Piscine – et friskt pust til den aarhusianske kunstscene

Piscine – et friskt pust til den aarhusianske kunstscene

Udstillingstedet Piscine i Møllegade. Foto: Michael Roloff

Billedserie

Udstillingssted

Piscine

Piscine
Se kort og tider

Piscine er ikke et galleri, et udstillingssted eller et projektrum, men istedet et 'fænomen'. Hvorfor? Det har KUNSTEN.NU taget en snak med den unge kurator Michael Roloff om.

“Jeg er bange for at ekskludere fantasien, hvis jeg kalder det et udstillingsted,” siger Michael Roloff eftertænksomt, da jeg en sensommereftermiddag møder ham udenfor ‘fænomenet’ Piscine, der fysisk består af et lille lokale i en af de få industribygninger, der er tilbage i Aarhus centrum. “Der findes så mange lukkede forestillinger om, hvad et udstillingssted er. Dem vil jeg gerne bryde med,” fortsætter han.

Den unge kurator er i færd med at åbne op for endnu en dag med den aktuelle udstilling i bygningen på hjørnet af Mølleparken, hvor mange hver dag passerer forbi med mere eller mindre nysgerrige blikke. Da han selv startede Piscine op på den centrale placering i marts i år, var det med en ambition om at opdyrke et nyt og anderledes præsentations- og refleksionsrum for kunst og kuratering.

En ideel placering
Og netop Piscines populære placering er noget af det første, Michael Roloff nævner kan være med til at efterkomme det ønske:

“Der kommer utrolig mange mennesker forbi her, og man kan skimte både Aros og Kunsthal Aarhus herfra. På den måde er stedet her ideelt til at skabe en indirekte samtale med de store institutioner og samtidig være noget helt andet, noget fuldstændigt friskt, der kommer op fra en undergrund med meget få midler.” 

Michael Roloff taler roligt, nærmest grundigt. Det er tydligt, at han har gjort sig mange tanker om, hvad han vil med det lille udstillingsfænomen. For ham udfylder Piscine et rum for kunst og reflektion, som han synes Aarhus har manglet, og siden det åbnede tilbage i marts har Michael Roloff arbejdet benhårdt på at skabe et ungt, ikke-kommercielt sted med fokus på samtidskunst.

Jens Settergren: Trope 2015. Foto: Kaare Viemose
Jens Settergren: Trope 2015. Foto: Kaare Viemose
Et friskt pust
Michael Roloff fortæller, hvordan han ser Piscine som et friskt pust til den aarhusianske kunstscene, som ifølge ham er stærkt præget af erfarne, etablerede spillere.

“Jeg er slet ikke imod de andre steder, tværtimod, jeg er blot tilhænger af diversitet”, forsikrer han mig og uddyber, at han mener, miljøet trænger til at etablere en ny generation, fordi Aarhus i mange år har været en by, hvorfra mange unge, talentfulde kunstnere er flygtet fra.

Udefra ser bygningen ramponeret ud, men træder man indenfor i Piscine, overraskes man, fordi man kommer ind i noget, der minder om et rigtigt gallerirum.

“Det her sted tør godt være en White Cube med blankpolerede vægge, som giver kunsten et spillerum,” siger Roloff om Piscines meget minimalistiske og stramme udstillingsstil. Trods sin begejstring for den klassiske udstillingsform med hvide vægge har han gjort sig mange kuratoriske overvejelser om, hvordan beskuerne skal møde kunsten på Piscine.   

Samarbejde og synergi
For Michael Roloff er det vigtigt, at han ikke fremlægger kunsten for tydeligt, så besøgende efter et halvt minut kan gå ud med en vished om, om de kunne lide det eller ej:

“Jeg forsøger at præsentere kunsten sådan, at hvis man bliver og giver sig tid til værkerne, så giver et besøg på Piscine både en æstetisk og sanselig oplevelse, der udfordrer intellektet.”

I sin kuratoriske praksis lægger Michael Roloff vægt på en minimalistisk formidling af kunsten, så den ikke sprogliggøres unødvendigt. Yderligere finder han det vigtigt at have så lange samarbejder med de udstillende kunstnere som muligt. “For at opnå den bedst mulige synergi,” som han siger.

Jens Settergren: Trope 2015. Foto: Kaare Viemose
Jens Settergren: Trope 2015. Foto: Kaare Viemose

Et minimalistisk udganspunkt
Tilsigtede sammensætninger
er titlen på Piscines aktuelle udstilling, og her skinner det vigtige samarbejde mellem kunstneren og kurator tydeligt igennem. Kunstneren bag udstillingen hedder Carl Emil Jacobsen, og hans tilgang til kunsten er håndværksbaseret og inspireret af naturens materialer. Michael Roloff har derfor valgt en minimalistisk kuratering, hvor de rå materialer som bl.a. sten og træ møder beskuerens blik i et nøgent rum uden udtalte fortolkninger eller anden rammesætning. 

Samme knaphed var at finde i Piscines første udstilling Trope, hvor kunstneren Jens Settergren og Michael Roloff i tæt samarbejde forsøgte at efterleve førstnævntes ønske om at holde fast i kernen og fravælge alt overflødighed. Dette resulterede i en udstilling, hvor lyd, varme og grønne radiatorer fyldte det hvide rum i en synæstetisk undersøgelse af det tropiske. 

Carl Emil Jacobsen: Tilsigtede sammensætninger 2015. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup
Carl Emil Jacobsen: Tilsigtede sammensætninger 2015. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup
En kuratorisk træningsbane
“For mig er Piscine et kuratorisk eksperiment. En træningsbane for samarbejde mellem kunstnere og kuratorer,” forklarer han.

Et eksperiment, der også videreføres i Piscines kommende udstilling. Her skal Piscine samarbejde med den norske kunstner Chris Petter Spilde, der har beskæftiget sig med poesi og andre tekstlige eksperimenter, men som nu tager første skridt i retning mod billedkunsten.

“Jeg tror, at den kommende udstilling kommer til at have en helt anden skrøbelighed og sensiblitet end den nuværende udstilling,” fortæller Michael Roloff, der glæder sig til de fremtidige kuratoriske udfordringer.

Carl Emil Jacobsen: Tilsigtede sammensætninger 2015. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup
Carl Emil Jacobsen: Tilsigtede sammensætninger 2015. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup
Et fænomen forsvinder ikke
De udstillende kunstnere er indtil nu et resultat af en finkæmning af Michael Roloffs eget netværk i kunstneriske kredse, men allerede i løbet af efteråret er tanken at åbne op for Open Calls. Han planlægger ligeledes at etablere et kunstnerisk udvalg, der skal indgå i dialog om, hvilke kunstnere Piscine skal udvælge:

“Jeg oplever, at der opstår utrolig mange perspektiver på kunsten, når man indgår i en dialog om den.”

Michael Roloff har planlagt initiativer til og med juni 2016, men hvor længe, udstillingsfænomenet Piscine får lov til at holde til på den nuværende adresse, er dog uvist. Bygningerne har tidligere været kommunale, men er nu solgt og på private hænder. I disse gentrificeringstider truer en nedrivning forude.

“Men Piscine er jo et udstillingsfænomen, og selvom vi ikke kan være i de her lokaler i fremtiden, så forsvinder fænomenet ikke,” slutter den unge kurator og smiler.

Carl Emil Jacobsen: Tilsigtede sammensætninger 2015. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup
Carl Emil Jacobsen: Tilsigtede sammensætninger 2015. Foto: Elisabeth Hjortshøj Thostrup

Piscine er et ikke-kommercielt produktions- og udstillingsfænomen, der efterstræber at understøtte hovedsageligt yngre danske kunstnere og kuratorer til at udvikle værker og projekter. Piscine orienterer sig primært mod nyere samtidskunst og ønsker at præsentere varierende udstillinger.

Piscines udstillingslokale er 40m2 og placeret i byens første gas–beton byggeri, opført af C.F. Møller tilbage i 1933 ved Mølleparken, Aarhus.

Billedserie

Udstillingssted

Piscine

Piscine
Se kort og tider

Del artiklen

'Piscine - et friskt pust til den aarhusianske kunstscene'

Facebook