Retten til det offentlige rum

Billedserie

Denne artikel er den første af 7 artikler i temaserien "Byen set fra Århus".

Retten til det offentlige rum

Lise Harlev: About not having permission, 2005. Billedkunstneren Lise Harlev sætter fingeren på rette sted, vi har brug for overskridelser – tak.

Med-redaktør på aarhus.nu, Anne Dyhr, varmer i dette essay op til temaserien, "Byen set fra Århus" hvor hun blandt andet spøger "er en by uden altankasser og graffiti en indikation med en vognstang om at byen er døende? Og hvem bestemmer hvad, der er godt at have i en by, og hvad der ikke er godt?"

Udover dette essay vil denne temaserien bestå af: Samtaler med arkitekt Morten Daugaard, interaktions designer René Lundgaard, graffitimaler Kigset, politiker/rektor på Kaospiloterne Uffe Elbæk og en mailkorrespondance med billedkunstner Jan Danebod.
Herudover tre fotoserier:”Poster/poster” med Søren Behncke, ”Carl” med Carl Christensen, ”lommer” med Århus sprawl.

Jeg tumler, glider, vandrer, snubler, falder, styrer, bevæger, sniger, lister, tramper, går, danser, vandrer, trisser, slændrer, slasker, suser, løber, styrter, famler gennem byens netværk af gader, veje, stier, passager, boulevarder, alléer, tunneller og broer. Hvor er jeg på vej hen? Hvad ønsker jeg af det, der omgiver mig? Vil jeg styre eller styres? Hvem bestemmer?

I essayet ”Hermeneutik og/eller erotik: Om at læse storbyen” karakteriserer Per Stounbjerg, cand.phil.og lektor ved Århus Universitet, en udvikling i storbyens struktur. En udvikling, der bevæger sig fra, at brugeren har et ønske om genkendelighed, orden og aflæselighed, til den postmoderne storbypilot, der kendetegnes ved forandring, overraskelse og forførelse. Man kan derfor læse byen hermeneutisk ved at argumentere, at den er kendetegnet ved dens stationære aktører såsom huse, gader og pladser.

Men som Stounbjerg pointerer, så er byen mere end disse aflæselige og stationære faktorer. Denne hermeneutiske struktur (en struktur låst fast til bestemte symboler) er under pres fra en udvikling, der ikke søger mantraer om genkendelighed og orden, men i stedet flirter med overraskelse foranderlighed og ulæselige byfænomener. Storbynomaden ønsker ikke kun orden, men også erotik. Han er en flanør, som ikke søger at afkode mening af det, der omgiver ham, men i stedet søger fristelse, spontanitet og det improviserede. Stounbjerg ønsker ikke, at man skal vælge mellem en hermeneutisk eller erotisk læsning af byen, idet han argumenterer for, at det i dag er vigtigt at søge mening og perspektiv, men også lyst og sanselighed i det samfund vi opererer i.
Stounbjerg præciserer, at det er i komplementærværdierne mellem system/overblik og kaos/sanselighed, at diskursen om byens rum skal fastsættes.

Hvis man ikke kan lide biler kan man jo flytte til Tunø.
Hvis man ikke kan lide biler kan man jo flytte til Tunø.
Thomas Elsted Rasmussen med sin Sikkerhedskontrol på Århus Rådhusplads.
Thomas Elsted Rasmussen med sin Sikkerhedskontrol på Århus Rådhusplads.

Stan Allen er en amerikansk arkitekt og teoretiker, der i bogen ”Points + Lines” har beskrevet et tilsvarende ønske for byens udvikling. Et ønske om en arkitektonisk udvikling, hvor opmærksomheden flytter fra objektet (det specifikke) til området (det overordnede).

Stan Allen skriver, at byen er et godt eksempel på et sted, der kunne gribes mere løst eller overordnet an. Et koncept der står i et grelt modsætningsforhold til det traditionelle gridsystem, der eksempelvis kendetegner byplanlægningen af USA’s storbyer og med traditionen om at læse byen vertikalt igennem dens modernistiske monumenter og skyskrabere. Allen argumenterer for at nye institutioner i byen i stedet kunne skabes ved, at studere fortykninger af aktivitet på et gadeplan. Det ville i så fald være flow’et af mennesker og fortætning i aktivitet set nedefra, som skulle være styrende for en overordnet byplanlægning. Man kan sige, at Allen ønsker et paradigmeskifte fra topstyrede stationære modeller (hermeneutisk), til i stedet at fokusere på mennesket og menneskets brug af det urbane rum (erotisk). Allen argumenterer yderliger for, at byen i højere grad end det sker i dag, skal gives fri til dem, der bruger den. Og det er disse brugeres lyster og krav, der skal forme infrastrukturen og byens udseende i samarbejde med byplanlæggere, politikere og teknikere.

Betyder det så, at alle er forfattere til byens udformning? At graffiti ikke længere er hærværk, men et eksempel på retten til at forme vores fælles omgivelser på lige fod med reklameskiltning, facaderenoveringer, færdselsskiltning, altankasser, lyserøde kalkfacader, og hvad der ellers bryder, forfører og vejleder i byens rum? Er en by uden altankasser og graffiti en indikation med en vognstang om at byen er døende? Og hvem bestemmer hvad, der er godt at have i en by, og hvad der ikke er godt?

Der skal være blomster og bamser i den gode by.
Der skal være blomster og bamser i den gode by.

Alle disse spørgsmål regner jeg ikke med, at kunne få svar på ved denne temaserie, men jeg håber at åbne op for en mere nuanceret diskussion af hvad den gode by er. Og som et afsæt til denne temaserie, mener jeg personligt, at der både skal være plads til altankasser med røde pelagonier, graffititags og informationssøjler for, at det virkelig pulserer.

Billedserie

Denne artikel er den første af 7 artikler i temaserien "Byen set fra Århus".

Del artiklen

'Retten til det offentlige rum'

Facebook