Jeannette Ehlers modtog i år et arbejdslegat på 150.000 kr. fra Statens Kunstfond.
Ved Andebakkesti i udkanten af Frederiksberg Have, finder man Møstings Hus, som er et smukt kongeligt lysthus fra 1800-tallet. Udstillingstedet rummer for tiden tre eksperimenterende videoværker, der efterlader sig fysiske spor i ens hoved og står i klokkeklar kontrast til den stille Frederiksberg-idyl.
Et filmeksperiment
Det er næsten umuligt at stirre sig blind på Jeannette Ehlers’ to timer lange videoværk Crossroads. Man må knibe øjene sammen, fordi billederne flimrer og overlapper hinanden, hurtigere end øjet når at registrerer. Jeannette Ehlers benytter sig af en særlig klippeteknik, som den amerikanske avantgardekunstner Tony Conrad opfandt i filmen The Flicker fra 1966, hvor man sammenblander filmene, ved konsekvent at skifte film.
Crossroads er et blandingsprodukt af de to roadmovies Faster pussycat!, Kill!, Kill! fra 1963 og Stalker af Andrei Tarkovsky. Ehlers’ eksperiment er en krævende og usædvanlig oplevelse, fordi man helt naturligt gerne vil fange meningens kronologi, hvilket er et komplet umuligt projekt.
Crossroads bliver ved med at generere billeder med stroboscopeffekt, imens lyden af sceneskift tikker som en bombe i baggrunden. Det bliver fysisk ulideligt at holde stand i længere tid, men der hvor det gør ondt, bliver det først rigtig godt. Man bliver passificeret og tryllebundet af Crossroads roadmovie-billedsprog, 60’ernes filmikoner, store amerikanske biler og drama, drama, drama…
Kiss me, kiss me
Hvis det var svært at holde fokus i Crossroads, er Ehlers’ næste værk Cruel Geometry mærkeligt stille. Ehlers låner igen popkulturelle fænomener fra avantgarden, og denne gang en enkelt sekvens fra filmen Kiss (1963) af Andy Warhol. I Ehlers’ tolkning er hele historikken omkring “kysset” vendt på vrangen, da det kyssende par vender ryg mod ryg og blot er silhuetter, der skiftevis forsvinder og toner frem på lærredet.
Værket er en fin lille stemningsbryder på 4,43 min. hvor man forestiller sig, at der foregår en form for metadialog imellem parret. Men egentlig er det ikke interessant at være vidne til og værket må snarere fremhæves for sit rene visuelle udtryk end sin gådefuldhed. Jeg vil helst tilbage til Ehlers’ stilfulde roadmovie-univers, der skaber associationer til det danske band The Ravonettes og deres lydunivers, drive-in restauranter, kombineret med den kropslige påvirkning, som kunstneren opnår med sin “flicker” teknik.
Billedlotteri på film
Udstillingens ‘grand finale’ Divine Dichotomy viser sig at være en nutidig tolkning af syndefaldsmyten og et gensyn med renæssancens ikoner og kunsthistoriske referencer, her klippet sammen i flimrende hurtige bevægelser.
To identiske film sammenblandes, den ene vises forlæns og den anden baglæns og det narrative forløb brydes, hvorefter filmene mødes i et klimaks-kys.
Det sjove ved Divine Dichotomy er igen Jeannette Ehlers’ leg med de popkulturelle referencer og ikoner, som man kender så godt, men har svært ved at placere i hendes bearbejdede version.
Tiden og kunstoplevelsen
En ældre kvinde affejer hurtigt filmen “Det er ikke til at holde ud at se på!”. Hun har sammenlagt været i udstillingen i fem minutter. Hun har ret, men det er netop derfor, værkerne virker og står som filmiske eksperimenter i sig selv.
Efter en time i Jeannette Ehlers’ hule, må jeg have luft og her understøtter Møstings Hus kolde efterårsomgivelser turen hjem.
Jeannette Ehlers modtog i år et arbejdslegat på 150.000 kr. fra Statens Kunstfond.
