Den usikre kommunikation
Jeg er lidt nervøs, da jeg skal møde Mary Coble en torsdag sidst på eftermiddagen. Selvom jeg som humanist og moderne blød mand kan tilskrive mig de fleste feministiske målsætninger, kan jeg som hvid mand alligevel ikke undgå at være en smule nervøs for, at kunstneren, hvis performances indeholder blækløs tatovering (Timeline of Disruption (2016) og Blood Script (2008)) og gaffatape på huden (Binding Ritual (2005)), ser rødt i mødet med intervieweren, fordi han ved sin blotte mandighed repræsenterer patriarkiet.

Sådan er Mary Coble heldigvis ikke, og mine egne fordomsfuldheder er måske et fint udtryk for, hvorfor Cobles udstilling er vigtig. Hendes målsætning er langt fra at skælde ud eller løfte pegefingre, men derimod at invitere alle ind til en kunstnerisk oplevelse, der udspringer af en queer erfaring og henter inspiration i forskellige protestformer. Om udstillingen hos Galleri Image siger Coble:

“Der skal både være noget, der trækker, og noget, der skubber. Noget, der får dig til at træde et skridt tilbage, men ikke får dig til at løbe helt ud af døren. Jeg vil gerne skubbe på, men jeg vil også gerne fastholde dig, fordi jeg har noget, jeg vil kommunikere videre, noget, som jeg vil have en dialog omkring. Jeg vil ikke skrige ad dig og få dig til at løbe væk.”

Kunstnerisk stræber Mary Coble efter det uforudsigelige, det mislykkede og det rodede, fordi disse begreber for hende udtrykker en queer erfaring. En erfaring, som udfoldes i performances som Performing Defiance (2015), hvor Coble med en løftet næve hoppede for at banke til et stort sejl fyldt med glitter, og Timeline of Disruption, hvor kunstneres blod via bestemte bevægelser på papir formede en ikke-lineær, queer tidslinje, der også kan ses på udstillingen.

I sin performances PULSE (2016) og PULSING (2018) undersøger Coble en fejlbarlig kommunikation med morsekoder, der på samme tid er en let tilgængelig kommunikationsform og umiddelbart uforståelig for de fleste.

“Jeg kan godt lide det rum eller det øjeblik, hvor det er muligt at kommunikere, men hvor fejlkommunikation og fiasko også er en mulighed.”

Mary Coble siger selv, at tiltrækningen til morsekoden kommer af “at tænke igennem en queer-feministisk linse, hvor tingene godt må være lidt ved siden af, men stadigvæk fungerer. Det må godt være anderledes. Og så kan jeg godt lide ideen om, at morsekoden kan være en lyd, eller den kan være visuel. Der er mange muligheder i det – hvis du har nøglen til at forstå det.”

Bevæggrunden for PULSE var masseskyderiet i Orlando i 2016, hvor 50 mennesker blev dræbt og endnu flere såret på Pulse – en natklub for homoseksuelle. Coble valgte at lade en enkelt projektør pulsere slagord i form af morsekoder ud til deltagerne, som herefter blinkede dem videre ud i samfundet. Performancen er et godt eksempel på, hvordan Cobles værker starter som en reaktion på eller imod noget og gennem performance og billeder finder vej ind i galleriet.

Om at komprimere tid
Og der er langt fra den forlystelsespark i Toronto, hvor Cobles performance PULSE fandt sted, til et galleri i Vestergade i Aarhus. Det tætteste, man som publikum kommer på at opleve performancen, er installationen PULSING, der blinker kodede slagord ud til det aarhusianske gadeliv – ellers må vi nøjes med fotografier. Men for Coble er fotografierne i udstillingen mere end bare dokumentation for overståede performances.

“I en performance kan jeg reflektere over modstand og protester og handlinger, der måske kan vare flere år. Jeg reflekterer over eller gennemgår de år i halvanden time. Så der er referencer til en tidshorisont, der går langt ud over det enkelte værk. På den måde er performancen en komprimeret tidslig oplevelse. Og fotografiet gør på en måde det samme. Det viser et bestemt øjeblik, men kan på samme tid referere til noget, der strækker sig langt ud over øjeblikket.“

Samtidig med, at det både komprimerer tiden og strækker den ud, er fotografiet en æstetisering af den rodethed og uforudsigelighed, der er en integreret del af Cobles performances.

Protesten fortsætter i galleriet
Selvom fotografier kan synes ufarlige i forhold til en performance, arbejder Coble med, hvordan følelsen af rodethed og energien fra protesten kan penetrere gallerirummet og stadig bibeholde kunst og protest som to forskellige sfærer.

“Det er måske her, der kan opstå komplikationer. Altså når man æstetiserer protesten for eksempel, eller når man tager noget, der i virkeligheden er mest potent, når det finder sted på gaden, og rykker ind i galleriet – så kan det blive problematisk. Og det er en af farerne, jeg reflekterer over, som jeg er bekymret over, men som jeg også forsøger at lege med.”

For Mary Coble er protesten en særpræget og unik måde at tænke og udtrykke en queer erfaring. En erfaring, som omvendt også fordrer protest og modstand, og som åbner op for at tænke udenom konventionelle baner. I galleriet ses det ukonventionelle bl.a. i serien We are here (2017), hvor Coble opfordrer besøgende til at flytte rundt med billederne af protestskilte. For Coble er roden til det ukonventionelle tydelig.

“Jeg tror, det kommer ud af en queer erfaring af nødvendigheden af at tænke anderledes eller det at være anderledes. Det åbner nye muligheder, men nogle gange gennemtvinger det også nye muligheder, fordi man ikke kan passe ind og er nødt til at prøve på en anden måde.”

Coble tøver ikke med at sige, at udstillingen er politisk, men insisterer på, at der sker en transformation af protesten, når den bearbejdes kunstnerisk. Det er protest i kunstnerisk form fra en queer position, rodet og uforudsigeligt, og selvom det foregår på et galleri er det med Cobles ord “en opfordring til handling.”