Roskildes baggrundsstøj bliver til lydkunst

Roskildes baggrundsstøj bliver til lydkunst

Jacob Kirkegaard har skabt lydkunst ud af Roskilde Festivals 'uhørte' baggrundslyde. Fotoet viser Orange Scene. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto

Udgivelse

The secret festival sounds

Jacob Kirkegaard

Lydkunstner Jacob Kirkegaard har fanget Roskilde Festivals alternative lyde og skabt lydkunst ud af det.

Når forstærkerne er slukket på Roskilde Festival, er der stadig masser af liv, der summer omkring pladsen.

Lydkunstner Jacob Kirkegaard har fanget Festivalens sålkaldt ‘uhørte’ lyde, som de fleste af os normalt ikke bemærker; det man kunne kalde baggrundsstøj. For eksempel øllet i hanerne, samtaler eller latter.

Parallelvirkelighed af lyd
Lydbidderne rummer svingninger, frekvenser, rytmer og er fundet de mest usandsynlige steder: mellem teltpælene, i gruset, langs hegnene.

Det er en parallelvirkelighed af fremmedartet lyd, der akkompagnerer festivalen, uden at vores ører rigtig er klar over det. Rendyrket avantgarde-ambient blandt festende menneskemasser.

Det skæve i musikalsk mangfoldighed
“Det er lidt som at løfte en sten ude i en skov og opdage det myldrende liv underneden. Og selvom det ikke er musik i gængs forstand, kan man ikke andet end at lade sig fascinere af Kirkegaards lydoptagelser. Det er et skævt eksempel på den musikalske mangfoldighed, som Roskilde Festival rummer,” udtaler programlægger ved Roskilde Festival, Claes Roepstorff.

Lydværkene er udgivet som et anderledes soundtrack The secret festival sounds for Roskilde Festival 2010.

Lyt til et af Jacob Kirkegaards lydværker fra Roskilde Festival her.

Jacob Kirkegaard
Han er internationalt anerkendt og omtalt i magasiner som The Wire og Dusted Magazine for sine eksperimenter med at udvinde klange af det umiddelbart ikke-musikalske.

Den alsidige kunstner har tidligere været i Tjernobyl og optage atomernes gravagtige stilhed omkring reaktorerne. Gejsere, klitter og tomme rum har den nysgerrige lydudforsker tidligere også rettet sit avancerede måle- og optageudstyr imod.

Udgivelse

The secret festival sounds

Jacob Kirkegaard

Del artiklen

'Roskildes baggrundsstøj bliver til lydkunst'

Facebook