Overmennesket på Louisiana

Har du talt med din massemorder i dag?
Jacob Holdt har haft ja-hatten på og tomlen ude på kryds og tværs gennem USA i de sidste knap 40 år. Som han selv beskriver det, har han konsekvent og kompromisløst ”sagt ja til mennesket”, og med kameraet i hånden har han ikke blot identificeret sig med de mennesker, han portrætterer. Han lever med dem, går i seng med dem og ser dem dø.

Racisme, diskrimination og fordomme mellem de ekstreme sociale yderpunkter i USAs befolkning er omdrejningspunktet for Holdts virke, hvor mangemilliardærer, massemordere, forarmede sorte og ledere af Ku Klux Klan alle har fået plads i stort format på de hvide vægge i Humlebæk.

Mere end bare politisk korrekt
Holdt betragter ikke sig selv som kunstner, men han indskriver sig alligevel klart i en tradition af virkelighedshungrende fotokunst. I det omfang at en af kunstens ypperste kvaliteter er at åbne op for beskuerens refleksion, er det kun på sin plads, at Holdt med udstillingen på Louisiana for alvor bliver indlemmet på kunstscenen.

Motiverne er ikke fremmede, for i den overflod af information og billeder vi lever i, er historien om social uretfærdighed og menneskelig smerte ikke ny.

Alligevel går man igennem Holdts udstilling med hovedrysten og stigende vantro, for de fortællinger, der ledsager billederne, grænser til det absurde. Holdt præsenterer publikum for familier, der i generationer er præget af vold og mord, en kvinde, som lever sammen med den mand, der slog hendes første mand ihjel med en økse, og vi ser liget af en mand, som en af Holdts venner netop har skudt.

Konfrontation med egne fordomme
De enkelte fotografier viser de mennesker, Holdt har mødt, og styrken ligger i, at hans intime forhold til dem hver især giver publikum adgang til deres personlige fortællinger. Men den samlede udstilling tegner først og fremmest et portræt af Jacob Holdt selv, og det er her udstillingen bliver rigtig interessant.

Jacob Holdt skiller sig ud ved et absolut fravær af fordømmelse. Han har aldrig mødt et ondt menneske, men holder stædigt fast i, at de mest hårdkogte massemordere og hadefulde racister er resultater af barndommens traumer og et samfund næret af frygt. For disse mennesker er tillid en kærlighedserklæring, og Holdt kan rumme dem alle.

Med portrættet af Holdt på nethinden, bliver kameralinsen vendt mod publikum selv, præcis som det meget rammende er tilfældet i billedet ved udstillingens indgang.

Hvor det politisk korrekte ofte har en tendens til at henvende sig til de allerede omvendte, rammer Tro, håb og kærlighed bredt. Selv de mest tolerante hallal-hippier vil have svært ved at hamle op med Holdt, og man får rig mulighed for at konfrontere sine egne fordomme, frygt og racisme.

Holdt nu op – det er for meget
Efter nogle timers altfavnende filantropi og et gennemsyn af filmen Holdt! hvor messias-symbolikken flyder lovligt frit, er Tro, håb og kærlighed på nippet til at skubbe mig over i den modsatte grøft.

Den grænseløse forståelse giver mig ærligt talt lidt lyst til at trække nej-hatten langt ned over både øjne og ører. Nej, jeg vil ikke være venner med en massemorder. Nej, jeg tror ikke, det er nødvendigt at blaffe 20.000 km gennem USAs ghettoer med et to-årigt barn for at forebygge mit barns racisme. Nej, det er ikke en god idé at ’betale’ for et lift med seksuelle ydelser. Og nej, jeg vil hverken melde mig ind i KKK eller spise middag med klanens ledere.

Prisværdig nuancering
Selvom jeg altså langt fra er nogen Jacob Holdt, og tilmed vil insistere på at holde fast i et par af mine fordomme, så er det bestemt prisværdigt at få rusket op i dem.

Uanset på hvilket plan man bliver påvirket eller provokeret af Holdts budskab, får udstillingen nuanceret racismen som et fænomen, der stikker dybere end hudfarve og sociale tilhørsforhold. Desuden knytter filmen Holdts erfaringer an til hans oplevelse af stigende diskrimination og fremmedhad i Danmark, og den aktualisering af problematikken er bestemt værd at få med.

Det er naturligvis individuelt, hvornår man som besøgende på Louisiana eventuelt får for meget af det gode, og udstillingen er under alle omstændigheder seværdig og tankevækkende.