Performance skal tages useriøst alvorligt

Kys en ørred og stop solen
På lærredet toner et grotesk scenarium frem: en turbanklædt storskægget mandsling tungekysser en kleppert af en regnbueørred, som han sekunder forinden har promeneret med i en barnevogn. Scenen sender kaffen i den gale hals på flere af deltagerne, der denne lørdag morgen på den årlige fagkonference i organisationen Performance Studies international har indfundet sig i Københavns Universitets nye auditorium for at diskutere faget og dets udvikling.

Det er lektor ved Visuel Kultur på Goldsmiths Universitet i London, Gavin Butt, der har påbegyndt sin forelæsning Should we take performance seriously med en gennemgang af den mærkværdige performance The Saint’s of Whitstable, hvor den engelske performancekunstner Oreet Ashery laver reenactments af nogle af 17-hundredetalsfantasten, jøden, feministen og muslimen Shabbtai Zavis mange underlige gerninger.

Shabbtai Zavi blev i sin tid forkastet af det jødiske trossamfund blandt andet for sin agiteren for sammenhængen mellem Islam og Jødedommen og ikke mindst for sin selvudnævnte Messias-position. Ud over førnævnte ørredperformance fortolker Ashery for eksempel Zavis ide, om at han var i stand til at ’stoppe solen’, ved aktivt at bruge solens stråler og havvand som dele af fremkaldeprocessen bag 30 foto/vandmalerier.

Omklamret af det fine selskab
Men Butts pointe er ikke blot at få liv i sæderne blandt konferencedeltagerne, der består af omkring 500 kunstnere, teoretikere og studerende, der alle har Performance Studier som fælles interesse. Det akademiske niveau på konferencen er højt og lixtallet ligeså. Heroverfor står Gavin Butt, hvis arbejde i årevis har taget luften ud af, hvad han ser som en selvpåført overseriøsitet, som kunstverden og kunstkritikere svælger i. Blandt andet i bogen Between You and Me: Queer Disclosures in the New York Art World 1948-1963.

Uhøjtidelig seriøsitet
”Jeg er vokset op i den engelske middelklasse, hvor adgangen til kultur primært foregik via TV. Vi havde en uskolet og udisciplineret – man kunne sige en useriøs – tilgang til kultur,” fortæller Butt. Han understreger, at selvom han selv må betragtes som en social mønsterbryder, sætter han pris på den uhøjtidelige attitude til livet, som han er vokset op med: ”Jeg har set, at man kan sætte pris på noget uden at føle, at vi skal gøre det i forhold til et vist seriøst kunstkodeks. Seriøsitet er en handleform som godt kan adskilles fra dybde.”

Det uregerlige barn
I dit oplæg kritiserer du institutionaliseringen af performaces. Kvæler formelle kunstrammer så at sige barnet?

”Hvis man ser på moderne museer og gallerier og frem for alt på kunstbiennaler, der pr. natur profilerer sig på at være med på beatet, så er de alle smækfyldt med live performances. Jeg ser performancen som det uregerlige barn, der er blevet inviteret indenfor – for ikke at sige omklamret af – det fine selskab. Herved er der en risiko for, at den mister en del af sit subversive potentiale. Performancen oplever en bevægelse tilbage til den scene og skuespillerrolle, som bevægelsen gjorde op med og risikerer at ende som ren underholdning.”

Hul seriøsitet
Din kritik minder om Brian O’Doherty’ ”White cube”-kritik. Er dit ærinde i virkeligheden anti-kapitalistisk og mod den kommercielle kunstindustri?

”Ja til en vis grad. Museums- og galleriindustrien tilskriver performances kommerciel værdi. Men det er en oppumpet værdi, der akkompagneres af en hul seriøsitet, som jeg mener, ikke er passende for mange performances, der ofte er baseret på parodi, humor og absurditet. Mit projekt går blandt andet ud på at undersøge, hvorvidt vi kan værdsætte ting uden at være for seriøse omkring det”.

Rød næse og fnisen på KUA
Mens publikum stiller seriøse spørgsmål til, hvordan man med uhøjtidelighed kan tale seriøst om det useriøse, glider Julian Rosefeldts Clown-performance fra 2005 op på lærredet. Fuldstændigt ude af sit element trasker en klovn med sine alt for store sko, rød næse, smækbukser og en naiv nærmest melankolsk mine rundt i ring i den brasilianske regnskov. Det seriøse gennemdesignede KUA-auditorium fyldes med en småfnisen, som i sig selv måske er en del af svaret på Butts undersøgelse.