Penisfutteraler og dagligvarer betyder sjov og spas i Odense

Vis billedserie

23 jul 2008 9 aug 2008

Luise Sejersen, Kathrine de Place Bjørn, Biba A. Smidth-Fibiger, Rikke Hvejsel, Sarah Rathje, Lea Guldditte Hestelund, Ulla Pedersen, Tommy Art, Michael Würtz Overbeck, Kristian D. Mikkelsen, Morten Plesner, Mikkel Horne Bervild, Flemming Rolighed, Tuk Bredsdorff, Ina A. Mance, Johan Ankersen, Svend Åge Böll, Malene Dam, Misja Thirslund Krenchel, Eva la Cour

DCK - Den Censurerede Kunstudstilling
Se kort og tider

Der er udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen. Det kan downloades her.

Ansøgningsskemaet til næste års udstilling, DCK#09, kan hentes på udstillingens hjemmeside fra 1. januar 2009

Penisfutteraler og dagligvarer betyder sjov og spas i Odense

Scene fra et registreret parforhold. Sarah Rathje, Stamtræ, 2008. Foto Kasper Lie.

Med Peter Land, Søren Behncke og Christian Schmidt-Rasmussen ved jury-roret viser DCK#08, at samtidskunsten (også) er humoristisk.

Ok, der er andet end skæg og ballade på Den Censurerede Kunstudstilling, men det er humoren, latteren og de sjove indfald, der fylder udstillingssalene på Filosofgangen i Odense. Det giver en underholdende og seværdig udstilling, der ikke tager sig selv mere højtideligt end højst nødvendigt. Man skal være meget stram i betrækket for ikke at synes om udstillingen.

Dansk familiestruktur anno 2007
Udstillingens perle er Sarah Rathjes Stamtræ. I en skematisk opstilling følger vi Holger og Lailas efterkommere gennem fire slægtsled.
Stamtræet består af dagligvarer med personnavne, blandt andet pæredanske Nikoline (sodavand), eksotiske Ramirez (sardiner) og homoseksuelle Rich (sigøjnersovs).
Vi ser Lille Lise og Alis tværkulturelle ægteskab blomstre med børnene Ramirez, Carmenzita og Djarmela, mens Nick og Richs registrerede parforhold forbliver barnløst.
Ved at sammensætte produkterne skaber Sarah Rathje en rørende og morsom fortælling om vores hverdag. Menneskeliggørelsen af dagligvarerne får beskueren til at digte med på familiens skæbne.
Så enkelt kan kunsten fortælle den store historie om vores samtid, og så let kan den forandre mit syn på saltede sardiner.

Melet Laila og Hvedeskorperne Holgers stamtræ. Sarah Rathje, Stamtræ, 2008. Foto: Kasper Lie.
Melet Laila og Hvedeskorperne Holgers stamtræ. Sarah Rathje, Stamtræ, 2008. Foto: Kasper Lie.
De yderste grene af en stor familie. Sarah Rathje, Stamtræ, 2008. Foto: Kasper Lie.
De yderste grene af en stor familie. Sarah Rathje, Stamtræ, 2008. Foto: Kasper Lie.

I et buskads i København
Morten Plesner og Mikkel Horne Bervilds 5 kg urinstinkt i hakket kalv og flæsk er en kort video om en vild stamme, der bebor et buskads midt i København. Iført autentiske penisfutteraler går stammen på jagt med bue og pil og nedlægger et ‘happy face’ lavet af hakkekød.
Filmen gør befriende grin med den tendens indenfor samtidskunsten, hvor kunstnere leger etnografer og dokumenterer ‘livet’, som det leves rundt omkring i Danmark.

I Københavns urskov nedlægges et hakkekødfyldt Happy Face. Morten Plesner og Mikkel Horne Bervild, 5kg urinstinkt i hakket kalv og flæsk, 2008. Foto: Kasper Lie.
I Københavns urskov nedlægges et hakkekødfyldt Happy Face. Morten Plesner og Mikkel Horne Bervild, 5kg urinstinkt i hakket kalv og flæsk, 2008. Foto: Kasper Lie.

Kæmpe for et par minutter
Kristian D. Mikkelsens miniaturelandskab In some ways we are giants fylder et helt rum. Man vader rundt som en kæmpe blandt skove og bakker, der ikke når en til sokkeholderne. Med hovedet i skyerne følger man mennesker og dyrs liv i det grønne landskab.
Værkets størrelse og detaljerigdom gør oplevelsen realistisk. Man er for et øjeblik en kæmpe med næsten guddommelig magt over den grønne jord. Enhver bevægelse i landskabet har konsekvenser, når et forkert fodtrin udrydder en fåreflok eller fælder en skov. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at det er sjovt at være almægtig.

Min ledsagerske træder varsomt over det bakkede landskab. Kristian D. Mikkelsen, In Some Ways We are Giants, 2008. Foto: Kasper Lie.
Min ledsagerske træder varsomt over det bakkede landskab. Kristian D. Mikkelsen, In Some Ways We are Giants, 2008. Foto: Kasper Lie.
En kæmpe har trådt ved siden af dydens smalle sti (det var ikke mig). Kristian D. Mikkelsen, In Some Ways We are Giants, 2008. Foto: Kasper Lie.
En kæmpe har trådt ved siden af dydens smalle sti (det var ikke mig). Kristian D. Mikkelsen, In Some Ways We are Giants, 2008. Foto: Kasper Lie.

Smagsdommeri – ja tak
Den Censurerede Kunstudstilling blev vist første gang i 2005, og siden har udstillingen vist nutidig billedkunst, som ifølge vedtægterne ”har relevans på den danske samtidskunstscene”.
Censuren er hvert år lagt i hænderne på en ny tre-personers jury. Det kan lyde som gammeldags smagsdommeri, og det er det heldigvis også.
Fagligheden blandt jurymedlemmerne er en selvfølgelighed, men det er de enkelte jurymedlemmers personlige præferencer, passioner og idiosynkrasier, der udgør den virkelige og spændende baggrund for udvælgelsen.
Der er mange mennesker med stor kunstfaglighed, men der er kun én Peter Land, én Søren Behncke og én Christian Schmidt-Rasmussen, og de tre har i år vist, at humoren har relevans for samtidskunstscenen.
Jeg smågriner stadig.

Vis billedserie

23 jul 2008 9 aug 2008

Luise Sejersen, Kathrine de Place Bjørn, Biba A. Smidth-Fibiger, Rikke Hvejsel, Sarah Rathje, Lea Guldditte Hestelund, Ulla Pedersen, Tommy Art, Michael Würtz Overbeck, Kristian D. Mikkelsen, Morten Plesner, Mikkel Horne Bervild, Flemming Rolighed, Tuk Bredsdorff, Ina A. Mance, Johan Ankersen, Svend Åge Böll, Malene Dam, Misja Thirslund Krenchel, Eva la Cour

DCK - Den Censurerede Kunstudstilling
Se kort og tider

Der er udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen. Det kan downloades her.

Ansøgningsskemaet til næste års udstilling, DCK#09, kan hentes på udstillingens hjemmeside fra 1. januar 2009

Kommentarer

Del artiklen

'Penisfutteraler og dagligvarer betyder sjov og spas i Odense'

Facebook