Pris til Ann Lislegaard

Pris til Ann Lislegaard

Portræt af Ann Lislegaard. Foto: Anders Sune Berg

Pris

Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Kunst-, Design- og Arkitekturpris 2015

Ann Lislegaard

Ann Lislegaard, der er aktuel med soloudstillingen Shadow Ya Ya på Kuoto Art Center, har modtaget Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Kunst-, Design- og Arkitekturpris 2015.

Det fagkyndige udvalgs begrundelse for uddelingen af Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Kunst-, Design- og Arkitekturpris 2015, oplæst af professor Henrik B. Andersen, lyder således:

“I år uddeles fondens pris til en prismodtager inden for kategorien kunst.

Billedkunstner og professor Ann Lislegaard (1962) modtager i år fondens pris.

Prisen er på 150.000 danske kr. og overrækkes ved en højtidelighed i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab den 17. november 2015. Fondens pris inden for kunst blev sidst tildelt kunstnergruppen AVPD i 2012.

Ann Lislegaard har igennem mange år arbejdet med forskellige medier, eksempelvis tegning, lyd, lys, installation, landart, animation, video m.m. Hendes værker bliver til i en dialog med ældre såvel som nyere kunsthistoriske og kulturhistoriske traditioner og referencer, herunder blandt andet minimalismen, konceptkunst, surrealisme og op-art. Hun er optaget af rummets og identitetens konstruktion, science fiction, film, litteratur, feminisme, samt både historisk og moderne arkitektur m.m. Desuden arbejder hun med at involvere ny teknologi i sine kunstneriske arbejder.

I de senere år har Ann Lislegaard produceret en serie suggestive og tankevækkende digitale animationsværker, alle efter inspiration fra science fiction litteratur og film. Det gælder f.eks. værket ’Bellona’ fra 2005 (efter Samuel R. Delany), ’Crystal World’ fra 2006 (J. G. Ballard) og værket ’Left Hand of Darkness’ fra 2008 (Ursula K. Le Guin). Disse tre værker er, ud over deres litterære udgangspunkt, også en undersøgelse af rummets tilblivelse. Værkerne kan ses som en fortløbende skabelse gennem arkitektoniske, geometriske og grafiske begivenheder, en slags rummelig og morfologisk inspireret dannelsesproces.

Med animationsværkerne, ’Time Machine’ fra 2011 og ’Oracles, Owls …. Some Animals Never Sleep’ fra 2012–14, hvor henholdsvis en rævelignende figur og en ugle er hovedpersonerne i en samtale af stemmer og digital støj, blev der skabt endnu et kapitel i Ann Lislegaards kunstnerisk proces. Værkerne arbejder med symbioser mellem det teknologiske, det animale og det antropomorfe, men understreger også Ann Lislegaards interesse for feminisme, spørgsmål omkring køn, identitet og sprog, temaer som er centrale i mange af hendes værker.

Ann Lislegaards animationsværker er undersøgende og eksperimentale og beskriver mulige verdener, hvor omfattende referencer i forskellige skalaer og domæner blandes og dukker op. Ann Lislegaards interesse for tidens, identitetens og rummets kompleksitet viser sig gennem værkernes labyrintiske struktur – som til sammen danner et hallucinatorisk rum – hvor ideen om kunst som repræsentation, abstraktion, narrative strukturer og fiktion bliver revitaliseret og fornyet.

Ann Lislegaard har en særlig placering på den danske kunstscene og har ydet et betydeligt bidrag til både den danske og internationale samtidskunst.

I årene fra 2004 til 2013 var Ann Lislegaard professor på Kunstakademiets Billedkunstskoler, som leder af Skolen for Tidsbaserede Medier. Hun er bl.a. repræsenteret herhjemme på Louisiana og i udlandet på Guggenheim i New York og Museet Reina Sofia i Madrid og har for nylig færdiggjort en stor udsmykning af forpladsen til KØS-museet for kunst i det offentlige rum.”

Pris

Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Kunst-, Design- og Arkitekturpris 2015

Ann Lislegaard

Del artiklen

'Pris til Ann Lislegaard'

Facebook