Rugbrød og investering

Rugbrød og investering

Marie Thams (længst tv.) i debat med bl.a. Kulturminister Marianne Jelved. (Foto: Lars Dahl)

Vis billedserie

Debat

Kulturmødet 2013

22 aug 2013 24 aug 2013

Marie Thams, forkvinde i foreningen af Unge Kunstnere og Kunstformildere (UKK), giver her sin udlægning af nogle af de vigtigste punkter, om kunst, rugbrød og investering under Kulturmødet på Mors.

Tre dages intensivt Kulturmøde, afholdt d. 22. – 24. august på Mors, er nu veloverstået og den efterfølgende debat er i gang. UKK, Unge Kunstnere og Kunstformidlere, var med for at debattere og sikre at kunstarbejdernes arbejdsvilkår kom med på dagsordenen. For dermed at kunne påvirke debatten i en konstruktiv retning, der fremadrettet forbedrer arbejdsvilkårene i kunstverdenen.

Kulturmødet var blevet lanceret til at blive det nye midtpunkt i debatten om dansk kunst og kultur, og tanken var, at mødet skulle blive en gentagende begivenhed, som skulle sætte kulturen og dens aktører i spil.

Lovende debattanter
Til dette første møde var et udvalg af den danske kunstverdens aktører således samlet: Udøvende kunstnere, formidlere, ledere af institutioner, politikere, fonde og en håndfuld erhvervsvirksomheder med interesse for kunst og kultur. Initiativet stod stærkt frem, med en umiddelbart lovende sammensætning af debatpanelerne.

På mødet deltog jeg som paneldeltager i debatterne “I. HVOR ER KULTUREN? OG HVORDAN?”, som bl.a. handlede om hvordan nye aktører inkluderes i de traditionelle kulturinstitutioner og om hvordan de strukturer, vi kender indenfor kunstverdenen, kan fornye sig, og “III. HVOR SKAL VI HEN?”, der havde fokus på kulturlivets rollebesætning, forvaltning og prioritering af kræfter og midler.

Clement Kjærsgaard stod blandt andre for taktstokken. (Foto: Lars Dahl)
Clement Kjærsgaard stod blandt andre for taktstokken. (Foto: Lars Dahl)
Kulturmødet bød på et koncertprogram med alt fra Zididada til her Christian Martinez. (Foto: Lars Dahl)
Kulturmødet bød på et koncertprogram med alt fra Zididada til her Christian Martinez. (Foto: Lars Dahl)

UKK’s mærkesager
I bestyrelsen havde vi på forhånd diskuteret et udpluk af UKKs mærkesager, som jeg tog med til de to debatter, og som blev godt modtaget af både panelister og publikum. I den første debat fokuserede jeg på arbejdsvilkår: Sikring af løn og honorar i støttestrukturen, udvikling af samarbejdsaftaler, indførelse af nutidige tilstande i kunstverdenen, hvor kunstarbejderen betales for sine ydelser, politisk opbakning til at kunstarbejderen får bedre vilkår mm.

Den anden debat jeg deltog i handlede primært om rollefordelinger, og her var mit ønske dels, at samtalen skulle handle om indhold frem for de rammer, der tidligere allerede var blevet diskuteret. Jeg ønskede her at pointere vigtigheden af, at den kunstneriske faglighed altid bør prioriteres i beslutningsprocesserne på politisk plan og i institutionerne, det være sig på ledelsesposter, i råd, bestyrelser osv. Yderligere pegede jeg på den fortsatte ulige fordeling af mandlige og kvindelige kunstnere i landets museers samlinger mv. – hvilket kulturmødets debatpaneler desværre også selv var triste eksempler på, hvor kvinder, kunstnere og uafhængige kunstarbejdere var i stærkt undertal.

Den basale kunst
Selvom der i debatpanelerne var lagt op til at tale mere generelt om kultur, gik snakken dog især på kunsten og der er særligt to emner, som jeg er begejstret over, nemlig: Rugbrød og investering.

Rugbrød: I debatten “III. HVOR SKAL VI HEN?” diskuterede vi i panelet, hvordan kunsten desværre ofte omtales som værende flødeskum: Noget luksuriøst i samfundet – som noget ekstra, noget der ligger uden for det nødvendige, noget vi kan vælge til, men i teorien kan leve uden. Det blev tydeligt i debatten, at dette er en misforståelse – og som forsøg på at finde den rette “madvare” til at beskrive kunsten, som absolut nødvendigt for et velfungerende samfund, landede panelet på rugbrød. Hvilket spænder godt i tråd med en af UKKs aktuelle mærkesager: Foreningen kæmper nemlig for at afskaffe denne misforståelse af, at kunsten er flødeskum: Til pynt og lidt ekstra til sidebenene.

Langtidshævning
Dette blev som sagt også udfordret konstruktivt på mødet. Her blev der sagt nej til flødeskum og ja til rugbrød. For som det blev italesat er kunsten bl.a. det, der binder os sammen, skaber fællesskab og identitet, og det der inspirerer til fornyelse og udvikling i menneske og samfund. Kunsten er altså afgørende for livets indhold. Ikke luksus. Ikke flødeskum. Men rugbrød – groft rugbrød, langtidshævet og bagt på surdej.

Og strækker man metaforen med kunsten som rugbrød videre, så er bage- og hæveprocessen vigtig. Langtidshævningen er essentiel – den eksperimentelle del af processen, udviklingsarbejdet, opskriften og grundforskningen er vigtig.

Performancekunst udfordrede adfærden på Kulturmødet. (Foto: Lars Dahl)
Performancekunst udfordrede adfærden på Kulturmødet. (Foto: Lars Dahl)
Det er dér, de nye, eksperimentelle og innovative ting opstår. Den del af processen kan være langsommelig, til tider tavs, men udviklingen sker, og der skal værnes om den.

Der skal værnes om processen, når kunsten støttes og midlerne skal ikke uddeles udelukkende med resultatet, produktet om man vil, for øje.

En fælles investering
Hermed når vi til det andet vigtige punkt fra kulturmødet: Investering. Eller – støtte versus investering. For der blev på mødets første to debatter “I. HVOR ER KULTUREN? OG HVORDAN?” og “II. HVEM SKAL NU BETALE?”, skabt enighed om, at kunsten ikke skal støttes, men at der skal investeres i den. Hvilket, i mine øjne, vidner om et positivt skift i indstillingen til støttestrukturen, hvor kunsten er noget velfærdssamfundet tør se, møde og værne om, og som fællesskabet dermed er med til at udvikle.

I investering ligger der efter min mening en tro på, at noget godt kommer ud af at investere i kunsten – at der kan skabes værdi af en art. Og her taler jeg også om kunstnerisk, social og kulturel værdi, ikke kun økonomisk værdi. Derfor betyder investering i kunsten her, at der gives midler til afsøgende kunstprojekter, der ikke skal respondere til specifikke krav. Vi skal turde at give penge til uhåndgribelige projekter, der skaber langsigtet værdi. Denne værdiskabelse sker over tid og af mange veje. At skabe værdi bør ikke være en konkret overvejelse som kunstarbejderen gør sig. Værdien skabes, når der er friere rammer for kunstundersøgelsen.

Boykot con-amore forestillingen!
På papiret nogle rigtig fine tanker og ideer, hvilke vi i UKK gerne ser mere af, så vi sikrer kunstarbejderne. Men hvordan sikrer vi, at dette også bliver omsat i praksis? Det da ikke være nogen hemmelighed, at jeg rejste til Mors med en særlig agenda – som forkvinde for UKK. En interesseorganisation, som jeg bruger tid og energi på – frivilligt, ligesom alle andre i foreningen. Og som ung billedkunstner og formidler deler jeg en oplevelse med mine mange kollegaer, som det er vigtigt at have med i debatten om kunstens muligheder og fremtid.

For mange oplever i hverdagen at indgå i udstilling, formidling og kuratering af samtidskunst, på uafhængig basis (som freelancer), hvor et honorar eller en reel aflønning for det udførte arbejde ikke eksisterer eller er af symbolsk størrelse. Vi kan ikke leve af eksponering og CV. Mine regninger kan i hvert fald ikke betales ad den vej. Og mit brændende ønske er at kunne fordybe mig i mit kunstneriske arbejde og ikke skulle påtage mig arbejde udenfor kunsten. Det kan blandt andet ske ved, at vi – som vi arbejder for i UKK – boykotter forestillingen om, at kunstarbejderen arbejder, fordi hun/han ikke kan lade være. For vi må desværre indse, at der er mange, der må lade være, fordi de ikke kan (få råd).

Investring og ansvar
Ansvaret for at ændre denne tendens til en produktiv situation er efter min bedste overbevisning delt mellem tre parter i kunstverdenen.

1) kunstarbejderne selv – hvilket kræver, at vi arbejder aktivt for at få løn/honorar og retfærdige aftaler i de projekter, vi indgår i.

2) kunstinstitutionerne og organisationerne – der har et stort ansvar i at sørge for, at kunstnerne og de uafhængige formidlere per automatik aflønnes, og at det er en fast post i årsbudgettet.

3) endeligt har politikerne et ansvar for at sikre, at der i støttestrukturen er midler nok til, at honorar og løn kan være en fast del af den støtte, der gives, og at institutionerne har midler nok til at dække den løn, de skal udbetale. Altså, skal der investeres mere seriøst i både projekters opstart, proces og realisering, og arbejdes på at sikre kunstarbejderne rimelige arbejdsvilkår.

I UKK hilser vi altså investeringstanken velkommen, men det kræver at alle parter anerkender samfundets rugbrød, kunsten.

Her på den anden side af et veloverstået Kulturmøde ser jeg og UKK nu frem til mødets efterspil og den videre debat, og håber at det første mødes resultater og erfaringer snart vil kunne mærkes hos vores medlemmer og ikke mindst ved næste års møde.

Marie Thams er billedkunstner og forkvinde for UKK, Unge Kunstnere og Kunstformidlere.

Marie deltog på UKKs vegne i debatterne“I. HVOR ER KULTUREN? OG HVORDAN?” d. 22. august kl 16.00 – 18.00 og “III. HVOR SKAL VI HEN?” 23. august kl 09.00-11.00.

Info om Kulturmødet samt streaming af debatterne: http://www.kulturmoedet.dk/debatterne.aspx

Information om UKK, Unge Kunstnere og Kunstformidlere: http://ukk.dk/

Vis billedserie

Debat

Kulturmødet 2013

22 aug 2013 24 aug 2013

Kommentarer

Del artiklen

'Rugbrød og investering'

Facebook