Rød Rute i Festugen

Rød Rute

25 aug 2008 7 sep 2008

Rød Rute i Festugen

Den Røde Rute er igen i år at finde i Århus midtby under festugen. Vi har her udvalgt et par ting, og der er mange, mange flere...

Rød Rute
Som en rød tråd snor Den Røde Rute sig endnu engang gennem de århusianske gader og stræder, hvor lokale kunstnere og andre kreative kræfter fortolker årets festugetema Åben By.

I forhold til sidste år er Den Røde Rute blevet forkortet og begrænser sig denne gang til de helt centrale gader og torve i hjertet af Århus. Men der kommer ikke til at mangle skæve input og vinkler på byens arkitektur. Med farven rød som udgangspunkt åbner Den Røde Rute byen for alle og inviterer dem til at gå nye veje.

Her er et par udvalgte oplevelser. Find flere og læs mere om Den Røde Rute her.

Gæt en statue
I løbet af de første fem dage af Festugen pakker Foreningen for Fremme af Forundring ni af byens statuer ind i rødt krympeplast og opstiller en ekstra ‘snydeskulptur’, som ikke plejer at være der. Gå ind på gætenstatue.dk under Festugen og giv dit bud på, hvad der gemmer sig under indpakningen.

Levende lokummer
Kunstnergruppen Z-up har beholdt rammerne, men ændret indholdet på tre betalingstoiletter. Med blot en 2-krone kan du blive vidne til uventede situationer gennem lyd- og videoinstallationer.

Kunstige byparker
Arkitektfirmaet Gustin omskaber i samarbejde med en gruppe studerende fra Arkitektskolen Aarhus Bispetorvet til en folkelig og kunstig mini-bypark med felter af kunstgræs, sjove møbler og lyde fra naturen. Her kan man få en rolig oplevelse med plads til små overraskelser. I miniparken kan man på tilfældige tidspunkter opleve kunstige naturfænomener, som blot vil være til stede i et kort øjeblik.

Store Torv bliver omdannet til en grøn oase under navnet Underskov og andre vækstformer. Den midlertidige bypark er udført af den kreative gruppe, Initiativtagerne, der ønsker at stille spørgsmål til, hvad rekreative byrum kan, og hvordan disse skaber grobund for tankers frie spil. Græsset må gerne betrædes, og medbragt mad må gerne nydes.

Rød Rute

25 aug 2008 7 sep 2008

Del artiklen

'Rød Rute i Festugen'

Facebook