Aktuel udstilling af Paul Gauguins omfattende værk på Tate Modern i London understreger, hvorfor vi kan være taknemmelige for finanskrisen i 1882.
“What do husbands generally do, especially stockbrokers? On Sundays they either go to the races, or to the cafés, or with whores, for men need a few distractions, otherwise they cannot work and besides it´s only human nature.” Paul Gauguin (Tahiti) i brev til Mette Gauguin (København), 1892.
Takket være finanskrisen 1882 stoppede Paul Gauguin sit virke som børsmægler og slog sig på maleriet, der indtil da havde været ren søndagsbeskæftigelse og almindelig distraktion. Siden 1873 havde Gauguin været en glad hobbykunstner, gift med danske Mette og far til fem. Han dør som 54-årig af et hjerteslag i 1903 efter et tiår præget af difteri, malaria, syfilis og en hverdag på en tropisk sydhavsø – og under en konflikt med de lokale myndigheder over en skattesag.
I de cirka 20 år Gauguin helligede sig billedkunsten skabte han talrige mesterværker til den europæisk kulturhistorie. Tak for det.
Tænk om andre kunne gøre det samme! Se kreative pengemennesker anno 2010 blive til fuldblods kunstmennesker!
Lækkert maleri
Hvad gav Gauguin? Farvestærke, ofte sært komponerede og forenklede malerier, træsnit og skulpturer. Foruden portrætter og stilleben samt religiøse og folklorisktiske motiver, ser vi ofte mennesker, der lever i tæt samhørighed med natur, som billeder på naturlig sensualitet, gerne med kvinden som spirituelt væsen i en førmoderne verden.
I selvportrætter fremstiller han gerne sig selv både kæk og casual. I et Gauguin-klassisk maleri af to billedskønne tahitianske kvinder er deres hud det samlende punkt i billedet.
Ansigterne er harmoniske grafiske linier i sort. Den fotografisk-moderne beskæring snitter den ene kvindens skulder, mens hendes anden arm smelter sammen med den topløse kvinde, der bærer et frugtfad.
Naturligt særpræg
Hos Gauguin bliver den megen hud aldrig vulgær. For ham var naturligheden det væsentlige. Hans kvinder er skønne, men ofte er de ikke påfaldende posererende, for han ønsker at vise dem i naturlige hverdagssituationer og han forsøger således at overbevise os om, at kvinderne på øen går topløse omkring med fristende frugtfade og nyplukkede blomster. Måske har han ret?
Andre billeder er mere komplekse og tanketunge, som mesterværket The Sermon, hvor Jakob kæmper med englen.
Det er simpelthen så frækt: Den tungt røde og altomsluttende jord, den besynderlige tværgående træstamme, de indadvendte ansigter, de arabeskslyngende hovedbeklædninger og måden, hvorpå maleriets enkeltdele på én gang vælter rundt mellem hinanden og dog er perfekt dynamisk installeret på fladen. Der hersker ingen tvivl om Gauguin var en modig og særpræget maler, der er sin opmærksomhed værd.
Paradis på jord?
Det lykkedes Gauguin at fremstille Tahiti som et paradis på jord, selvom han i virkeligheden oplevede det som en vestligt påvirket fransk koloni. Fungerende bureaukratiske ordninger og stabil posttjeneste gjorde det muligt for kunstneren at følge med i prisudviklingen for sine værker på det parisiske kunstmarked.
Dette er en interessant del af Gauguins historie:
Han formåede at leve som oprigtig og tilsyneladende kompromisløst søgende menneske, med en stor fascination af “det oprindelige” i opposition til europæisk civilisation, med alt hvad dertil hører af velfærdsforbrug.
Parallelt hermed formåede han at realisere en selviscenesættelse som moderne kunstner, der havde givet afkald på netop den europæiske civilisation op til århundredeskiftet 1800-1900.
I praksis var det netop denne civilisations eksistens, som gjorde det muligt for ham at være orienteret om og reagere på kunstmarkedet.
Han boede ikke på en hvilken som helst ø, men på en fransk koloni, hvor lokalbefolkningen havde givet afkald på deres naturreligion og levede som kristne. Men det er ikke dét, Gauguin viser os i sin kunst. For det var ikke dén historie, han rejste ud for at opleve og videreformidle.
Da han første gang i 1891 ankom til Tahiti var han således desillusioneret over den vestligt prægede lokalbefolkning – og han måtte ty til den kulturhistoriske redegørelse ‘Voyage aux îles du grand ocean’ (1837) af Jacques-Antoine Moerenhout for viden om den oprindelige kultur på øgruppen.
Gauguins kunst er med andre ord farvet af en andenhåndsberetning! Alligevel lykkedes det Gauguin at fremstå autentisk. I denne forbindelse kan det have betydning at han også er skolet som og arbejdede som journalist.
Københavnsk visit
Gauguins kontakt til Danmark var kortvarig: København var intet eksotisk opholdssted og livslang inspiration, men han nåede at stifte familie og er repræsenteret på danske museer. Gauguin var endog del af kunstnersammenslutningen GRØNNINGEN for en kort periode og snittede træskulpturer til en midlertidig udstillingsbygning.
De er gået tabt. Den danske forbindelse fylder (desværre, men forståeligt nok) ikke meget på den stort anlagte udstilling i London.
Fra børsmægler til mytemaler
Gauguin er fascinerende, ikke bare fordi han var en fænomenal maler, men navnlig fordi det lykkedes ham som menneske at udleve en drøm og en inderlighed, der var alt andet end oplagt. Hvem havde forudset børsmægleren blev mytemaler?
Gauguins malerier er sjældent til salg og kan nå priser på op mod 40 millioner dollars. Det er trods alt mere end almindelig børsmæglerbonus.
PS: Det er en smule smagløst når Tate Modern i museumsbutikken, foruden de efterhånden obligatoriske køleskabsmagneter, sælger julepynt og keramiske fliser med Gauguin motiver samt lerfade og silketørklæder af en nutidig kunsthåndværker, der har ladet sig inspirere af den store kunstner. Det går som varmt brød.
Se et meget sødt og lidt grotesk udvalg af merchandise her.
