Rum for nye møder

Rum for nye møder

Cph Art Weeks kunstneriske leder Aukje Lepoutre Ravn og festivalleder Pernille Sander. Foto: Katrine Møbius

Om få dage rammer Cph Art Week hovedstaden for femte år i træk. I anledning af jubilæet har vi bedt kunstnerisk leder Aukje Lepoutre Ravn og festivalleder Pernille Sander sætte ord på kunstugens DNA og skære ind til benet på spørgsmålet: Hvad er Cph Art Week?

Cph Art Week er den eneste kunstuge for samtidskunst i Danmark, og i år er det femte gang, den folder sig ud på tværs af Københavns udstillingssteder og byens offentlige rum. Visionen er at skabe nye møder mellem kunsten og publikum og markere København som metropol for samtidskunst, forklarer Aukje Lepoutre Ravn og Pernille Sander.

”En af kunstugens særlige kvaliteter er, at vi samler og synliggør flere end 80 af byens udstillingssteder i et fælles program. Denne platformsfunktion giver os mulighed for at kommunikere diversiteten og kvaliteten, som scenen for samtidskunst rummer. Det bruger vi blandt andet til at synliggøre de københavnske udstillingssteder i vores nationale og internationale markedsføring- og pressearbejde for på den måde at skabe yderligere synlighed omkring hele scenen og dermed styrke den.”

Men det handler ikke blot om at samle kunstscenens mange muligheder og aspekter i et fælles program, men i høj grad også om at iværksætte tværgående samarbejder og skabe muligheder for nye netværk. Cph Art Week har på den måde også en faciliterende funktion, som kun lader sig gøre, fordi organisationen er uafhængig:

”Vores organisatoriske uafhængighed er helt essentiel – forstået på den måde, at fordi vi ikke har nogle bindinger institutionelt, har vi et enormt rum til at facilitere samarbejder på tværs og skabe nye netværk, forklarer Pernille og peger på en række initiativer, som eksempler:

Tværgående samarbejder
Blandt andet samarbejder kunstugen hvert år med byens kurator- og kunstnerdrevne steder om et særligt programpunkt kun med fokus på disse mindre steder – et langvarigt samarbejde der, som Pernille fremhæver, ”har medført, at vi i år har haft mulighed for at afsætte hele fire dage kun med fokus på projektrummene. I år laver vi fem cykelture rundt til Københavns brokvarterer, hvor de kunster- og kuratordrevne steder åbner deres døre i et veltilrettelagt program, der hver dag afsluttes med lidt aftensmad og en øl. Opbakningen og interessen fra de kunstner- og kuratordrevne steder er blevet større og større hvert år.”

I tråd med årets tematik Sound & Vision skaber Artoteket i år én-dags-festivalen Lyden af Kunst. Foto: Artoteket

”Vi skaber også samarbejder på tværs som for eksempel vores samarbejde med Hovedbiblioteket”, siger Pernille og understreger, at det med stedets 30.000 besøgende om ugen er et særlig godt sted at nå ud til rigtig mange mennesker. I år kan man på Hovedbiblioteket opleve lydinstallationen Shhhh af Vinyl, Terror & Horror.

Endelig fremhæver Aukje kunstugens internationale besøgsprogram: ”Vi inviterer hvert år internationale kuratorer til byen for at møde den københavnske kunstscene og dens aktører. Kuratorerne ser udstillinger, møder kunstnere og kollegaer og deltager i programpunkter som panelsamtaler og et større organiseret speed dating-event mellem dem og 50 danske kunstnere. Formålet med disse besøg er at bidrage til scenens internatonale netværk og skabe udsyn for en masse danske kunstnere.”

Tilstede i hverdagen
Udover at fungere som samlende formidlingsplatform er kunstugen også kendetegnet ved en markant synlighed og tilstedeværelse i byens offentlige rum – i år blandt andet i metroen, på vandet, på Papirøen og på byens facader.

Aukje betoner vigtigheden ved at være tilgængelig og til stede i folks hverdag:

”Som hele Københavns kunstuge er det vigtig for os at møde mennesker dér, hvor de er og færdes. De uventede møder med kunsten kan ofte være de mest effektfulde og umiddelbare rent oplevelsesmæssigt. I de møder kan der antændes en nysgerrighed, som måske kan få det mindre indviede kunstpublikum til at opsøge og validere kunsten mere.”

I år vil publikum blandt andet kunne opleve kunstneren Hannah Anbert byde op til fællessang på Movias havnebåde eller kunstneren Andreas Emenius’ maleriske totalperformance på en nedlagt tankstation på Amager, der både involverer en hvid hest, live musik og en masse Redbull. Et andet af kunstugens initiativer i det offentlige rum er ArtBar, der, som Aukje forklarer, ”er tænkt som et socialt mødested, hvor publikum hver aften kan opleve forskellige kunstperformances, koncerter og DJ-sets. Helt gratis.”

2016 var ArtBars debut år med performance af blandt andre Lilibeth Cuenca Rasmussen, der fremførte Body Compositions. Foto: Frida Gregersen

En ramme for fælles fokus
Hvert år vælges en ny tematik, som de deltagende aktører frit kan vælge at inkludere i deres program. Sidste år var temaet Open Gestures, forrige år Shared Space og i år Sound & Vision. Pernille sætter ord på, hvorfor valget af en årlig tematik er en del af kunstugens DNA:

”Tematikken er en slags nøgle til et bestemt område af samtidskunsten, som vi så forsøger at formidle med en høj grad af diversitet og ved at inkludere mange stemmer og formater. I tråd med årets tema Sound & Vision har vi for eksempel i år fået en række kunstnere til at udtale sig om, hvad det betyder for dem at arbejde i krydsfeltet mellem billede og lyd.”

Med tematikken Sound & Vision sætter Cph Art Week i år fokus på krydsfelterne mellem billedkunst, lyd og musik, og ifølge Aukje er det synergierne imellem disse to –  i udgangspunktet – ret grupperede kunstarter, der var interessant: ”Musikken og kunsten har altid inspireret og beriget hinandens verdener,” forklarer Aukje og uddyber:

”I dag er samtidskunsten meget disciplinoverskridende, og kunstnere opererer gerne inden for flere kunstneriske udtryk – på én gang eller hver for sig. De kan have flere hatte på, uden at det går på kompromis med deres faglige integritet. Det er et spørgsmål om attitude og nysgerrighed. Disse mange spændende overlap og nye formater akkumulerer et mere vibrerende kunstnerisk output, som er derude, og som vi gerne vil være med til at kommunikere til publikum.”

For Cph Art Week handler tematik altså om at skabe rammen for et fælles fokus, som dels kan samle scenen uden at gå på kompromis med diversitet og mangfoldighed i formater og kunstneriske dagsordener og dels som nøgleåbner for at kunne kommunikere en ofte svær genre til et bredere publikum.

Nástio Mosquito: Respectable Thief, 2016. Foto: MoMa

Årets scoop!
Og så kommer vi ikke uden om årets scoop – årets bykunster Nástio Mosquito, der placerer sig i den efterhånden lange række af udenlandske kunstnere, der er blevet inviteret til byen under Cph Art Week for at sætte internationalt krydderi på den årlige tematik:

”Nástio er en ny, rå stemme i samtidskunsten, der arbejder multimedialt både med video, performance, spoken word, musik, installation og skulptur m.m. Han har en karismatisk og provokerende attitude, og så er han ikke optaget af disciplinære kategorier,” afslutter Aukje og tilføjer: For ham skal et kunstnerisk udtryk ikke rubriceres i en kategori, men brydes op, kombineres og sammensættes på ny. Den tilgang synes i højere grad at afspejle vores virkelighed i dag.

Man kan blandt andet opleve Nástios hidtil største og kritikerroste performanceværk Respectable Thief til åbningen på VEGA. Han vil også figurere som sanger på ArtBar, præsentere videoer i byrummet og på udvalgte ølbarer i byen samt deltage i en Masterclass med Den Sorte Skole og Dark Matters.

Vi ses til Cph Art Week ’17 – Sound & Vision!

Cph Art Week
Kunstfestivalen foregår 24. august - 3. september. Over en lang uge præsenterer festivalen et program, der samler hele den professionelle, københavnske kunstscene.
Cph Art Week er arrangeret af kunsten.nu.

Læs mere om Cph Art Week her

Del artiklen

'Rum for nye møder'

Facebook