Programchefen svarer igen: “Kunstnerne skulle selv have budt ind i stedet for at beklage sig bagefter.”

Programchefen svarer igen: “Kunstnerne skulle selv have budt ind i stedet for at beklage sig bagefter.”

Åbning af Kulturby Aarhus 2017. Foto: Brian Rasmussen

Ved afslutningen af kulturhovedstadsåret er der fra flere sider rejst kritik af Aarhus 2017’s manglende evne til at forankre projektet i lokale kræfter, der kunne bære projektet videre. “Hus forbi,” siger programchef Juliana Engberg: “Billedkunstnerne burde selv have budt ind.”

Nu rinder året som Europæisk Kulturhovedstad ud for Aarhus og Region Midtjylland. Vi har på kunsten.nu spurgt aktører fra kunstscenen om, hvad de mente gik godt og mindre godt. En fælles kritik har været, at kulturhovedstadsprojektet har grebet det meget traditionelt an med en top down-organisation, der ikke har formået at bringe dét potentiale, som lokale kulturproducenter og kulturinstitutioner rummer, i spil på en frugtbar måde. Man har derfor svært ved at se, hvordan kulturhovedstadsprojektet har skabt et sundt afsæt for projektets langsigtede mål: At styrke kultursektoren og placere den som et mere progressivt aktiv i byudviklingen.

Læs: Kritik af Aarhus 2017: Det lokale kunstliv har ikke været involveret

Programchefen Juliana Engberg svarer
Vi har givet programchef for Aarhus 2017, Juliana Engberg, mulighed for at svare på kritikken. Hun siger:

“Det er tale om misforståelser på flere forskellige måder. For det første er kulturhovedstadsprojektet ikke et projekt, der handler om det lokale. Det handler derimod om at bringe en europæisk og en international dimension til Aarhus. Det handler om at kreere en situation, hvor vi rækker ud. Det handler ikke om at reproducere, hvad der allerede er her i forvejen. Det er det fundamentale charter for hele tanken om en europæisk kulturhovedstad.

Når man ansøger den europæiske komité om at blive kulturhovedstad, så er det første, man bliver spurgt om: “Hvor er jeres europæiske dimension?” De giver dig ikke muligheden for at forblive små – de giver dig muligheden for at vokse sig større. Så det er den første fundamentale misforståelse: At det handler om det lokale.

Når det så er sagt, har vi givet en stor sum penge til en masse lokale projekter, som har budt ind til programmet. At det har været en top down-proces er den anden store misforståelse. Dette var netop en bottom top-proces! Faktisk har top bottom-processen været meget lille.

Men jeg er ked af at sige det – da jeg kom hertil i begyndelsen af 2015, var der forbavsende få bud fra billedkunstnere.

Så hvis der er en utilfredshed fra det lokale kunstmiljø, så handler det om, at man ikke bød ind på det rette tidspunkt. Jeg ved ikke hvorfor, for meget af det var sket, før jeg kom hertil, men jeg mener, at processen var temmelig klar og åben. Ikke engang ved det open call, vi lavede, efter jeg kom til, kom der ret meget ind ad døren.”

Kunne Aarhus 2017 ikke have været mere opsøgende selv, når nu et af de langsigtede effektmål med projektet var at gøre kultursektoren stærkere og mere mangfoldig?

“Helt ærligt  jeg mener, at folk er lidt sent ude. Jeg er faktisk lidt overrasket – jeg kommer selv fra billedkunsten og mener, at billedkunsten er den mest progressive kunstart. Men min oplevelse er, at billedkunstfolkene har manglet forståelse for, at dette er et bredt projekt, som tænker kultur i en udvidet forstand og handler meget om at arbejde på tværs af genrerne. Folkene fra billedkunstmiljøet burde have oppet sig lidt og være kommet ud af deres lille boks i stedet for at sidde og beklage sig bagefter.

At bruge metaforen om det omrejsende cirkus om projektet, som Jacob Fabricius gør, er en meget upræcis beskrivelse. Aarhus 2017 er ikke noget underholdningsprojekt, men har undersøgt regionens DNA og Europas DNA, og det har i høj grad haft en dyb effekt.

Jeg tror, det er en lille smule usynligt for folk, hvad udbyttet af et projekt som dette vil blive. Men jeg tror, vi vil se det i fremtiden. I regionen har en række museer samarbejdet om et udstillingsprojekt (De syv dødsynder, red.) og har dermed udviklet en metode for at samarbejde, og jeg tror det vil have stor betydning i fremtiden og styrke netværket. Mange af de udenlandske kunstnere, der har været her, har samarbejdet med lokale kræfter, og jeg tror, det har udvidet perspektivet. Man vil have en ny tilgang, et udvidet netværk og tilegnet sig en ny mulighed for at tænke ud af regionen og landet.”

Hvis vi taler om de langsigtede mål – og om billedkunsten. På hvilken måde vil den visuelle kunst i Aarhus og regionen være styrket om fem år?

“Jeg ville have ønsket, man kunne drive ‘O’ Space videre, men måske har projektet synliggjort en vision og vist muligheden for at tænke et nyt udstillingssted, som kan noget andet end de tilbud, der er her i forvejen. Men det er ikke vores opgave, det er en opgave for lokalsamfundet her. Vi demonstrerede, hvad der kan ske, og vi demonstrerede, at der var en interesse for sådan et sted, så nu er det op til lokale kræfter at tage ideen og løbe med den.”

Hvad med temaerne og værdierne “rethink”, “demokrati”, “bæredygtighed og mangfoldighed”? Kritikken går på, at det er brandingfloskler, altså bare ord uden konsekvens?

“Det er ikke brandingfloskler, mere forhåbninger, som byens borgere gennem en lang proces har ment, der skulle sættes fokus på. Jeg synes, du skal træde ud af den visuelle kunsts bobbel for en stund. Jeg synes, du skal spørge arkitekter, folk fra designverdenen, modeverdenen, spørg koreografer, teaterfolk, Den Jyske Opera, symfoniorkestret: De vil alle sige, at de har været stærkt optaget af at gentænke, reflektere over værdierne, og tænke gennem det, de gør. Jeg mener, vi har haft enorm succes med det.”

Kommentarer

Del artiklen

'Programchefen svarer igen: “Kunstnerne skulle selv have budt ind i stedet for at beklage sig bagefter.”'

Facebook