Rumnørden

Rumnørden

Annette Harboe-Flensburg: At bygge rum der ikke findes (udsnit), 2015, Foto Anders Sune Berg

Billedserie

Anette Harboe Flensburg undersøger igen og igen komplekse rumdannelser i massiv malerimanifestation på Brandts 13. Dog melder en kættersk tanke sig.

Anette Harboe Flensburg (f. 1961) maler billeder af rum. Værelser, gange, gulve, lofter, korridorer, skakter og så videre. Vinduer, døre og åbne gitter-strukturer skaber åbninger for blikket til andre rum, og til tider er vægfladerne semi-transparente eller spejlende, mens lyset falder hårdt ind gennem åbninger og skaber sine egne mønstre og strukturer.

Der er ingen mennesker i disse rum. Det er rummene selv, der er hovedærindet og det, Anette Harboe Flensburg igen og igen underkaster sin kunstneriske undersøgelse. I udstillingen Space Without a Place på Brandts 13 får man en ganske overvældende oplevelse af, hvor omfattende og vedholdende denne undersøgelse er – alene antallet af billeder taget i betragtning.

Spørgsmålet er så, hvad det er, disse billeder søger efter, når de rumskabende elementer igen og igen struktureres i en ny orden?

Ikke som Hammershøi
Harboe Flensburg er ofte blevet sat i forbindelse med den nyklassiske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916) og dennes interiørmalerier. De har de tomme rum til fælles, og i Harboe Flensburgs tidlige malerier kan man også genfinde en vis Hammershøisk sans for det disede og atmosfæriske. Jeg synes dog ikke, Harboe Flensburg på samme måde oplader sine billeder med et psykologisk, æterisk stof. Tomheden, stilheden og melankolien hænger næppe tykt i Flensburgs stuer, selvom man må indrømme en vis mystik i billeder som The black rectangle, 2012. Hvad er det, der er i det mørke bag det let blafrende forhæng?

Anette Harboe Flensburg: Hemmelighedstilstanden. Foto: Anders Sune Berg
Anette Harboe Flensburg: Hemmelighedstilstanden. Foto: Anders Sune Berg

Komplekse rum og flader
Men ellers er udstillingen hovedsageligt præget af værker fra de seneste år, hvor den konstruktivistiske åre er dominerende. Her vipper mange billeder mellem perspektivisk rumskabelse og abstrakt flademaleri. Det er mest tydeligt i en række malerier, hvor man ser rummet gennem forskudte gridnet placeret frontalt og parallelt på billedfladen.

Blikket tvinges til at svinge mellem snart et strukturelt blik på billedets formelle komposition, snart på arkitekturens rumlige formulering.
Det er komplekse billeder, der kun vanskeligt lader sig analysere til bunds i et forsøg på at fastlægge, hvordan de rumlige planer i billedet forholder sig til hinanden. Dybden i billedet møder konstant modstand og holdes i stramme tøjler af lagene af grids.

En række lærreder i højformat viser arkitektoniske elementer stablet ovenpå hinanden. Fornemmelsen foran disse værker er, som kiggede man ind i et dukkehus eller betragtede en arkitekturtegnings snit gennem en bygning. Også her er der tale om særdeles komplicerede rumlige strukturer, hvor etage-grids, spiraltrapper og fragmenterede udsyn til værelser, små kamre eller en gnidret, airbrushagtig ‘natur’ spiller en svimmel og uoverskuelig symfoni på billedfladen.

Den konstruktivistiske åre
Piet Mondrians gitterstrukturer er en oplagt reference i forhold til Harboe Flensburgs billeder de seneste år, hvor det virker, som om hun har en omfattende dialog med såvel de russiske konstruktivister samt kunstnere omkring den tyske kunstskole Bauhaus (fra 1919) og tidsskriftet De Stijl (1917-1931). Carsten Thau skriver – i sin veloplagte artikel i udstillingskataloget – om hybridformer mellem billedkunst og arkitektur og nævner blandt andre El Lissitzsky for sine såkaldte Proun rum i 1920’ ernes Berlin. Også Mies van der Rohes tyske pavillon til verdensudstillingen i Barcelona, 1929, hvor rummet artikuleres opdelt via fritstående skillevægge, ser Thau som en meningsfuld reference til Harboe Flensburgs spil med at skabe fleksible og mangesidige rumdannelser på billedfladen.

Anette Harboe Flensburg: Space without a Place. Udstillingsview. Foto: Brandts
Anette Harboe Flensburg: Space without a Place. Udstillingsview. Foto: Brandts

I en serie store billeder benytter Harboe Flensburg sig dog af et mere entydigt perspektivisk sug ind i billedrummet. Blikket kan i disse malerier rejse langt ind i dybe gange, hvor plader er stablet op i lag langs væggene. Andre gange er disse lagdelte plader stillet op parallelt med billedplanet. Som en udfordring af den rumlige logik er de ofte transparente. Man tænker på plexiglasplader anbragt på et lager.

Næsten for godt
Det er altsammen meget godt, og Harboe Flensburg er ferm med penslerne og kender sine virkemidler. Hun er den nørdede kunstner, der har fundet sit felt og graver sig ind i sit stof, og gør det en gang til og igen. Det arkitektoniske er simpelthen anledningen til nye malerier, og maleriet er det fortættede mål i sig selv. Det er der jo ikke noget galt i, og jeg kan godt lide kunstnere, der nørder. Ofte giver det værkerne en stor kvalitativ tyngde, når en kunstner arbejder vedholdende og dybt med sit stof.

Alligevel sniger en kættersk tanke sig ind, når man vandrer langs de mange billeder i salene på Brandts 13: Det er også lidt kedeligt!

Måske er det mængden af billeder, som i øvrigt er hængt op i en ganske traditionel og ikke ligefrem risikobetonet salonophængning. Det forekommer i dette tilfælde hverken særlig velreflekteret eller at være en kvalitet ved udstillingen.
Måske er det det forhold, at billederne – sådan opfatter jeg dem – først og fremmest er formelle undersøgelser – og at det hele er ret så kontrolleret. I hvert fald overraskes jeg ikke og savner lidt sprækker og kant i projektet. Jeg har set sådanne urovækkende elementer i tidligere billeder fra Harboe Flensburgs hånd. Eksempelvis en række billeder fra 2008-09, hvor dele af arkitekturen ligesom er i flydende opløsning eller i billeder, som Pubertet, 2010-11, hvor et psykedelisk mønster i gulvet trækker billedet ud af sync. De nye værker på Brandts 13 er vanligt virtuose, men tager ikke mange chancer.

Anette Harboe Flensburg: Space without a Place. Udstillingsview. Foto: Brandts
Anette Harboe Flensburg: Space without a Place. Udstillingsview. Foto: Brandts

Malerier af modeller
Det er nok – indrømmet – en smagssans, og jeg ved, at Harboe Flensburg har mange fans.
Men jeg tror der er ét forhold, der gør, at billederne ikke helt formår at fyre op under mig. Harboe Flensburg opbygger små arkitekturmodeller, som hun fotograferer, og det er disse fotografiske kik ind i modellerne, der danner afsættet for malerierne. Og det kan ses!

Anette Harboe Flensburgs malerier er malerier af arkitekturmodeller og ikke af ‘rigtige’ rum, jeg kan se mig selv træde ind i. Det hjælper ikke, at kunstneren i mange af de nye billeder er gået op i format, hvilket ellers i princippet kunne forstærke en mere kropslig oplevelse af billederne. Fornemmelsen er stadig, at jeg betragter modeller. Jeg tror, at det er denne ‘teoretiske’ tilgang til rummet, der hindrer mit engagement.

Velgørende er det i hvert fald for undertegnede at støde ind i en lille installation i et af de små hjørneværelser på Brandts 13. Her er en lille fysisk model af et hus, man kan kigge ind i. Små videoer fungerer som vinduer med søvnige, duggede kig ud i verden. Værket har noget af den umiddelbare poesi, jeg godt kan savne lidt i rækken af akrobat-konstruktive maleriøvelser.

Billedserie

Del artiklen

'Rumnørden'

Facebook