Man fornemmer det med det samme, man træder ind i det første rum. Det er æstetisk velkomponeret på en måde, man ikke altid er vant til fra afgangsudstillingerne, hvor akademielever præsenterer sig for offentligheden, mange af dem for første gang. Det er som at træde ind i en totalinstallation.

Man indstiller sig ellers rutinemæssigt på et element af overbærenhed med de unge kunstnere, nogle af dem præget af en studentikos selvhøjtidelighed med tilhørende værker, der er så udtryksfjendtlige, at man får en fornemmelse af, at kunstnerne nærmest betragter det som fint ikke at vække nogen opmærksomhed. Og hvorfor så overhovedet udstille?

Men den forventning kan man godt pakke sammen på årets udstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Den domineres af veludførte værker, hvor der er kælet for detaljerne, både teknisk og æstetisk. Samtidig har den dynamiske kuratorduo María Berríos og Katarine Stenbeck sørget for at skabe en helhed, der er umådeligt lækkert installeret.

De har grupperet udstillingen i tre overordnede temaer, hver med sin titel hentet fra Ursula Andkjær Olsens digte: Paradis/rumskib, Alle gennemtrængt af alt og Mit fjerne indre. Det glemmer man hurtigt, når først man er på udstillingen, men måske har det bidraget til den fornemmelse af sammenhæng, man har, på trods af, at værkerne er vidt forskellige. Så selv om afgangen er lagt tidligere på året end den plejer, er der på ingen måde tale om for tidlig afgang…

Video, video

Der er bemærkelsesværdigt mange videoværker på udstillingen, og de er med få undtagelser lækkert produceret i både billede og lyd. Såsom Jeppe Langes mærkeligt abrupte film med tre kvinder, der forsøger at beskrive hver sit minde, men vi får aldrig historien, blot nogle bratte klip til rødvin, pommes frites-spisning, cigaretrygning og andre løsrevne billeder, der måske, måske ikke, har en symbolsk betydning.

Kim Richard Adler Mejdahl (også kaldet Kim Kim) har begået en sjov video-triptykon, hvor hunde af forskellige racer sidder lydigt iklædt kyser, pibekraver, sløjfer og andre absurde menneskepyntegenstande. I midten danser en grønmalet Kim Kim rundt til den meget fine electro-musik, han selv har komponeret, og en tøjhund er den eneste, der gør. Teksten handler om ikke at ville være nogens bitch. Værket tematiserer nok magtstrukturer og lydighed, men er først og fremmest absurd morsomt og hamrende musikalsk.

Iselin Toubros film Summer Paradox er installeret i en fint udskåret træbygning i stil med den, man ser i filmen. Den har en decideret handling og er nærmest hverdagsnaturalistisk i stilen, bortset fra, at det, der sker, er ret mærkeligt. To døtre besøger deres mor og lillesøster, og de fire laver mad sammen. Men maden er meget mærkelig, for opskrifterne er taget fra F.T. Marinettis futuristiske kogebog fra 1930, og der knytter sig særlige dogmer og ritualer til den. Konflikterne mellem døtrene og moderen eskalerer hen imod et uventet klimaks. Den er så god, at jeg måtte se den to gange for at nyde alle detaljerne, også i den velvalgte effektmusik.

Og så er jeg også nødt til at nævne den store og vilde videoinstallation af Gilbert Gordon i en lilla kæmpegrotte, hvor det, der sker, ikke kan beskrives, men det involverer i hvert fald en bil, en kvinde og en mærkelig maske med underbid. Jeg tror ikke, jeg forstår det, men det gjorde noget ved mig.

Når det personlige bliver kunstnerisk

I den mere lavteknologiske afdeling er der også fine værker, såsom Harry Andersons meget personlige keramikinstallation – en slags have, der tematiserer hans mors indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Navlepillende værker kan man hurtigt få nok af, men når de er gode, formår det meget personlige at røre ved noget alment, og det er i høj grad tilfældet her. Det samme gælder Maja Fjord Fjord (ja, det påstår de, hun hedder), som har lavet nogle mærkelige klumper på et linoleumsgulv, der viser sig at være abstraktioner af afstøbninger af hendes krop, som så lækker forskellige væsker. Hun leger med det abjektale, det som kroppen afstøder, og som vi har et dobbeltbundet forhold til.

Det personlige behøver dog ikke være knyttet til noget tungt og dybdepsykologisk. Maria Nørholm Ramouk undersøger noget så hverdagsligt småt som sin mors forhold til kaffe. Men gør det med en næsten antropologisk grundighed og blæser det op på en væg med billeder, tekster og genstande. Det indebærer den lille historie om, hvordan hun i skolen sprang ud som kunstner ved at omdesigne forskriften til den kaffefilterholder, hun skulle lave – en kaffefilterholder, som moderen har den dag i dag.

Med flad accent

Naturligvis er det ikke alt sammen lige vellykket, og man slipper fx ikke for kedeligt skrevne konference-engelske tekster læst tonløst op af kunstnerne selv med flad accent som akkompagnement til visse videoer. Kunne de pågældende kunstnere måske overveje, om de ønsker at tale til andre end deres lærere og medstuderende? I så fald skal sproget gøres levende.

Men det generelle indtryk er, at her er en årgang, der både kan og vil udtrykke sig om alle mulige emner og gøre det med en veludviklet formsans, der gør fordommene til skamme. Der er langt flere gode værker, end jeg har kunnet nævne her, og det har været en fornøjelse at vandre igennem rum efter rum, som er så prægnante, at jeg faktisk kunne huske alle værker i hovedet, da jeg gennemgik udstillingen i erindringen, inden jeg skulle sove samme aften.

Amøber

Jeg vil slutte af med at udnævne mit yndlingsværk på hele udstillingen: Lotte Linds Amøbens falske fødder, som er installeret i et mørkt gennemgangsrum. Her er tilsyneladende en forlængst færdig kunstner, der behersker sine æstetiske virkemidler med en sans for materialer og samtidig undersøger et interessant emne på kunstens præmisser, nemlig amøber. Særligt de amøber, der tager bolig i os og kan skade os på krop og psyke. En smuk og lettere foruroligende skulptur og en serie karrusel-diasshows supplerer hinanden med en sanselighed, det er til at blive helt rørt over. Forvrængede kroppe, mikroorganismer, hjerner. Det er smukt og klamt på én gang; åndelig føde for intelligente tarme.