Roskilde Festival – nu med kunstambitioner

Siden den nye styregruppe – med Sebastian L. G. Christensen og Signe Brink Pedersen i spidsen – overtog underholdnings-sektionen på Roskilde Festivalen for et halvandet år siden, har de forsøgt at gøre op med et ry og en profil, hvor kunst var lig med gøgl og gejl.

“Kunsten har mest bare været for sjov, og det har vi forsøgt at gøre op med. Det har vi gjort på to måder: Dels ved at tilbyde os for vækstlaget og gøre festivalen til deres sted, og dels ved at invitere de etablerede institutioner indenfor. Vi har jo i mange år ikke kunnet trække kunstskribenter på Roskilde Festivalen, fordi de ikke kunne se ideen med det,” erkender Sebastian L. G. Christensen.

Kunsten at styrke kunsten
Den nye strategi har sit bedste eksempel i festivalens forhold til graffitimiljøets vækstlag, som om nogen har taget festivalen til sig. Idag er festivalen en populær legeplads for både vækstlag og store kanoner indenfor graffitien.

Den aktuelle udfordring er partnerskaberne med de store institutioner som Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater, DR, Dansk Arkitektur Center og mindre steder som Museet for Samtidskunst i Roskilde, som skal tjene til en kulturel blåstempling af festivalens kunstprofil.

“Det er samarbejder der løber over de næste tre-fem år og har karakter af en relation, hvor vi ikke udveksler penge men publikum i et håb om at øge værdien på hver vores platform. Og så er det en meget enkel måde at få noget på programmet af en høj kvalitet. Samtidig kan vi nu agere hele året rundt via disse samarbejder. Det kan godt være at de lukrerer på vores brand lige nu, men nu kan vi også få noget anerkendelse via kulturinstitutionerne,” forklarer Sebastian L. G. Christensen.

Hotspot-strategi
Målet er, at Roskilde Festivalen inden for kunstscenen vil være et ‘hotspot’ for den relationelle, stedspecifikke og situationsbaserede kunst, design og arkitektur.

“Det er ikke noget vi bliver i år. Det er et mål for de næste tre til fem år. Dette skal ses som et første skridt for den strategi. Vi har jo en enorm paraply af kunstneriske udtryk på festivalen, og som sådan er vi nok en af de største kunst events i Nordeuropa. Vi vil gerne have en Jeppe Hein på festivalen, men det ved vi godt ikke sker næste år. Men det skal fremtiden åbne muligheder for,” forklarer han.

Kontakt med udfordringer
De nye samarbejdspartnere skal selvfølgelig også lære festivalens publikum at kende, som jo ikke er stærkt repræsenteret i deres vanlige publikumsprofil. Derfor er festivalen også et attraktivt borefelt for de store institutioner.

“Vi skal ikke tage alt ind. Men vi skal etablere en profil, som er afhængig af institutionernes professionalisme. Og den får vi via disse samarbejder. Vi kan lære rigtig meget af disse partnere, og de kan lære meget af os.”

Statens Museum for Kunsts udgangspunkt var, at de skulle skabe en udstilling med værker fra museet på festivalen, men det ville aldrig fungere i styregruppens øjne.

“De bliver udfordret og møder også krav fra vores side, fordi vi kender vores publikum. Vi er nødt til at udvikle koncepterne sammen, hvis det skal fungere,” pointerer sektionslederen.

Professionelle applikationer
Det specielle er ifølge Sebastian L. G. Christensen, at de her får en meget direkte publikumskontakt, som disse institutioner ikke oplever normalt. Det er kun en institution som Museet for Samtidskunst, der i princippet kan møde dette publikum med deres eksisterende kunstprofil.

“De retter sig jo allerede mod vækstlaget og har samtidig den fornødne professionalisme. Men partnerskaberne med de store institutioner skaber også grundlag for, at et museum som dette kan få et stærkt afsæt på festivalen,” siger han og uddyber det professionelle behov festivalen står overfor:

“Vi kan ikke selv skabe et professionelt indhold. Vi kan skabe platformen, men er dybt afhængige af disse professionelle partnerskaber,” understreger en tilfreds underholdningsleder og løfter sin iPhone:

“Vi er ligesom en iPhone. Vi er en skal, og hvis der ikke var professionelle producenter af applikationerne, ville den ikke være noget værd.”