Udstillingen On the Silver Globe på Kunsthal Aarhus vil på en gang hylde mediekunstpionererne, vise hvordan nutidig teknologi kan bruges kunstnerisk, samt udpege hvordan publikum ved teknologiens mellemkomst kan være kreativt medskabende. Genkaldelsen af pionererne har sin charme, mens det er så som så med kreativiteten via smartphone.
Tilbage i 1963 placerede den koreanske kunstner Nam June Paik en opstilling af tv-apparater i Galerie Parnass i Wuppertal og forvrængede tv-billederne med magneter.
To år senere introducerede Sony Portapak-camcorderen, et bærbart kamera, hvor optagelserne kunne gemmes på bånd, og så begyndte det at gå stærkt: Kunstnere som Wolf Vostell, Bill Viola og Bruce Nauman eksperimenterede med videomediet og skelsættende udstillinger så dagens lys, eksempelvis Television as a creative Medium i 1969 i Howard Wise Gallery i New York.
Det nye tv-medie havde vundet indpas i vestlig kultur, og kunstnerne var ikke sene til at anvende det kunstnerisk, innovativt, interaktivt og demokratisk. Mediekunsten var født – en billedkunst, der som kunstnerisk udtryksmiddel anvender forskellige former for elektroniske medier som eksempelvis video, og senere computere, digital lyd – og billeddannelse, internettet etc.
Hyldest til pionererne
Godt og vel 50 år efter, at Nam June Paik magnetmanipulerede tv-signalerne i Wuppertal præsenterer udstillingen On the Silver Globe i Kunsthal Aarhus en række medie installationer fra den polske WRO Biennales internationale samling. WRO Biennalen har siden 1989 haft sit fokus netop på kunst skabt via elektroniske medier.
Udstillingen vil både række tilbage i tiden og være samtidig. Den hylder en række af mediekunst-pionererne såsom Józef Robakowski, Bruce Nauman, Paul Sharits, Woody Vasulka, Nam June Paik og Zygmunt Rytka, og den gør det via en række opsætninger af samtidskunstnerne Paweł Janicki, Sergiy Petlyuk, Justyna Misiuk samt WROcenter Group. I flere tilfælde er der tale om en slags ‘genindspilninger’ af ikoniske pionerværker.
Mediespecifik udstilling
Det er en mediespecifik udstilling. Vi har set sådanne mange gange før. Udstillinger der eksempelvis har maleriet som tema, og som viser, hvordan forskellige kunstnere eksperimenterer med dette medies særkende og dets materialer – farven, teksturen, strøgene, lærredet etc. På On the Silver Globe er materialet så teknologien, der forvandler analoge indput til digitale data, signaler og koder.
Den mediespecifikke præsentation har som force, at den udpeger mediet selv som en ikke-neutral aktør. I 1964 pegede Marshall McLuhan (i Understanding Media: The Extensions of Man) på, at mediet selv skulle sættes i forskningens forgrund ud fra den betragtning, at mediet påvirkede betydningen i den kontekst, det optrådte i – ikke kun i kraft af det indhold, det formidlede – men også via mediets karakteristika.
“The medium is the message”, hedder det således i en ofte citeret passage hos McLuhan, som var optaget af, at vi tenderer til at overse det indlysende, og derfor i det store og hele overser de strukturelle forandringer, som eksempelvis nye medier introducerer på et mere subtilt plan.
Som med videokunsten, som med digitaliseringen af foto, som med computergenereret kunst: Mediekunst-pionererne excellerer netop ofte i undersøgelser af hvilke strukturer og betydninger, der er indeholdt i de nye medier.
Den elektroniske natur
For at pege på denne analyserende tradition har WROcenter group i Aarhus eksempelvis iscenesat en installation inspireret af Woody Vasulkas C-Trend fra 1974. Vasulka var en de kunstnere, der i høj grad førte dialoger med det elektroniske værktøj i studier af lydoptagelsers og videobilleders elektroniske ‘natur’.
Normalt ser vi bare bare indholdet – de normale billeder på skærmen. Her er vi bagom indholdet og ser de tekniske signaler, der genererer indholdet – manifesteret som dansende grafer afstedkommet af tekniske parametre.
På samme tilbage-seende vis har Paweł Janicki opsat en installationen baseret på en af Bruce Naumans såkaldte korridor-videoer, hvor han arbejdede med beskuerindragende realtime-optagelser og tidsforskydninger. Nauman var optaget af fænomenologiske problemstillinger – herunder også af, hvordan mediet selv kunne designe nye sansemæssige erfaringer for menneskers oplevelse af sig selv.
Andre hyldest-eksempler er WROcenter Groups genfortolkninger af Paul Sharits brug af monokromatiske filmbånd og Zygmunt Rytkas fotodokumentation af den direkte tv-udsendelse fra den første bemandede landing på månen 21. juli 1969.
Retro
Udstillingen er altså retro – og i parentes bemærket lidt unødigt nostalgisk med brug af masser af gamle tv apparater – men præsenterer tillige også ‘rigtige’ nye værker kreeret ved hjælp af nutidig teknologi. Paweł Janickis værk Aleastock (2013) henter eksempelvis live-data fra et par tusinde toneangivende virksomheders børshandler på NASDAQ (et amerikansk elektronisk aktiemarked) og visualiserer dermed den globale økonomis enorme frekvens af pengetransaktioner.
Interaktiv skygge
Installationen er interaktiv. Man kan træde hen foran projektionen og med sit skyggebillede fjerne markeringerne af de enkelte transaktioner. Jo jo. Og alle de andre installationer er det skam også. Man kan stå og vifte med arme og ben (eller sige lyde hvis man tør) foran et par af installationerne, og se at der sker noget på billederne.
Alle værker kan desuden manipuleres via smartphones eller tablets. Man kan med sit højteknologiske håndapparatur gå på nettet og vælge hvilke kurver, vi skal se i Vasulka-installationen, vælge pixelstørrelse i et andet tilfælde eller skifte mellem to kanaler i Justyna Misiuks Pierogi, 2012.
Den mediespecifikke mur
Der er selvfølgelig den pointe, at den moderne teknologi rummer det demokratiske potentiale og kan gøre alle – karikeret sagt – til aktive kreatører i stedet for passive forbrugere. Det er måske også en særskilt pointe, at det kan lade sig gøre – at der så at sige findes en teknologi, der muliggør, at man kan skifte kanal via internettet.
Men det viser også den mur, den mediespecifikke udstilling kan ramme, hvis den havner i en form for hul fetishisme, hvor man som aktiv kunstbruger sukker efter mere – for ikke at sige et reelt indhold.
Det er næppe himmelråbende kreativt eller aktiverende at skifte kanal – heller ikke selvom det foregår over nettet. I Justyna Misiuks Pierogi må man må nøjes med den ‘historiske’ dimension: det konkretiserede tidsspring mellem det gamle tv-kabinet, den slidte lænestol og den moderne teknologi i hånden.
WRO Biennalen er siden 1989 afholdt hvert andet år med fokus på kunst skabt via elektroniske medier. Biennalen afholdes i den polske by Wroclaw.
WRO Art Center blev åbnet i 2008 i Wroclaw. Centret afholder udstillinger og huser en samling af elektronisk kunst.
