Que, Uzi og alle de andre rødder

Mellem to stole
Bogen Writers United om det svenske graffiticrew fremhæves som en af de fremmeste formidlinger af graffitikulturen. Den udkom første gang i 2005 og har grundet den store popularitet været udsolgt fra forlaget i nogle år.

Nu er bogen genoptrykt og atter kommet ud til en offentlighed, hvor graffitien stadig skiller vandene, og netop graffitiens polemiske position er at spore i bogens tone. Writers United planter sig robust midt mellem to stole, hvorved den med ét slag bliver repræsentativt problematisk.

Lad mig indledningsvist slå fast: jeg er ikke ude på at diskutere graffitien som udtryksform; dette er blot og bart en anmeldelse af bogen og dens evne til at formidle historien om de svenske drenges lyssky aktiviteter.

Det er ikke et forsøg på at vælge side i det evindelige stormvejr om graffitien som kunstform, det er en anmeldelse af bogen og dens problemer med, at balancere på æggen mellem bredt oplysende fascinationsformidling og indforståede high-fives til kolleger.

Mesterværk på overfladen
For udenforstående men ikke komplet uforstående virker bogen. Den indeholder både charme og stil og varme og smil, og der er ingen tvivl om, at bogen er mesterligt udført af journalist Björn Almqvist og fotograf Emil Hagelin:

Der er den fyldige og lækre billedside, der både retfærdigt fremstiller værkerne i al deres farve og kreativitet og formidler adrenalinsuset i reportagefotos af WUFC i aktion. Og der er de overvejende interviewbaserede tekstpassager, der afdækker en mængde aspekter af de seks skriveres virke – i forskellige konstellationer og situationer – der til sammen udgør ‘Writers United Football Club’.

Bogen dækker begyndelsen i barndommen med frugtfarve på spraydåse over overvejelserne om karrieren, der følger med alderen, til helt specifikke oplevelser på missioner i Stockholms undergrundsbane – med intenst indblik i planlægning, forberedelse og udførelse.

I sagens natur
Og forblindelsen er tæt på komplet, men flere steder i bogen bliver ved nærmere eftertanke og gnaven gennemlæsning til paradoksale forsøg på at forherlige denne gruppes aktiviteter, der opererer på kant med loven. Det er den altid ophedede diskussion, der bliver sporet an.

Bogens retorik vidner stedvist om, at bagmændene er bevidste om problemstillingen, og deres dobbeltrolle som både insidere og almene formidlere bevirker, at bogen i sidste ende kommer til at fremstå en smule vakkelvorn.

Mellem de to stole
Skismaet mellem de to positioner afsløres af flere af bogens interviews, der bruger overraskende mange anslag på at beskrive aktørernes vidt forskellige personligheder, der udfylder forskellige roller, som i et vaskeægte boy band. Der bruges med andre ord en masse energi på at belyse menneskerne bag (hær-?)værkerne.

Gode drenge på stjålne cykler
Dette forhold ses med overdreven tydelighed i kapitlet Nocturnal bike ride hvor det faste makkerpar ‘Que’ og ‘Uzi’ er på natligt togt i Stockholm. Her bruges der urimeligt lang tid på beskrivelsen af de tos forsøg på at hjælpe en døddrukken mand i det pulserende natteliv – manden har lagt sig til at sove på fortovet uden overtøj, og de to skrivere forsøger at få ham i sikkerhed, så han ikke bliver overfaldet.

Uzi og Que er rent faktisk vældigt flinke og velmenende unge mænd, der efter deres redningsaktion forsætter deres commandoraid gennem Stockholm – på de to stjålne cykler(!)

Denne evigt tilbagevendende dobbelthed i formidlingen bliver en smule enerverende. Men det må vel nok siges at være et vilkår for graffitien og behandlingen af den, og for den kritiske indforståede udenforstående læser tilbyder Writers United et unikt og seværdigt blik ind bag hættetrøjen, masken og værkerne.