"Performance er den nye offentlige kunst"

"Performance er den nye offentlige kunst"

Jesper Just, True Love is Yet to Come, 2005. A Performa Commission for Performa 05. (Foto: Paula Court)

Billedserie

Biennale

Performa 15

En hver kunstinstitution og -begivenhed med respekt for sig selv og sit publikum tilbyder i dag dedikerede programmer for performance. Det er ikke så underligt, hvis man spørger Esa Nickle, der er produktionschef ved biennalen Performa i New York, der har ændret hele kunstverdenens forhold til performance som kunstform.

I ti år har Performa kæmpet for dels at cementere begrebet performancekunst (Performance Art) som en naturlig del af kunsthistorien og dels at skabe nogle unikke muligheder for internationale kunstnere til at arbejde med performancekunst. Det er en position som Performa og biennalens direktør RoseLee Goldberg efterhånden har slået fast. I kunsthistorien med udgivelser som Performance Art: From Futurism to the Present fra 1979 og blandt det internationale kunstpublikum ved at gen-placere performancekunsten centralt i kunstbegrebet og realisere performance produktioner, som selv kunstnerne aldrig havde troet, de skulle lave.

Det startede med den iranske vidoekunstner Shirin Neshat, hvis værker netop havde nogle kvaliteter i RoseLee Goldbergs øjne, som performancekunsten kunne nyde godt af. Samme historie gjorde sig gældende med danske Jesper Just, der blev bedt om at producere et værk til den første PERFORMA i 2005.

Hvad har I tænkt jer?
“Han kom ind på vores kontor i New York med udslåede arme og sagde: “Hvad har I egentlig tænkt jer, at jeg skal lave?” Og det endte med et helt fantastisk værk,” mindes Esa Nickle, og påpeger samtidig hvor grænseoverskridende performance-mediet er for mange billedkunstnere.

Just har siden brugt performance som ét af hans foretrukne medier. Senest i samarbejde med Dorit Chrysler på Louisiana med værket This Nameless Spectacle (2012). I dag efter bare fire biennaler har 450 kunstnere præsenteret værker som en del af Performa’s program. Mange af dem billedkunstnere, der aldrig selv havde tænkt tanken.

En katalysator
RoseLee Goldberg beskriver selv motivationen bag biennalen således:

Performance is an important catalyst in the development of the history of twentieth century art. A biennial dedicated to performance will provide audiences with a highly selected overview of the most outstanding work and will, at the same time, show the relevance of live art as an innovative and important contemporary form. We feel that the biennale will ignite a new performance scene in New York, inspiring both emerging and established artists to consider new dimensions for live performance.

Den agenda bekræfter Esa Nickle:
“Kunstscenens kodeks er historie, vil jeg mene. Vi er i en ny fase, hvor kunst ikke længere er en eksklusiv, intellektuel begivenhed, men henvender sig til et stort, internationalt publikum. Performance er den nye offentlige kunst, og jeg tror alle institutioner vil komme til at arbejde med det her. For performance skaber en unik forbindelse til publikum,” understreger hun.

Esa Nickle er uddannet sociolog og var helt grøn i billedkunstfaget, men det var en øjenåbner at få et indblik i den måde Goldberg tænkte performance på, og som en naturlig del af kunsthistorien.

Pawel Althamer, Queen Mother of Reality, 2013.  A Performa Commission for Performa 13. (Foto: Paula Court)
Pawel Althamer, Queen Mother of Reality, 2013. A Performa Commission for Performa 13. (Foto: Paula Court)

“Med hendes begreb ’performancekunst’ ville hun slå en term fast i kunsthistorien, men samtidig ændre forståelsen af, hvad det vil sige. Da vi indledte arbejdet med biennalen brugte vi ikke ordet performancekunst, på grund af dets associationer til en ret smal kunstform, der for mange ikke er særlig inkluderende,” forklarer Nickle og uddyber:

“Det er en speciel position vi indtager, hvor vi har skubbet os væk fra den her meget fikserede idé om performancekunst og placeret os i midt i samtidskunstbegrebet, hvor historien starter i fx fluxus eller helt tilbage i futurismen og hvor de kunstneriske medier kan være alt fra arktiektur, mad og krop. Hvis man har den tilgang, så er performance ligesom maling.”

Det rigtige skub
Den inkluderende historieskrivning har været Goldbergs fokus, og derfor har der også været en særlig interesse i at arbejde med billedkunstnere for at skabe den her forbindelse. At skubbe de her billedkunstnere ud i performance-mediet, får dem i følge Nickle ofte til at åbne op og overskride deres forestillinger om, hvad deres værker kan.

“Nathalie Djurberg, var virkelig i tvivl om, hvad vi ville med hinanden. Hun lavede ”jo bare nogle korte animationsfilm”. Men hun har jo et helt team også med musikere, så det var så oplagt at overføre det til livesituationen, og resultatet var helt fantastisk. Fra det lille værk, blev det kæmpe stort og levende. Et perfekt eksempel på den proces. Men det er hver gang en kæmpe udfordring for kunstnerne, at skulle opføre noget live. De er jo oftest på behørig afstand af deres publikum, og her er det jo pludselig en meget intim situation.”

Natalie Djurberg, Kids and Dogs, 2007.  A Performa Commission for Performa 07. (Foto: Paula Court)
Natalie Djurberg, Kids and Dogs, 2007. A Performa Commission for Performa 07. (Foto: Paula Court)

Nogle af de kunstnere, Performa har arbejdet med, har brugt op til 8 år på at lave deres projekt. Og den proces gødes og følges meget nøje af Goldberg og Nickle. Andre kunstnere har været vigtige at få med fordi de i sig selv er historiebærende i kunsten, Marina Abramovic fx.

“Det var meget vigtigt og interessant for os at have Marina Abramovic med første år, hvor hun lavede Seven Easy Pieces og genskabte disse på The Guggenheim Museum, fordi hun er så markant en figur og hendes værker allerede har en nærmest ikonisk status,” forklarer Nickle.

En ny bevidsthed i kunsten
Nu vender hun blikket mod institutionerne:

“Det har været en hel bevidst proces, hvor det har været vigtigt at italesætte performance og alt det materiale, der ligger rundt omkring på institutionerne som en vigtig del af kunsthistorien. Derfor har de sidste ti år også bare været en lang proces henimod det fokus og den position for biennalen. Vi laver publiceringer hver gang, der beskriver disse kunsthistoriske forbindelser og forsøger at nedbryde de her grænser mellem fx billedkunsten, scenekunsten, poesien og dansen.”

Boris Charmatz, Musee de la Danse, A Performa Project for Performa 11. (Foto: Paula Court)
Boris Charmatz, Musee de la Danse, A Performa Project for Performa 11. (Foto: Paula Court)
Fra en Performas mange seminarier. Her med titlen: Why Dance? i 2011. (Foto: Paula Court)
Fra en Performas mange seminarier. Her med titlen: Why Dance? i 2011. (Foto: Paula Court)

“Vi har en helt klar forståelse af, at det kritiske sprog omkring performance er mangelfuldt, og RoseLee understreger det igen og igen, at vi skal træne skribenter og kunsthistorikere til at tage hånd om det her materiale, for hvis der ikke er et kritisk feedback, så bliver der ikke skabt en forbindelse til offentligheden og forståelsen af kunstformen bliver på mange måder marginaliseret.”

Det her med at have en forståelse og en viden om historien er virkelig vigtig for Performa Og der den danske kunstecene i følge Esa Nickle en forståelse af performance som en naturlig del af fx Fluxus-kunsten.

“Derfor tror jeg, at den bevidsthed har været nemmere at etablere. Og Fluxus, tror jeg har influeret den danske kunst helt fundamentalt. En kunst, der ikke er tung, men legende og intelligent. Det synes jeg præger den danske kunst og kunstnere som fx Superflex.”

Esa Nickle under hendes talk på CHART ART FAIR. (Foto: Amalie Frederiksen)
Esa Nickle under hendes talk på CHART ART FAIR. (Foto: Amalie Frederiksen)

“I USA er det meget sværere at krydse de her grænser, og da vi heller ikke har en særlig stærk biennalekultur, så har performance ikke mange platforme at arbejde på udenfor museerne. Her er Biennalerne og performance programmerne blevet den ny form for ’offentlig kunst’.”

Live-kunst skaber publikum
I de sidste år har Performa kunnet se, at de fleste institutioner har etableret performance programmer.

“Vi ser det som et udtryk for, at man har indset, at man ikke kan nøjes med at udstille skulpturerne og malerierne. MoMA har fx etableret et decideret danseprogram nu, hvor de kommissionere værker til institutionen. Og der er mange institutioner, der har indset at live-kunst, skaber publikum og får en masse unge til at gå på museum. De går alle den vej nu. Men skal man gøre det ordentligt, så kræver det jo en masse arbejde og nogle særlige rammer, før det fungerer.”

Nogle erfaringer som Performa nu har, og som har krævet hårdt arbejde.

“Vi får maser af henvendelser fra folk, der spørger, hvordan vi sælger performance. Men det er jo ikke det, vi gør! Vi laver kunst.”

RoseLee Goldberg om hendes forhold til performance og baggrund for PERFORMA:

Også under Copenhagen Art Week kan man opleve performance.

I dag onsdag fra kl 13-17 kan du opleve et af Copnehagen Art Weeks performanceprogrammer i og omkring den københavnske metro med værker af Sandy Smith (UK), 8bitKlubben og Molly Haslund.

Torsdag kl. 21 præsenterer Den Frie Udstillingsbygning en performance med den amerikanske video- og performancekunstner Blake Shaw.

Se mere i programmet.

I Danmark findes performance programmer og festivaler på en række kunstinstitutioner, hvoraf den mest centrale indtil videre har været ACTS arrangeret af Museet for Samtidskunst i Roskilde. Derudover har organisationen liveart.dk stået bag festivalen Hitparaden, der løber af stablen fra 18.-21. sep. samt afholdt en lang række arrangementer med liveperformances, workshops og debat med henblik på at opdatere sproget og blikket på performancekunsten. Senest med en performace-festival for børn i Nikolaj Kunsthal. Se mere på liveart.dk

Billedserie

Biennale

Performa 15

Del artiklen

'"Performance er den nye offentlige kunst"'

Facebook