Jes Brinch indleder sin udstilling på Kunsthal Charlottenborg med værkerne Det nytter ikke noget (I) og (II) fra 2015, der ligner nogle lettere deprimerede hilsner til Jackson Pollocks action paintings og Joan Miros brændte værker fra 1970’erne.

Med disse to værker, som stilmæssigt er langt fra de værker, man ellers kender af Brinch, starter en rejse gennem forskellige kunstneriske genrer.

Jes Brinch udstiller både abstrakt maleri, skulpturer i forskellige både hverdags- og klassiske materialer og laver performances i udstillingsperioden, og alle værkerne bevæger sig i krydsfeltet mellem underholdning, kritik og humor. Kunstneren udfolder en fortælling om et korrumperet samfund og udforsker samtidig, hvordan han kan formidle budskabet uden selv at synke ned i kunstverdenens selvforherligende mudder.

Rotteræset i en udbrændt kunstverden
Brinchs kunstværker har ofte en antiautoritær og kritisk dimension. I 1994 udstillede han i samarbejde med kunstneren Henrik Plenge Jakobsen en nedbrændt børnehave og en række smadrede biler på Kongens Nytorv under titlen Burn out – et tydeligt opgør med velfærds- og forbrugersymboler.

Læs et portræt af Jes Brinch her

I Med den ene fod i graven langer han igen ud efter forbrugerkultur, falskhed og kunstverdenens autoriteter. I marmorskulpturen Livet i overhalingsbanen. Galleristen fra 2011 ser man en mand ved et skrivebord. Han har lyserøde diamantøjne, cokebaner på bordet foran ham og computeren viser databasen ArtFacts, der leverer statistikker og analyser af hvor højt kunstnere rangerer på markedet.

Således tematiserer Brinch med dette værk galleristers fokus på markedsværdi og kunstverdenens generelle forlorenhed.

Rådne værdier i neonfarver
Brinch retter ikke kun skytset mod kunstverdenen, men også mod en generel råddenskab og dårligdom i samfundet. I værket Death 2006, som tidligere er blevet udstillet på Brinchs galleri, V1, ser man forskellige tegneserieagtige illustrationer af måder, man kan dø på. Her ses en mand og en kvinde, der bliver tortureret, en tyk mand, der drikker af en flaske og grippe, der venter ved en døende mands seng. Dette er ikke eksempler på mennesker, der dør mæt af dage, men på forskellige fordrejede veje til døden, hvor andre profiterer af dødsfaldene.

I brugen af tegneseriestilen, som Brinch blandt andet bruger i Death opstår der en kollision mellem form og indhold, idet tegneseriestilen tilhører en børnekultur og står i kontrast til udstillingens død-, sex- og coke-temaer. Brugen af denne kontrast kender man også fra amerikanske Paul McCarthy, der har lavet groteske og seksualiserede udgaver af Disney-figurer og svenske Nathalia Djurbergs modelervoksfigurer, der i animationsfilm optræder i voldelige og erotiske scenarier.

Hvor er festen i dansk kunst?
I Med den ene fod i graven inviterer Brinch gæsterne til at indtræde i denne tegneserieverden af grippe, selvoptagede journalister og dopede gallerister. Man kan således spejle sit ansigt i bunden af en udstillet kiste, og man kan indtage sin rolle i ekstasebaren, der også er en del af udstillingen. Her inviterer Brinch hver fredag til fest og performance.

Den fredag jeg er der, sidder gæsterne pænt og ser på, mens Brinch krystalhealer en mand i kørestol ved at losse ham ud på gulvet og svinge krystalpenduler over ham. En stemme beordrer den healede til at danse. Han deler knæklys ud på bordene til lyden af technorytmer og forsvinder dansende ud af baren.

Performancen er slut og de to piger i baren er klar til at skænke en øl til den danske kunstverden. I højtaleren siger en kvindestemme ”Vi vil have festen tilbage i dansk kunst”.

Men det bliver vist ikke her festen opstår – folk vil vist hellere hjem eller et andet sted hen, hvor det er lettere at tale sammen.

Mere af det samme
Udstillingen er en lang rejse gennem mislykkede kunstneriske strategier. Brinch anvender den illustrerende tegneseriestil som en form for alternativ til de udvandede kunstneriske strategier på lærred, som værkerne Det nytter ikke noget (I) – (II) refererer til. Men tegneseriestilen indskriver sig også i en kunsthistorisk tradition, hvor popkultur bruges til at kritisere samfundsstrukturer.

Fortællingen, som Brinch udfolder i disse værker, er hverken chokerende eller nytænkende og værkerne ender på samme vis som lærredsværkerne med at bevæge sig inden for allerede kendt kunstnerisk terræn. Udstillingens sidste alternativ finder man i ekstasebaren, hvor Brinch udfører sine halvhjertede performances, der også ender med at fremstå som en form for parodi.

Kunstnerisk kluddermor
Det er sjældent at en kunstner stabler en fremadskridende fortælling på benene, som Brinch gør i denne udstilling. Resultatet er desværre en omgang kunstnerisk kluddermor, hvor han selv ender med at stå i midten af det hele hver fredag aften.

I pressemeddelelsen til Med den ene fod i graven skriver Charlottenborg, at udstillingen er en humoristisk kunstinstallation ”om problemer og alternativer i det moderne liv.” Der synes dog ikke at være mange alternativer tilbage i Brinchs univers, og det er måske netop Brinchs pointe.

Brinch leder os snarere igennem en fortælling om værdiernes forfald og kunstens meningsløshed i rammerne af Charlottenborg. Og efter sådan en statusopgørelse bliver det spændende at se, hvad Brinch finder på næste gang.