Periskop er dukket op til overfladen

Udgangspunktet er en central konflikt inden for feltet, og der ses tilbage for at se frem i ‘periskopet’ med velvalgte artikler og et polemisk antrit.

Den performative vending har ligget lunt i svinget i de seneste år og begrebet performativitet har vundet indpas særlig inden for humanistisk videnskab, men forskellige begrebsforståelser skiller vandene.

I forordet skitseres det, hvordan betydningen af begrebet performance har bevæget sig i øst og vest inden for henholdsvis teatervidenskab og filosofi.

Inden for teatervidenskab beskrives termen som en genre eller en frivillig opførelse af et stykke, en handling eller et værk, mens man inden for filosofien har set det at agere eller ‘performe’ som til dels ufrit og styret af bestemte handlemåder, koder og normer.

Frem og tilbage med et dobbelt greb
Periskop indskriver sig i en fortløbende diskussion og forsøger at overvinde polariseringen ved at favne bredt i artikeludvalget, og man kommer omkring performance som kunstform, over værker der benytter sig af performative virkemidler til performativitet som metode.

Trods den åbne tilgang lægger Periskop sig trods alt op af en forståelse, som den tyske kunsthistoriker Dorothea von Hantelmann understreger i sin korte men præcise artikel Handlingens tale: om performativitet; det performative ligger ikke i det enkelte værk, men er udelukkende en funktion af betragterens blik; et område i betydningsproduktionen.

Kompleksiteten længe leve
Tidsskriftet emmer af komplicerede teoretiske problemstillinger og akademisk tyngde og egner sig til de færreste natborde – som læser gælder det om at holde tungen lige i munden.

Er man helt grøn ud i performativitetsteori, får man sin sag for. Dog er de tre indledende rammetekster, som bringes i nye danske oversættelser, er et godt sted at starte, og de giver en god introduktion til de efterfølgende værkorienterede artikler.

70’erne går igen
Samtidig er der valgt en historisk kontekstualisering, som tager læseren ved hånden. De værkorienterede artikler fordeler sig i to hovedspor og hvor samtidskunstnere som Das Beckwerk, performancegruppen Forced Entertainment og kunstneren Jeppe Hein behandles i det ene, så trækkes der tråde tilbage til 70’erne i det andet.

Redaktionen bag Periskop har lagt særlig vægt på et årti, der må siges at have haft skelsættende betydning for den performative kunst og italesættelsen af denne, og det fungerer som endnu et introducerende element.

Artiklerne spænder over feministisk udstillingspraksis til den danske kunstner Richard Winters performative og forskydende genbrug af modernismen i sine iscenesatte fotografier og vidner om den spændvidde, der prægede strømningen, hvis man kan tale om en sådan. På den måde pendles der frem og tilbage, og feltet forankres på glimrende vis med eksempler fra samtidskunsten samt nedslag i 70’erne.

Er holdbarheden holdbar?
Det fjortende nummer af Periskop har været længe undervejs. Det faktum giver måske yderligere anledning til at fundere over tidsskriftet som et langsomt medie i vores hurtige og webbaserede hverdag.

De teoretiske grundtekster og værkanalyserne vil helt sikkert opnå et par slidte æselører rundt omkring i bogreolerne, samt blive læst flittigt på diverse kurser på universiteterne. Debatindlæg og anmeldelser derimod kommer til at virke stivnede og en smule forældede, måske ville de gøre sig bedre på f.eks. en sideløbende blog.

En useriøs seriøs refleksion
En artikel der til gengæld absolut ikke er forældet, er den engelske performanceteoretiker Gavin Butt’s tekst, hvor han med Oreet Ashery’s kunstpraksis som case reflekterer over sin egen akademiske skrivepraksis og dens fordele og ulemper i arbejdet med performancekunst.

Gavin Butt spørger om vi bør tage performance alvorlig? Seriøsitet opfatter han, som en ‘påtvunget’ form for kulturel etikette og adfærd, der spænder ben for performancekunstens institutionskritiske potentiale og til tider skæve facon.

Men hvordan kan vi forholde os mere åbne og ‘ikke-alvorsfulde’ i mødet med den interdisciplinære og grænseoverskridende kunst?

Et kig i krystalkuglen
Det spørgsmål lader Gavin Butt såvel som tidsskriftet stå åbent. Dermed peger tidsskriftet fremad mod nye anskuelser og diskussioner inden for feltet.

Hvis man mangler et trinbræt til at stige på det performative tog, så er Periskop en god mulighed. Er man allerede ombord, så kan man rykke frem i vognen og gå i lag med de aktualiserende og anskueliggørende værkanalyser, der puster nyt liv til debatten om brugen og forståelsen af performativitetsbegrebet inden for en kunsthistorisk og kunstteoretisk ramme.