For nylig snakkede radioen i køkkenet om overenskomstforhandlingerne, hver gang jeg skulle vaske op eller lave mad. Det virkede langt hen ad vejen, som om den nuværende regering håbede på at fuldføre den forudgåendes forsøg på at knække fagbevægelsen. Jeg ledte forgæves efter solidaritetsytringer fra billedkunstnerstanden og dens institutioner. Udover at Charlottenborg Kunsthal annoncerede i Børsen med gratis adgang for offentligt ansatte i tilfælde af lockout, syntes de lavtlønnedes vilkår i en velfærdstat under afvikling ikke at vække den store sympati eller solidaritet i billedkunstkredse.
Billedkunst og håndværk har ellers indtil for relativt nylig været nært forbundet, og der er en stor tradition for mere eller mindre velbegrundet identifikation med arbejdere fra mange billedkunstneres side. En identifikation med andre, der også levede af håndens arbejde, som kunne vare ved, så længe de fleste kunstnere vedblev med at selv at producere kunstværker.
Entreprenører
Men i dag er det anderledes. Midt i strømmen af nyheder om faglig kamp fangede jeg mig selv i at bekymre mig for, om jeg mon kan få materialer til mit næste projekt fra England, fremfor at tænke på, om pædagogerne i mit barns børnehave har ordentlige arbejdsvilkår. Egentligt er det ikke så underligt, fordi min hverdag som kunstner i stigende grad ligner en slags mellemleder i et mindre firma, der bruger det meste af sin tid foran computeren. Og jeg tror, at der for rigtigt mange af min kolleger også går mere tid med bureaukrati og e-mail kommunikation end med at producere værker i hånden.
Kunstnerstanden består i dag af små entreprenører, der plejer deres individuelle brands og interesser. I dag er de mest succesrige kunstnere ikke som tidligere dem med en særlig håndværksmæssig kunnen, men derimod dem, der ligesom virksomheder evner at skaber oplevelser og fortællinger omkring deres produkter. Sådan har det nok også altid været, men i dag kæmper kunstnere om de begrænsede midler og den opmærksomhed, der er til rådighed, på måder der ikke adskiller sig stort fra andre selvstændige erhvervsdrivende.
Generøse handlinger
På den måde kan ideen om, at kunstnere skulle have en særlig solidaritet med de offentligt ansattes overenskomst, hurtigt komme til at virke både lidt naivt gammeldags og hyklerisk. Men i Danmark er der en ret fin tradition for solidaritet mellem kunstnere. Det en relativt lille scene, hvor kolleger ofte støtter og plejer hinanden, uden økonomisk udbytte. Når den viser sig fra sin bedste side, er det en subkultur fuld af generøse handlinger. Handlinger, der ofte forbliver skjulte og interne, som når man låner hinanden udstyr, diskuterer ideer og bytter tjenester.
Den slags generøs skyggeøkonomi bygger selvfølgelig på, at de involverede ikke har for meget lønarbejde for at tjene til livets ophold, og har tid til både at opretholde egen praksis og hjælpe andre. Det er et sårbart og spinkelt kunstnerisk økosystem, der i lige så høj grad hviler på den velfærdstat, der har eksisteret i Danmark siden 1960’erne, som på Statens Kunstfonds evigt skrumpende budgetter. Det er i høj grad muligheden for at leve et relativt værdigt liv uden at være velhavende, der muliggør både de praktiserende kunstnere og det vækstlag af underfinansierede institutioner, der udgør de mest dynamiske dele af det danske kunstliv.
Så længe de offentlige ydelser forbliver på et niveau, der sikrer muligheden for at være fattig kunstner, betyder det, at vi også til en vis grad får kunst skabt af andre end de mest privilegerede. Velfærdsstaten har, uden at sigte på det, været med til at sikre at den kunst, der produceres, ikke udelukkende afspejler den allerrigeste procentdel af befolkningens liv. Der er stadigt meget arbejde at gøre for at give flere adgang til kunstverdenen, og dermed sikre, at vi også får adgang til kunst lavet ud fra en bredere vifte af livserfaringer end de mest velhavendes.
Den unge elite
Men politisk set er der det modsatte på færde. Med initiativer som Kulturministerens nye talentkommuneordning ”Den Unge Elite”, der dyrker en ide om, at mulighederne for at udfolde sig kunstnerisk bør være forbeholdt en udvalgt del af befolkningen. Frem for at demokratisere adgangen til at blive skabende kunstner og udbrede muligheden for, at stadigt flere kan se billedkunst fremstillet og forklaret. Den åbne adgang til kunstneriske uddannelser, som bl.a. den tyske fluxus-kunstner Joseph Beuys eksperimenterede med, virker som noget, der forgik på en fjern planet. I stedet er vi på vej mod en tilbagevenden til en før-moderne model hvor mæceners, statens og kirkens dagsorden er i centrum.
Tiden er præget af en fornemmelse af smuldrende privilegier for mange grupper i samfundet – også på det billedkunstneriske område. Meget af de billedkunstneriske interesseorganisationers arbejde bliver derfor med god grund brugt på at forsvare kunstsystemet som det er. Det giver på mange måder god mening, når man befinder sig inden for i kunstverdenen og ser systemerne smuldre omkring sig. Men jeg er ikke i tvivl om, at det udefra kan opleves som defensivt, konservativt og en anelse verdensfjernt for dem, der ikke selv er en del af kunstverdenen.
En fælles sag?
På trods af at billedkunsten i stigende grad fremstilles som en elitesport for nogle udvalgte få, deler størstedelen af billedkunstnerstanden både vilkår og interesser med mange andre lavtlønsområder. Men når billedkunstnerstanden ikke evner at udvise særlig meget solidaritet med andre gruppers kamp for bedre livsvilkår, er det måske ikke underligt, hvis der i store dele af den danske befolkning breder sig en manglende interesse for billedkunstneres livsvilkår.
Isoleret set er kunstnerstanden og dens organisationer små og relativt svage politisk. Det ligger lige for at gøre fælles sag med de kulturinstitutioner, der udsættes for konstante beskæringer. Som når direktøren for Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst gør fælles sag mod 2% nedskæringerne i den bedste sendetid på DR. Jeg er bange for, at man med frimarkedsfundamentalister og vikingenationalister ved magten argumenterer forgæves for en fri billedkunsts berettigelse, lige meget hvor meget det passer på vores selvforståelse.
Det er måske nok så vigtigt, at både individuelle billedkunstnere og vores organisationer forsvarer de dele af velfærdsstaten, der sikrer ikke bare, at ”fattige” billedkunstnere kan få børn og blive syge uden at måtte opgive deres praksis, men også tålelige vilkår for mange andre dele af det samfund, den danske billedkunststand nu en gang er en del af. Hvis ikke vi kan medvirke til at skabe bedre vilkår for det umiddelbart omgivende samfund, er det vanskeligt at opretholde troen på, at kunst kan være med til at løse problemer som global opvarmning og ulighed. Men det er der sikkert heller ikke mange, der faktisk tror på – eller hvad?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
