Rapport fra virkeligheden

Rapport fra virkeligheden

Et af Bror Bernilds fotografier af Danmark som landbrugsland i 1950'erne. (Foto: Jeanette Land Schou)

Billedserie

Udstilling

LAND

28 maj 2014 28 jun 2014

Ann Jansson, John S. Webb, Jem Sotham, Jeanette Land Schou, Finn Larsen, Gerry Johansson, Guido Guidi, John Gossage, Sven Dalgsgaard, Christina Capetillo, Sander Broström, Bror Bernild

Museumsbygningen
Se kort og tider

”Fotografiet er et guillotineblad, som griber et blændende øjeblik i evigheden.” Det var Magnum- fotografen Henri Cartier-Bressons credo. På udstillingen LAND gør en række fotografer op med forestillingen om det blændende øjeblik og det evige, maleriske landskab ved at stille ind på virkelighedens oversete og glemte aspekter.

Museumsbygningen, der er et lille nyklassicistisk tempel for kunsten med ikke mindre end 11 udstillingsrum liggende som perler på en snor, danner nu atter ramme om billedkunsten efter nogle år som auktionshus. Udstillingerne her er generelt generøse og dejligt uortodokse – og med fokus på fotografi. Bygningen blev gen-indviet sidste år som galleri og kunsthal af galleristen Banja Rathnov, der har ambitiøse planer for stedet. Det er en gave til det københavnske kunstliv.

På en omfattende udstilling, LAND, handler det igen om fotografiet, men hvor der i samtidskunsten ofte er en forkærlighed for fotokunsten som en æstetisk udtryksform, der forbinder sig til især maler- og konceptkunsten, så holder man fødderne mere nede på jorden i Museumsbygningen og indbyder fotografer, der har noget væsentligt og noget væsentligt nyt at sige om virkeligheden.

Fotoværker af Gerry Johansson fra Antarktis. (Foto: Jeanette Land Schou)
Fotoværker af Gerry Johansson fra Antarktis. (Foto: Jeanette Land Schou)

På den nye udstilling kommer både dokumentarister og mere eksistentielt søgende sjæle således i spil.

Som titlen antyder handler det om forskellige landskabers egenart og fremtoninger – geologisk, historisk, kulturelt etc. – og fotograferne gør kritisk op med vores vaneforestillinger om, hvad der gør et landskab smukt.

Sven Dalsgaard som fotograf
Men i det første rum æres Danmarks eneste ægte dadaist, Sven Dalsgaard (1914-99), som ville være fyldt 100 i år.

Her stiller man ind på hans brug af fotografi – især springer hans berømte serie af dannebrogsflag i øjnene, hvor han selv poserer i en række s/h fotos og skjuler sit ansigt helt eller delvis bag flaget for derved at lege med sin egen identitet som ”dansker”.

I øvrigt ligger der en række bøger om og af Dalsgaard fremme, så man kan fordybe sig i hans kunst, hvis man skulle have lyst og tid. Denne fine billedkunstner, digter og multimediekunstner fejres også med udstillinger på både Fuglsang og Randers Kunstmuseum i denne tid.

Sven Dalsgaard. (Foto: Jeanette Land Schou)
Sven Dalsgaard. (Foto: Jeanette Land Schou)
Udstilling, der markerer Sven Dalsgaards 100 års fødselsdag. (Foto: Jeanette Land Schou)
Udstilling, der markerer Sven Dalsgaards 100 års fødselsdag. (Foto: Jeanette Land Schou)

I de øvrige rum møder vi især fotografer, som har viet megen tid til at afæske upåagtede områder deres hemmeligheder – ved at billedliggøre dem. Det være sig i England, på Antarktis, i Sverige eller i Italien etc.

I en avis, som fungerer som udstillingskatalog, er der desuden en række læseværdige artikler på dansk og engelsk. Specielt historikeren Bo Fritzbøgers indføring i landskabshistorieskrivningen er værd at fremhæve. Her gør han rede for forskellen mellem steder og rum, for begrebet glokalisering, for landskabet som konstruktion og konvention m.m.m. Her bliver man på få sider gjort klogere på de udstillede fotografers nye fokus på ”den uendeligt varierede almindelighed, der slipper ud af centralperspektivets og de pæne manerers jernbur.”

Oversete steder
Gennemgående er fotograferne nemlig optaget af den særegne detalje, af oversete steder, ikke-steder eller terrains vagues, dvs. områder, hvor byen fx er ved at slippe taget i et område, der hverken er rigtig by eller rigtig natur, men som er under konstant forvandling. Her hersker midlertidigheden, for om føje tid vil byen erobre området.

Fotoværker af Jeanette Land Schou. (Foto: Jeanette Land Schou)
Fotoværker af Jeanette Land Schou. (Foto: Jeanette Land Schou)

Her ”vokser” ruiner efter nedlagte landbrug eller industrianlæg, som naturen er ved at kalde tilbage med mos, forvitringer og almindeligt forfald, der forstærkes af tilfældighedernes planløshed som følge af menneskenes ikke-intervention.

Disse ikke-steder er oftest mennesketomme, så bygningerne og den spredte vegetation, bliver stedfortrædende ”hovedpersoner”, som bærer på fortællinger om det, der er sket. Det har vi set ofte før i fotografier, men udstillingen her bringer nye indsigter og udsigter i spil.

Det er nemlig et spændende udvalg af aldeles fremragende og sjældent sete fotografer på vore breddegrader. Bl.a. skal nævnes den purunge, svenske fotograf Sander Broström (f. 1996), der gør op med ”den stilistiske autopilot”, som præger mange wildlife fotografer og i stedet sætter fokus på overraskelserne, som når en hest er halvt på vej ud af en lade en diset efterårsdag, eller en kat kigger på os gennem et krat.  Der er en følsom stoflighed i hans nyskabende wildlife fotografier af ganske almindelige husdyr, som portrætteres i helt nye, ofte ruinagtige omgivelser. Det er landskaber med dyr, snarere end dyr i landskaber.

Forfalds- og forvandlingsprocesser
Den italienske fotograf og arkitekt Guido Guidi (f. 1941) brillerer med en serie små, poetisk ladede fotografier fra hans hjemegn i det nordlige Italien. Her viser han os skønheden i de forandringsprocesser, der sker i byernes yderområder, mens en anden fotograferende arkitekt, danske Christina Capetillo (f. 1964), i sin inciterende fotoserie Land Records fokuserer på de forfalds- og forvandlingsprocesser, der sker i naturen, hvad enten disse er et resultat af naturens egne kræfter eller af menneskenes intervention.

Fotoværker af Finn Larsen og montrer med værker af John Gossage. (Foto: Jeanette Land Schou)
Fotoværker af Finn Larsen og montrer med værker af John Gossage. (Foto: Jeanette Land Schou)

En lignende optagethed af forvandlingsprocesser finder vi hos en af udstillingens to kuratorer, fotografen Finn Larsen (f.1956), der i serien KALK, som består af store, dobbelte fotostater i højformat, på forskellige årstider med skiftende vejrlig har opsøgt et gammelt, længst forladt kalkbrud uden for Malmö, hvor han bor. Efter nedlæggelsen er det blevet et ganske særligt naturområde, hvor naturen vender tilbage i det hvide, arrede landskab.

Den danske video- og fotokunstner Jeanette Land Schou (f. 1958) fokuserer på landskaberne på byens bagsider for gennem denne antiæstetiske visken tavlen ren at skabe en ny sensibilitet over for stedernes væsen – uden sentimentalitet. Det lykkes for hende at vække disse ikke-steder til live og oven i købet give dem et nyt, skærpet nærvær – og en troværdig skønhed.

En af perlerne på udstillingen er den danske fotopioner Bror Bernild (1921-2013), hvis s/h fotografier for Landbrugsrådet i 1950’erne viser os Danmark i Morten Korch-udgave. Især er jeg forelsket i fotografiet af en bondemand, der styrer sin hestetrukne hørive ned ad bakken.

Der er mange flere fotografer end pladsen her tillader at omtale: Bl.a. kommer vi til Antarktis, England og andre steder på kloden. Men gå selv hen i Museumsbygningen og få syn for sagn.

Udstillingen vises fra 5. september til 19. oktober i Esbjerg Hovedbiblioteks 'Phototek'.

Billedserie

Udstilling

LAND

28 maj 2014 28 jun 2014

Ann Jansson, John S. Webb, Jem Sotham, Jeanette Land Schou, Finn Larsen, Gerry Johansson, Guido Guidi, John Gossage, Sven Dalgsgaard, Christina Capetillo, Sander Broström, Bror Bernild

Museumsbygningen
Se kort og tider

Del artiklen

'Rapport fra virkeligheden'

Facebook