrende og ellers nydeligt dialekttalende herrers provo- provokerende kunst.
Med Evaristti og Hornsleth i centrum af Kunstverdenen foretrækker vi de rigtige menneskers juleudstillinger – vi ses i Magasin! (heldigvis er der ingen undskyldninger for at komme dårligt klædt til januars ferniseringer).
