Publikum bliver udfordret til at se kunsten fra nye vinkler på Esbjerg Kunstmuseum sommeren over. Den nye måde at præsentere værkerne på er ikke fuldstændig overbevisende, men hvo intet vover, intet vinder.
Playground +1
Playground er en nyophængning af den faste samling på Esbjerg Kunstmuseum, hvor der eksperimenteres med en radikalt anderledes formidlingsstrategi. Ophængningen er delt op i to afdelinger: Playground +1 og Playground -1. I den første del er det synsvinkler, der er i fokus. Publikum bliver opfordret til at betragte kunstværker i frit fald ned ad en rutschebane, svingende frem og tilbage på en gynge eller i frøperspektiv fra gulvet i en lille mørk hule. Intentionen fra museets side er, at man bliver bevidst om, hvad iscenesættelse og ikke mindst beskuerens egen position betyder for kunstoplevelsen. Spørgsmålet er, om dette budskab har en reel sammenhæng med den faktiske oplevelse. Jeg synes personligt, at det bliver lidt tænkt. Især når man opdager, at man skulle have været 12 år eller et anorektisk fugleskræmsel for i praksis at kunne få sin bagdel ned ad før omtalte rutschebane (og undertegnedes BMI ligger dog under den magiske grænse på 25).
Playground -1
I underetagen finder man anden del af udstillingen. Her er scenografien et Trivial Pursuit-agtigt spil, som man træder ind i med sig selv som spillebrik. Man slår med en stor skumgummiterning og går frem ad felterne på gulvet. På et tidspunkt på vejen igennem udstillingen via spillepladen rammer man et spørgsmålstegn, og en medfølgende museumsgæst læser nogle spørgsmål op til et af værkerne i rummet. Spørgsmålene er gode og udfolder flere sider af værket uden at give gæsten en rigid formel for, hvordan værket skal opleves. Dog kan enkelte gæster have svært ved at svare på, for eksempel hvor mange virkelighedsplaner, der er i et konkret maleri. Hele øvelsen med spillepladen og spørgsmålene er god og underholdende, samtidig med at den i højere grad åbner billedet for beskueren, end hvis det havde været en traditionel udstilling. Samtidig risikerer man imidlertid at opnå det modsatte af den ønskede effekt, nemlig at skubbe nye museumsgæster fra sig frem for at give dem lyst til at komme igen, fordi de indimellem oplever, at det faktisk kræver et indgående kendskab til kunstens verden at gå på kunstmuseum.
Er det for barnligt?
Playground er lagt an på myten om kunstneren som legebarn, og derfor har man omdannet museet til legeplads. Et oplagt spørgsmål er derfor: Er det for barnligt? Mit svar er: Næ, ikke så længe de voksne også udfordres, og det gør de. Esbjerg Kunstmuseum er kendt for at lave eksperimenterende formidling, og tit lykkes det rigtig godt. Deres veludviklede formidling til børn kan i mange tilfælde også med udbytte benyttes af voksne.
Til denne udstilling hører også et A4-ark med titlen Leg med kunsten – ideer og inspiration til børn og voksne. Nogle af legene på arket blev afprøvet af undertegnede og medfølgende museumsgæster. De var gode og ganske tankevækkende, omend en af legene, der indebar kast med en bold foran museets COBRA-malerier, godt kunne give anledning til dårlige nerver. Således er den største part af udstillingen Playground lagt an på, at man har mindst en ‘legekammerat’ med på museet, men hvad gør den person, der kommer på museet alene? Det er ikke sjovt at lege, hvis der ikke er nogen at lege med.
