Publikum deltager altid

Publikum deltager altid

Installationsview fra Carnegie Art Award 2014 af den danske kunstnergruppe A Kassen. (Foto: Anders Sune Berg)

Når vi spørger efter nye former for formidling, så er svaret måske at vi helt skal droppe den. Og når vi skal finde på ”deltagerbaserede publikumsaktiviteter”, burde vi måske spørge, hvorfor folk ikke synes, de deltager i noget, når de tydeligvis deltager i en kunstudstilling.

For et par uger siden åbnede A Kassens omrejsende udstilling Carnegie Art Award 2014 på National Gallery of Iceland. Kunstnergruppen lavede sidste år dette ”kopiværk” til Den Frie Udstillingsbygning, efter den originale udstillings-turné blev aflyst af investeringsbanken bag projektet.

Det gjorde de ved at få lavet en kopi af hele udstillingen i Kina og derefter lade udstillingen turnere de lande, hvor den originale Carnegie Art Award-udstilling skulle have været.

Læs anmeldelsen af udstillingen

Carnegie Art Award 2014 lægger op til en helt anden oplevelse, end den vante, hvor man går ind og ser på et værk. Her befinder man sig konkret i en globaliseret kunstøkonomi, hvor Kunstfonden, kunstnere, aktiespekulanter, kunsthaller, billig kinesisk arbejdskraft og ikke mindst kunstforbrugeren selv alle bidrager til en absurd udstillingssituation.

Her er der ikke brug for ”deltagerbaseret formidlingsaktiviteter”, da publikum tydeligvis allerede deltager – om de vil det eller ej.

Ting i et rum
Alt for ofte placerer kunstnere, kuratorer og kunstinstitutioner kunstgenstande i et rum, og så kan publikum ellers komme og se på det. Det er en skam for samtidskunst har efterhånden et veludviklet sprog til rådighed, til at sætte hele kunstværkets kontekst i spil.

Det burde være temmelig tydeligt efter vi igennem det tyvende århundrede har set indlemmelsen af readymades, installationer, koncepter, performances, relationel æstetik/context art og ikke mindst institutionskritik i kunstrummet. Især sidstnævnte har gjort sit for at problematisere kunstudstillingens kontekst. Men på den anden side af den institutionskritiske bølge, kan en kritik, der udelukkende peger på kunstinstitutionen, ofte stå i vejen for et relevant nyt perspektiv på ens egen tilværelse.

Kunstnerdrevet kurator
Helt aktuelt kan man også fremhæve Honza Hoecks nuværende udstilling A leaf growing into the ground falling back on a branch, på udstillingsstedet Tranen (tidl. Traneudstillingen). Udstillingen sætter den nystartede kurator, Charlotte Sprogøe, og den genfødte institution i spil med kunstnerskrevet pressemeddelelser, udliciterede titler og sponsorbanner, infostandere og formidling som kunstværker.

Selvom Hoeck specifikt trækker på arbejdsprocessen ved at organisere en kunstudstilling, er der ikke langt til at genkende, ens eget arbejdsliv, hvor rammeopgaver fylder mere end kerneopgaver og hvor diskurs fylder mere end indhold.

Installationsview fra A Leaf Growing Into the Ground, Falling Back On a Branch af Honza Hoeck, hvor hele strukturen for udstillingen vendes på vrangen. (Pressefoto)
Installationsview fra A Leaf Growing Into the Ground, Falling Back On a Branch af Honza Hoeck, hvor hele strukturen for udstillingen vendes på vrangen. (Pressefoto)

Det fine ved Hoecks og A Kassens projekter er, at man som publikum bliver ramt af en akut langsynethed i mødet med udstillingerne. Det, man ser på, giver vitterligt ikke nogen mening, med mindre man forlænger sit indre blik udover objekterne, og ud i den kontekst man befinder sig i – også efter man forlader kunstrummet.

Løsningen er: lad være
På weekendens konference for samtidskunst, Terræn, arrangeret af Dansk Kunsthistoriker Forening var der flere interessante problematiseringer af kunstinstitutionens begrænsninger – ikke mindst fra institutionernes egen side. Der var dog få konkrete bud på løsninger.

Grunden til det er måske, at svarene kræver det umulige af institutionerne: at de skal kunne forestille sig, deres eget endeligt. For, når vi spørger, hvad fremtidens kunstmuseum er, så er svaret højst sandsynligt, at det ikke er et kunstmuseum. Når vi spørger efter nye former for formidling, så er svaret måske, at vi helt skal droppe den og finde ud af, hvorfor værket ikke formidler sig selv. Og når vi skal finde på deltagerbaserede publikumsaktiviteter, kan vi i stedet spørge, hvorfor folk ikke synes, at det er en deltagerbaseret publikumsaktivitet at gå på kunstudstilling.

Men det handler selvfølgelig også om, hvad institutionerne får tilbudt. Mange af os, der tilbyder indhold til institutionerne, tænker alt for sjældent ud af boksen – bogstavelig talt. Så når institutioner gerne vil vide, hvorfor værket skal laves netop hos dem, må kunstnere og eksterne kuratorer være bedre til at tage det spørgsmål seriøst. Det ville der måske komme færre udstillinger ud af, men også mindre af den uskarpe formidling, som så mange helt aktuelt problematiserer.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.

Del artiklen

'Publikum deltager altid'

Facebook