Playing Up – kunstspil i Nordens Hus Tórshavn

Playing Up – kunstspil i Nordens Hus Tórshavn

Pressefoto.

Den 19.-21. februar forvandles Nordens Hus i Tórshavn til en kæmpe kunstscene. Legebørn i alle aldre inviteres til performancefestival arrangeret af Live Art Danmark. Her får familier, venner, unge, gamle og børn mulighed for selv at prøve kræfter med performancespillet PLAYING UP, der har samlet og oversat samtidskunstens mest ikoniske performances til leg og genopførelse. Man kan prøve værker af blandt andre Marina Abramovic, Goodiepal, Kirsten Justesen, John Lennon og Yoko Ono.

PLAYING UP består af spillekort der er udstillet sammen med rekvisitter. Kortene beskriver historiske performances, forklarer værkerne og foreslår måder, hvorpå børn, unge og voksne kan afprøve og genskabe dem på – alene eller sammen med andre.

Guider fra Listabreytin (kunst-linjen) på den lokale Nám X (10. klasse-tilbud i Tórshavn), forklarer spillets regler og sørger for, at gæsterne får rekvisitter til at udføre værkerne: Man kan for eksempel fjernstyre sine venner, gå tur med sine forældre i snor, lave sushi på sin arm, prøve en gorillamaske og skrige så højt og længe som man kan!

Visse ting skal erfares på egen krop – der er stor forskel på at læse om et værk, hvor Marina Abramovic skriger så højt og længe, hun kan – og så selv at have gjort den samme kropslige erfaring. Performancen er arrangeret på henblik på at give de besøgende denne kropslige erfaring.

Senere på foråret vises yderligere 12 kort med performances, som er baseret på værker internationale kunstnere i samarbejde med kunstnere fra Færøerne, Grønland, Island, Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Kilde: Live Art Denmark

Tilmelding sker som gruppe (2-6 personer)
Pris: 100 kr. pr. gruppe
Varighed: 2 timer til at gennemføre spillet
Alder: Spillet er for alle over 4 år. Børn under 12 år skal meldes til sammen med en voksen.

PLAYING UP er et performancespil udviklet af Tate Modern London, Live Art Development Agency og Forschungstheater. Tilpasset og oversat til dansk af organisationen Live Art Danmark.

Udføres på Nordens Hus af David Sebastian Lopez Restrepo, Lars Vind-Andersen, Ellen Friis og Henrik Vestergaard. Tak til Anna Dea Djuraas, Rafaela Beltram, Lív Maria Róadóttir Jæger og Sanna Andrassdóttir Dahl.

Del artiklen

'Playing Up – kunstspil i Nordens Hus Tórshavn'

Facebook