Q&A med Christina Wilson: “Der sker så meget på den københavnske kunstscene”

Q&A med Christina Wilson: “Der sker så meget på den københavnske kunstscene”

Christina Wilson. Foto: Anders Sune Berg.


Artiklen er produceret som led i et mediesamarbejde med Art Week Copenhagen.

Vi nærmer os Art Week Copenhagen 23-26 maj. Programdirektør Christina Wilson fortæller her om baggrunden for overhovedet at lave en kunstfestival, om festivalens temaer og om alle de mennesker, der året rundt knokler for at berige København med kunst.

Hvad er Copenhagen Art Week? Hvad kendetegner kunstugen, og hvad er de særlige kvaliteter ved begivenheden?

“Art Week Copenhagen eksisterer i erkendelse af, at rigtig mange kunstinstitutioner og kunstaktører arbejder intensivt med en masse fantastiske projekter – udstillinger, art talks, kunstnerudvekslinger, researchbaserede tilgange til kunsten og alt muligt andet, som almindelige mennesker, der bare interesserer sig for kunst, slet ikke får øje på. Alle disse skæve, innovative og æstetiske praksisser vil Art Week gerne zoome ind på og fortælle om én gang om året i en kunstuge, der fejrer samtidskunsten i dens mange udtryksformer. Det er blevet til en uge, hvor de københavnske kunstmuseer, kunsthaller, gallerier og kunstnerstyrede projektrum viser sig selv frem og inviterer publikum indenfor til udstillinger, performances, artists talks, koncerter osv.”

Hvordan bliver programmet til?

“Teamet bag Art Week Copenhagen sørger for at knytte det hele sammen, ved at gøre begivenheden synlig i gadebilledet med bannere på strøget og på de store trafikårer, samt Art Week markører ved alle de medvirkende institutioner. Vi laver også et meget stort pressearbejde, så publikum får øje på begivenhederne i dagspressen og på sociale medier.

Vi kigger på alt det materiale, de medvirkende institutioner bidrager til ugen med, og sørger for at skabe en syntese og en sammenhæng mellem oplevelserne. Det kan være en kunstperfomance på udvalgte tidspunkter i den almindelige bybus 9A, som kører fra Glyptoteket ud til Copenhagen Contemporary ude på Refshaleøen. Eller en guidet tur mellem kunstgallerierne, eller en shuttle bus fra indre by til gallerierne i Nordvest. Eller vores ArtBar stafet, hvor kunsthaller skiftevis holder ArtBar og en kunstnerisk event hver aften.”

Cykeltur til Nørrebros projektrumsscene under Art Week 2018 -her Astrid Noacks Atelier. Foto af Christian Brems.

Hvad får publikum ud af at deltage i Art Week?

“Vi ønsker, at publikum skal møde kunsten på nye steder og forhåbentligt føle sig beriget og inspireret, eller at de har smilet til et menneske, de ikke kendte før ved mødet med kunst. Vi håber, at kunstugen kan bidrage til en fællesskabsfølelse, hvor man som publikum samles om at møde kendte og ukendte kunstværker og undre sig sammen. Og vi håber, at publikum bliver nysgerrige efter at se mere.

Det særlige ved kunstugen er mængden af kunst og specielle kunstarrangementer. Der sker så meget – man skal udvælge alt det, man vil se, lægge en rute, og så er det bare derudaf!

Det er fedt at se en masse kunst og blive fyldt op af indtryk og bagefter tale med andre om, hvad man har set. I vores Art Week Avis og på vores hjemmeside kan man se hele programmet, og vi hjælper med at udvælge ruter og begivenheder, hvis man ikke lige kan overskue det hele. Alt er beskrevet i vores avis. Det gør det mere tilgængeligt.”

Fortæl lidt om Art Weeks temaer?

“I år er der især tre ting, der er fremherskende, og det er idéen om en ny kunstnerrolle, performancekunsten, og kunstgalleriet i den digitale tidsalder.
Disse tre temaer bliver grundigt belyst i vores Art Week avis med interviews med kunstneren Jakob Fenger fra SUPERFLEX, der er aktuel med en foruroligende udstilling i Cisternerne i Frederiksberg Have. Vi har også et interview med den meget anmelderroste performancekunstner Donna Huanca, der viser sin smukke udstilling på Copenhagen Contemporary.
Galleriet i den digitale tidsalder bliver grundigt belyst igennem en artikel med flere københavnske gallerister, der enten er begejstrede eller bekymrede over det digitales indtog på kunstscenen. Alt i alt tre emner, der alle afspejler kunstens og kunstnerens potentiale og store vigtighed i vores samfund.”

Åbningsfest Art Week 2018
Åbningsfest på Kunsthal Charlottenborg under Art Week 2018. Foto af Lara Osorio.

Copenhagen Art Week samler hele den københavnske kunstscene. Hvordan vil du beskrive denne scene?

“Jeg bliver hvert år så overrasket over, hvor meget der sker på den københavnske kunstscene – ikke kun under Art Week – men hele året igennem. Når man zoomer ind på hvert udstillingssted, kunstmuseum og kunsthal, så kan man ikke andet end blive rimelig ydmyg over så mange mennesker, der hele tiden knokler med udstillinger af alverdens kunstnere og temaer. Disse udstillinger bliver også i de store institutioner meget flot formidlet til en meget bred befolkningsgruppe.

Desuden er der en fin forståelse for hinandens plads i den kunstneriske fødekæde, for eksempel laver Art Week og SMK i år et samarbejde om et internationalt seminar om performancekunst, og hele kunstscenen bakker op om det, da de kan se, at alle får noget ud af, at SMK inviterer interessante kunstprofessionelle til Danmark.”

Er der nogle særlige arrangementer eller udstillinger, du kan fremhæve ved årets program?

“Der er over 100 events i år. Det er ret fantastisk! Og det eneste der er at gøre er, at orientere sig i programmet, der ligger på vores hjemmeside www.artweek.nu og midterst i Art Week Avisen.
Hvis man alligevel synes, det er vanskeligt at vælge mellem alle de mange spændende udstillinger, ferniseringer og events, kan man få hjælp af de guides, vi har lavet eller følge nogle af vores ambassadørers anbefalinger.
Jeg glæder mig især til at skyde kunstugen i gang og byde publikum velkommen til Art Weeks store åbningsfest på Copenhagen Contemporary. Jeg er sikker på, at det bliver festligt, da alle ingredienserne til en god galla er tilstede: god kunst, god mad, en god bar og ikke mindst byens bedste DJ’s Brynjolfur og Kasper Marott.”

Art Week Copenhagen 23-26 maj

Art Week Copenhagen er Københavns festival for billedkunst, der organiseres i tæt samarbejde med byens udstillingssteder. Programmet er spækket med udstillinger, performances, koncerter, projekter i det offentlige rum, kuratorbesøg, debatter, kunstture og meget mere.


Artiklen er produceret som led i et mediesamarbejde med Art Week Copenhagen.

Del artiklen

'Q&A med Christina Wilson: “Der sker så meget på den københavnske kunstscene”'

Facebook